Anmeldelse
Pebermø : et opgør med skammen af Malin Lindroth
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Et feministisk opråb fra en midaldrende kvinde, der er ufrivilligt alene og betegner sig selv som pebermø.
Man støder ikke ret ofte på begrebet pebermø. At være pebermø står for de fleste som en noget gammeldags betegnelse for de kvinder, som vi nu kalder for singler, ligesom det opfattes som et synonym for gammeljomfru. Ifølge Malin Lindroth er der dog stor forskel på de singler, der selv har valgt at leve alene, og de kvinder, der som hun selv lever ufrivilligt alene, altså pebermøerne. Malin Lindroth, der er 52 år, har levet ufrivilligt alene i mere end 30 år.
Malin Lindroth mener, at det er skamfuldt at være alene. For selv om flere og flere voksne både i Sverige og Danmark lever alene, er normen stadig tosomheden, det gælder både i selskabslivet, på datingsider som Tinder og i realityprogrammer som ’Gift ved første blik’. Pebermøen er, som hun udtrykker det: Den uknaldbare!
Undervejs fortæller Malin Lindroth lidt om permøens rolle historisk. Det handler om de kvinder, der så at sige var til overs, og som enten kunne blive prostituerede eller hengive sig til et kald som sygeplejerske eller lærerinde, eller gå i kloster. Det er det klassiske luder-madonne-kompleks, hvor hun mener, at pebermøen befinder sig lige i centrum. Til langt op i vor tid var pebermøen eller gammeljomfruen en småtragisk skikkelse, helt forskellig fra pebersvenden, der bare gav sig god tid, mens han nød sit ungkarleliv. Malin Lindroth forsøger også at vende Metoo-bevægelsen på hovedet ved at påstå, at mange kvinder higer efter at blive gramset på. Det er en noget kontroversiel påstand, vil jeg mene.
I min barndom var der pebermøer i mange familier. Det var ofte kvinder, hvis mødrene havde vogtet deres dyd lidt for nidkært, og som tog sig af først forældrene, senere de ugifte brødre. Dette er beskrevet meget fint i Anne Elisabeth Jessens fremragende roman Om hundrede år. At rollen som pebermø ikke altid var det liv, kvinden havde drømt om, kom ofte mere eller mindre åbenlyst til udtryk. I min poesibog skrev min ugifte faster således ”Min søde pige tænk dog på, at kort er livets sommer. Du ej for kræsen være må, når der er frier kommer”.
Der er mange tankevækkende betragtninger, men jeg kan ikke lade være med at have lidt ondt af forfatteren, der ser sig selv som et offer og synes, at det ligefrem er skamfuldt at være alene. Hun har haft problemer med sin rolle som kvinde hele livet og altid følt sig forkert og at hun så forket ud. Når jeg ser på fotografiet af Malin Lindroth, ser jeg dog en flot, slank midaldrende kvinde. Jeg har måske i det hele taget lidt svært ved helt at forstå hende, for jeg synes, jeg er omgivet af stærke singlekvinder i alle aldre. Bevares, der er stadig problemer ved at være alene, bl.a. de horribelt høje huslejepriser.
’Pebermøer’ er et tankevækkende og lidt anderledes indspark i feministdebatten, men jeg synes, det bliver et meget personligt problem, og jeg undrer mig over, at hun ikke har formået at gribe den frihed, som vor tid trods alt tilbyder.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Et feministisk opråb fra en midaldrende kvinde, der er ufrivilligt alene og betegner sig selv som pebermø.
Man støder ikke ret ofte på begrebet pebermø. At være pebermø står for de fleste som en noget gammeldags betegnelse for de kvinder, som vi nu kalder for singler, ligesom det opfattes som et synonym for gammeljomfru. Ifølge Malin Lindroth er der dog stor forskel på de singler, der selv har valgt at leve alene, og de kvinder, der som hun selv lever ufrivilligt alene, altså pebermøerne. Malin Lindroth, der er 52 år, har levet ufrivilligt alene i mere end 30 år.
Malin Lindroth mener, at det er skamfuldt at være alene. For selv om flere og flere voksne både i Sverige og Danmark lever alene, er normen stadig tosomheden, det gælder både i selskabslivet, på datingsider som Tinder og i realityprogrammer som ’Gift ved første blik’. Pebermøen er, som hun udtrykker det: Den uknaldbare!
Undervejs fortæller Malin Lindroth lidt om permøens rolle historisk. Det handler om de kvinder, der så at sige var til overs, og som enten kunne blive prostituerede eller hengive sig til et kald som sygeplejerske eller lærerinde, eller gå i kloster. Det er det klassiske luder-madonne-kompleks, hvor hun mener, at pebermøen befinder sig lige i centrum. Til langt op i vor tid var pebermøen eller gammeljomfruen en småtragisk skikkelse, helt forskellig fra pebersvenden, der bare gav sig god tid, mens han nød sit ungkarleliv. Malin Lindroth forsøger også at vende Metoo-bevægelsen på hovedet ved at påstå, at mange kvinder higer efter at blive gramset på. Det er en noget kontroversiel påstand, vil jeg mene.
I min barndom var der pebermøer i mange familier. Det var ofte kvinder, hvis mødrene havde vogtet deres dyd lidt for nidkært, og som tog sig af først forældrene, senere de ugifte brødre. Dette er beskrevet meget fint i Anne Elisabeth Jessens fremragende roman Om hundrede år. At rollen som pebermø ikke altid var det liv, kvinden havde drømt om, kom ofte mere eller mindre åbenlyst til udtryk. I min poesibog skrev min ugifte faster således ”Min søde pige tænk dog på, at kort er livets sommer. Du ej for kræsen være må, når der er frier kommer”.
Der er mange tankevækkende betragtninger, men jeg kan ikke lade være med at have lidt ondt af forfatteren, der ser sig selv som et offer og synes, at det ligefrem er skamfuldt at være alene. Hun har haft problemer med sin rolle som kvinde hele livet og altid følt sig forkert og at hun så forket ud. Når jeg ser på fotografiet af Malin Lindroth, ser jeg dog en flot, slank midaldrende kvinde. Jeg har måske i det hele taget lidt svært ved helt at forstå hende, for jeg synes, jeg er omgivet af stærke singlekvinder i alle aldre. Bevares, der er stadig problemer ved at være alene, bl.a. de horribelt høje huslejepriser.
’Pebermøer’ er et tankevækkende og lidt anderledes indspark i feministdebatten, men jeg synes, det bliver et meget personligt problem, og jeg undrer mig over, at hun ikke har formået at gribe den frihed, som vor tid trods alt tilbyder.
Kommentarer