En skræmmende øjenåbner om vores samfund, der gennemlever bølger af psykiatriske epidemier, hvor stadigt flere tildeles diagnoser for psykiske lidelser.
Det gode og vigtige ved ’Psykiatri og diagnoser – i forbrugerismens tidsalder’ er, at den tør stille spørgsmål ved- og give kritiske vinkler på det stigende behov for psykofarmaka og terapi i vores samtid. Rasmussen råber op på samme måde som Svend Brinkmann (som han også henviser til flere gange i bogen), der med sin nej-hat blev populær for opgøret med vores diagnosekultur bl.a. i bogen Diagnoser – perspektiver, kritik og diskussion (2015).
Med Rasmussens ord er der ”indtruffet en medicinering af subjektet” på baggrund af en form for forførelse igennem diskursen i vores sundhedspolitiske verden i de seneste årtier. Ligesom stort set alle andre af livets aspekter er denne diskurs gennemtrængt af konsumerismen, som reducerer hvert enkelt menneske til en vare, der selv er ansvarlig for at forebygge og opretholde en mental sundhed.
Det er trist læsning om, hvordan terapi og medicin bliver fremstillet som en nødvendighed for næsten alle, fordi diskursen bygger på individets egen utilstrækkelighedsfølelse og den kognitive terapis idé om, at det er den enkelte, som skal passe ind ved at gøre de rigtige anstrengelser og tænke positivt. Der tegner sig et foruroligende billede af, at der er økonomiske interesser på spil i dette, fordi forskningen i dag ikke er uafhængig af markedsøkonomien og den farmaceutiske industri, der producerer medicinen. Derudover peger Rasmussen på det alarmerende paradoks i, at diagnoser som stress, depression og ADHD beskrives som kemiske ubalancer, men stilles og behandles på baggrund af adfærd og symptomer fremfor biologiske tests.
Det bør nævnes, at René Rasmussen selv er praktiserende psykoanalytiker og fortaler for denne gren af psykiatrien. Han afviser derfor ikke psykiatriens nødvendighed og udelukker heller ikke brugen af medicin til de meget syge, men vil væk fra ”overfladebehandlingen” og vil, at man ser på det enkelte menneskes situation og sociale kontekst som en mulig del af årsagen til en given sygdom.
Uanset om man er enig eller uenig i Rasmussens udlægninger, er bogen særdeles vedkommende og et samfundsmæssigt anliggende, som er vigtig at sætte sig ind i. Det gælder særligt, hvis Rasmussen har ret i, at vi ikke kan have tiltro til egen læges diagnosticeringsmodel eller til videnskaben på området. Den omsiggribende ekspansion af psykiske lidelser berører efterhånden rigtig mange danskere, som måske reelt ikke får det bedre før end omgivelser ændres og politikere tager ansvar for samfundets indretning.
Bogen har et højt fagligt niveau og refererer til psykologifeltets store teoretikere som Lacan og Jung. Sproget og fagbegreberne gør indimellem læsningen tung. Til gengæld er der mange underbyggende eksempler og argumenter, som ”pensler tingene ud” for den almindelige læser.
Kommentarer