Anmeldelse
At ride på enhjørninger
Livet på kræftafdelingen for børn er skildret i billedbog, der fortæller fint om, hvordan det er at tabe sit hår, få sondemad og have kvalme.
Da Mariangela Di Fiores datter var to et halvt, blev hun diagnosticeret med leukæmi, og hun tilbragte flere år på hospitalet. ’At ride på enhjørninger’ er den bog som Mariangela Di Fiore savnede, da hendes lille datter blev syg.
”Jeg hader at vente. Men her på sygehuset må jeg vente hele tiden. Det er bare vente, vente, vente. Og hvidt”.
Asta mener, at den hvide farve er skyld i, at hendes bror William aldrig kommer på besøg. Fordi væggenes farve skærer ham i øjnene. Astas leukæmi er skyld i, at hun har at tabt sit hår og hendes bedste ven Silas, der har en tumor i hjernen, har også tabt sit hår, men det er langsomt ved at vokse ud igen. Hvis Asta bliver klar, begynder hun i skole til efteråret og det glæder hun sig til, men hun er også lidt bange.
Dagene på hospitalet går med at lege på gangene samt lave sjov med personalet, og her taler man helt naturligt om døden. Asta beslutter, at hun vil begynde i skole til efteråret, og nu hun tør godt, for Silas har givet hende sit meget-modig-armbånd, der fjerner alt hendes frygt.
Mariangela Di Fiores har indkapslet essensen af den påvirkning, som en livstruende sygdom har på et barn. Hvordan det at have store smerter, kvalme så man ikke kan spise og ønsket om at kunne komme ud og være som alle andre børn. Lisa Aisato er mester i at tegne følelser, og ingen anden kunne have fået et emne, der er så ubarmhjertigt, til at se smukt ud. Den drømmeagtige realisme afspejler Astas indre og ydre liv, og illustrationerne bevæger sig imellem de sterile hospitalsstuer og et barns fantasifulde indre liv.
Lisa Aisato har også sneget humor ind gennem Astas fars måde at være overfor sin datter på. En bog der er kan understøtte en ubærlig situation, og som primært henvender sig til mennesker i en lignende situation, men som sagtens kan formidles til andre børn, hvis der afsættes god tid til grublerier efterfølgende. En uendelig fin billedbog.
Livet på kræftafdelingen for børn er skildret i billedbog, der fortæller fint om, hvordan det er at tabe sit hår, få sondemad og have kvalme.
Da Mariangela Di Fiores datter var to et halvt, blev hun diagnosticeret med leukæmi, og hun tilbragte flere år på hospitalet. ’At ride på enhjørninger’ er den bog som Mariangela Di Fiore savnede, da hendes lille datter blev syg.
”Jeg hader at vente. Men her på sygehuset må jeg vente hele tiden. Det er bare vente, vente, vente. Og hvidt”.
Asta mener, at den hvide farve er skyld i, at hendes bror William aldrig kommer på besøg. Fordi væggenes farve skærer ham i øjnene. Astas leukæmi er skyld i, at hun har at tabt sit hår og hendes bedste ven Silas, der har en tumor i hjernen, har også tabt sit hår, men det er langsomt ved at vokse ud igen. Hvis Asta bliver klar, begynder hun i skole til efteråret og det glæder hun sig til, men hun er også lidt bange.
Dagene på hospitalet går med at lege på gangene samt lave sjov med personalet, og her taler man helt naturligt om døden. Asta beslutter, at hun vil begynde i skole til efteråret, og nu hun tør godt, for Silas har givet hende sit meget-modig-armbånd, der fjerner alt hendes frygt.
Mariangela Di Fiores har indkapslet essensen af den påvirkning, som en livstruende sygdom har på et barn. Hvordan det at have store smerter, kvalme så man ikke kan spise og ønsket om at kunne komme ud og være som alle andre børn. Lisa Aisato er mester i at tegne følelser, og ingen anden kunne have fået et emne, der er så ubarmhjertigt, til at se smukt ud. Den drømmeagtige realisme afspejler Astas indre og ydre liv, og illustrationerne bevæger sig imellem de sterile hospitalsstuer og et barns fantasifulde indre liv.
Lisa Aisato har også sneget humor ind gennem Astas fars måde at være overfor sin datter på. En bog der er kan understøtte en ubærlig situation, og som primært henvender sig til mennesker i en lignende situation, men som sagtens kan formidles til andre børn, hvis der afsættes god tid til grublerier efterfølgende. En uendelig fin billedbog.
Kommentarer