Anmeldelse
På rejse med pingviner
En bedårende historie med feel-good vibes og en underliggende seriøsitet, der fortæller om alvorlige emner som klimaændringer og demens.
85-årige Veronica McCreedy er ret velhavende og bor i et stort hus ved den skotske kyst i Ayershire, som hun kun overkommer at passe, fordi hendes assistent Eileen hjælper med de praktiske ting. Veronica har ingen familie, og er egentlig ikke stor fan af andre mennesker, men elsker i stedet at se dokumentarprogrammer om dyr, ledsaget af en kop Darjeeling-te og kiks. Mens hun har sin røde læbestift på. Af og til samler hun affald på stranden, mens hun raser over menneskers ubetænksomhed.
Veronica spekulerer ofte over, hvad der skal blive af hendes formue, når hun dør. Da hun en dag tilfældigt ser en fjernsynsudsendelse om pingviner, synes hun, at de fortjener medvind, og det kan hendes penge sørge for. Derfor beslutter hun at rejse tre uger til Locket Island, der ligger på Sydshetlandsøerne, nærmere betegnet den Antarktiske halvø, hvor hun skal bo sammen med en gruppe forskere og studere pingviner.
Eileen er ikke stor fan af idéen, særligt fordi Veronica er en anelse dement. Også de tre forskere Terry, Mike og Dietrich synes mildest talt, at det er en elendig idé, men Veronica er ligeglad. Også på trods af at hun kort inden afrejsen opdager, at hun har et voksent barnebarn, Patrick. Efter et kort møde mellem dem, synes hun ikke, at de behøver mødes igen. Men hverken Locket Island, pingvinerne eller Patrick er helt som Veronica troede.
Veronica er et temmelig nøgternt menneske, og på Locket Island spørger Terry hende ud om barnebarnet Patrick, og Veronica konstaterer, at han er på stoffer. Terry spørger om hvorfor, og Veronica mener, at svaret er indlysende: ”Der er velsagtens bare almindeligt forfald”.
Det er en fin roman, og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er til fals for både pingviner og Veronicas stædige, begavede og charmerende måde at bevare sin utilnærmelighed på. Det er en herlig og meget underholdende fortælling om en karakterfast dame, der har lært, hvordan man holder andre mennesker på afstand, fordi både hendes barn- og ungdom har været ensom og fyldt med tab.
Hvis du kan lide hjertevarme dannelsesrejser, bør du også læse Etta og Otto og Russell og James og Det lille bageri på strandpromenaden.
En bedårende historie med feel-good vibes og en underliggende seriøsitet, der fortæller om alvorlige emner som klimaændringer og demens.
85-årige Veronica McCreedy er ret velhavende og bor i et stort hus ved den skotske kyst i Ayershire, som hun kun overkommer at passe, fordi hendes assistent Eileen hjælper med de praktiske ting. Veronica har ingen familie, og er egentlig ikke stor fan af andre mennesker, men elsker i stedet at se dokumentarprogrammer om dyr, ledsaget af en kop Darjeeling-te og kiks. Mens hun har sin røde læbestift på. Af og til samler hun affald på stranden, mens hun raser over menneskers ubetænksomhed.
Veronica spekulerer ofte over, hvad der skal blive af hendes formue, når hun dør. Da hun en dag tilfældigt ser en fjernsynsudsendelse om pingviner, synes hun, at de fortjener medvind, og det kan hendes penge sørge for. Derfor beslutter hun at rejse tre uger til Locket Island, der ligger på Sydshetlandsøerne, nærmere betegnet den Antarktiske halvø, hvor hun skal bo sammen med en gruppe forskere og studere pingviner.
Eileen er ikke stor fan af idéen, særligt fordi Veronica er en anelse dement. Også de tre forskere Terry, Mike og Dietrich synes mildest talt, at det er en elendig idé, men Veronica er ligeglad. Også på trods af at hun kort inden afrejsen opdager, at hun har et voksent barnebarn, Patrick. Efter et kort møde mellem dem, synes hun ikke, at de behøver mødes igen. Men hverken Locket Island, pingvinerne eller Patrick er helt som Veronica troede.
Veronica er et temmelig nøgternt menneske, og på Locket Island spørger Terry hende ud om barnebarnet Patrick, og Veronica konstaterer, at han er på stoffer. Terry spørger om hvorfor, og Veronica mener, at svaret er indlysende: ”Der er velsagtens bare almindeligt forfald”.
Det er en fin roman, og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er til fals for både pingviner og Veronicas stædige, begavede og charmerende måde at bevare sin utilnærmelighed på. Det er en herlig og meget underholdende fortælling om en karakterfast dame, der har lært, hvordan man holder andre mennesker på afstand, fordi både hendes barn- og ungdom har været ensom og fyldt med tab.
Hvis du kan lide hjertevarme dannelsesrejser, bør du også læse Etta og Otto og Russell og James og Det lille bageri på strandpromenaden.
Kommentarer