Anmeldelse
Pigen med Leica'et
- Log ind for at skrive kommentarer
De fortællermæssige greb, der både strukturerer bogen og bevæger sig rundt om Gerda Taro, hæver Janeczek milevidt over de fleste biografiske forfattere.
’Pigen med Leica’et’ er en såkaldt exo-roman, og handler altså ligesom fx Rakel Haslund-Gjerrilds Adam i Paradis om et menneske, der virkelig har levet. Også her handler det om en billedende kunstner, nemlig fotografen Gerda Taro. Hun var jødisk, af polsk oprindelse, men voksede op i mellemkrigstidens Stuttgart. Fordrevet af det politiske klima i 30’ernes Tyskland tog hun til Paris lærte at fotografere og døde knust under en panservogn i den spanske borgerkrig, som hun var i færd med at dokumentere.
Stort set alt dette får man at vide i romanens prolog. Noget af det, der hæver ’Pigen med Leica’et’ milevidt over almindelige biografier, er de fortællermæssige greb, der både strukturerer bogen og bevæger sig rundt om Gerda Taro, hvorved vi fra flere kanter får fornemmelse af den moderne, fritænkende vinde – der både var egensindig, rebel og insisterende på noget så nutidig som sin ret til end dog at elske frit.
Hendes historie fortælles af to tidligere kærester, der mindes hende i retrospekt fra hhv New England og Rom i 1960 – og imellem dem hendes veninde Ruth umiddelbart efter Gerdas død i 1938. Kommer vi så rigtig ind under huden på Gerda Taro? Nej, og det er heller ikke meningen. Fortællingen er fintfølende og fortalt med både beundring og frustrationer over den egensindige Gerda – og den kommer heller ikke uden om, at blive en fortælling om hendes sidste elsker Robert Capa, som Life Magasin udnævnte til Verdens bedste Krigsfotograf, og hvordan de to skabte en fortælling om millionærparret Robert Capa og Gerda Taro, der brugte deres økonomiske frihed til at drage på fotograferings eventyr – en fortælling uden rod i virkeligheden eller forbindelse til André Friedmann og Gerta Pohorylle, som de egentlig hed til at begynde med.
Bogens elegante komposition med prolog, tre stemmer, der erindrer Taro og en epilog skaber en fintfølende beretning ikke bare om Gerda Taro, der er i fokus, men også om den unge generation af progressive jøders og kommunisters vilkår i mellemkrigstidens Europa med gryende fascisme i Spanien, Italien og Tyskland optil 2. verdenskrigs katastrofe. De er unge ekspats på linie med Hemingway og hans barylere, som vi kender fra ’And the sun also raises’. I deres midte er der den eksotiske, ukuelige Gerda, der med en alkymistisk blanding af letsind og naivitet, dygtighed og visdom får verden til at spinde om sin akse – og lige så elegant spinder ’Pigen med Laica’et’ omkring en akse beståede af hendes fravær. Det er ret flot – og det er en dælans god bog.
- Log ind for at skrive kommentarer
De fortællermæssige greb, der både strukturerer bogen og bevæger sig rundt om Gerda Taro, hæver Janeczek milevidt over de fleste biografiske forfattere.
’Pigen med Leica’et’ er en såkaldt exo-roman, og handler altså ligesom fx Rakel Haslund-Gjerrilds Adam i Paradis om et menneske, der virkelig har levet. Også her handler det om en billedende kunstner, nemlig fotografen Gerda Taro. Hun var jødisk, af polsk oprindelse, men voksede op i mellemkrigstidens Stuttgart. Fordrevet af det politiske klima i 30’ernes Tyskland tog hun til Paris lærte at fotografere og døde knust under en panservogn i den spanske borgerkrig, som hun var i færd med at dokumentere.
Stort set alt dette får man at vide i romanens prolog. Noget af det, der hæver ’Pigen med Leica’et’ milevidt over almindelige biografier, er de fortællermæssige greb, der både strukturerer bogen og bevæger sig rundt om Gerda Taro, hvorved vi fra flere kanter får fornemmelse af den moderne, fritænkende vinde – der både var egensindig, rebel og insisterende på noget så nutidig som sin ret til end dog at elske frit.
Hendes historie fortælles af to tidligere kærester, der mindes hende i retrospekt fra hhv New England og Rom i 1960 – og imellem dem hendes veninde Ruth umiddelbart efter Gerdas død i 1938. Kommer vi så rigtig ind under huden på Gerda Taro? Nej, og det er heller ikke meningen. Fortællingen er fintfølende og fortalt med både beundring og frustrationer over den egensindige Gerda – og den kommer heller ikke uden om, at blive en fortælling om hendes sidste elsker Robert Capa, som Life Magasin udnævnte til Verdens bedste Krigsfotograf, og hvordan de to skabte en fortælling om millionærparret Robert Capa og Gerda Taro, der brugte deres økonomiske frihed til at drage på fotograferings eventyr – en fortælling uden rod i virkeligheden eller forbindelse til André Friedmann og Gerta Pohorylle, som de egentlig hed til at begynde med.
Bogens elegante komposition med prolog, tre stemmer, der erindrer Taro og en epilog skaber en fintfølende beretning ikke bare om Gerda Taro, der er i fokus, men også om den unge generation af progressive jøders og kommunisters vilkår i mellemkrigstidens Europa med gryende fascisme i Spanien, Italien og Tyskland optil 2. verdenskrigs katastrofe. De er unge ekspats på linie med Hemingway og hans barylere, som vi kender fra ’And the sun also raises’. I deres midte er der den eksotiske, ukuelige Gerda, der med en alkymistisk blanding af letsind og naivitet, dygtighed og visdom får verden til at spinde om sin akse – og lige så elegant spinder ’Pigen med Laica’et’ omkring en akse beståede af hendes fravær. Det er ret flot – og det er en dælans god bog.
Kommentarer