Anmeldelse
På marmorklipperne af Ernst Jünger
Fremragende nyoversættelse af en af de største klassikere i det tyvende århundredes katastrofelitteratur. En gådefuld, poetisk og skræmmende fortælling, som virker meget kraftig på læseren.
Ernst Jünger (1895-1998) var en tysk soldat, forfatter og entomolog. Mest berømt eller berygtet er han nok for den køligt berusende skildring, I Stålstormen, hvor han med et æstetisk blik beretter om sine oplevelser i skyttegravene under Første Verdenskrig. Her blev Jünger såret utallige gange og modtog ved krigens slutning den højeste militære orden, Pour le Mérite. Jünger opnåede efter krigen heltestatus, især på den yderste højrefløj, som han dog med tiden distancerede sig fra. Jünger har lige siden delt vandene, og det sidste komma er langt fra sat i en meget interessant receptionshistorie.
I På marmorklipperne møder vi en helt anden Jünger. Den fortælles af en jeg-fortæller, som lever et tilbagetrukket liv sammen med sin bror, lille søn og svigermor. Brødrene var engang stolte krigere, men nu hersker der i landet en skrøbelig fred, og de har lagt våbnene på hylden for at fordybe sig i botaniske studier og filosofiske samtaler. Freden varer dog ikke ved, idet den frygtede skovridder med sine blodhunde, rakkerpak og udskud er begyndt at hærge de gamle civiliserede samfund omkring Marmorklipperne. For at opnå sit mål - det totale herredømme - skaber han overalt rædsel og terror. Noget af det bedste ved bogen er beskrivelsen af, hvordan skovridderens overgreb og hærgen langsomt spreder sig og til sidst tager til.
Det er relativt let at følge handlingen, men der er dog flere forhold, som får en til stoppe op. For eksempel har handlingen både træk fra middelalderen, eller endnu tidligere, og fra moderne tid, og man kan derfor ikke tidsbestemme den. Det er heller ikke til at sige, hvor den foregår, idet den udspiller sig i et mystisk og eventyrligt landskab af gamle kulturbyer, voldsomme bjergmassiver og dybe skove, søer, enge og marker. Det er meget fascinerede at læse, og ubestemmelighederne skaber i høj grad fortællingens helt særegne og melankolske stemning.
Da På marmorklipperne udkom i Tyskland i 1939, blev den af de fleste læst som en politisk nøgleroman, hvor den voldelige men karismatiske skovridder og hans hjælpere, repræsenterer Adolf Hitler og nationalsocialisterne. At bogen dog er langt mere end en i snæver forstand tidskritisk bog, er man som læser dog aldrig i tvivl om. Det skyldes hovedsageligt Jüngers overvældende poetiske prosa og mytiske billedsprog, som man skal være aldeles tykhudet for ikke at lade sig påvirke af.
Man har undret sig over, at det lykkedes Jünger at få udgivet bogen i 1939. Flere ledende nazister ihværksatte da også en undersøgelse både af Jünger og bogen. Sagen endte til sidst på Hitlers bord, der måske på grund af Jüngers heltestatus fra Første Verdenskrig lod ham slippe. Det kan man læse mere om i det meget interessante efterskrift af Adam Paulsen.
Fortællingen gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og den er et godt eksempel på, at katastrofer og ødelæggelser kan virke æstetisk inspirerende, og at der ud af disse kan opstå interessante kunstværker. Det er samtidig den tredje Jünger-udgivelse, som Gyldendal på få år har givet os. I 2012 udkom I stålstormen efterfulgt af Strålinger i 2013, Jüngers optegnelser fra Anden Verdenskrig. Alle tre værker er fremragende oversat af Adam Paulsen og kan på det varmeste anbefales.
Fremragende nyoversættelse af en af de største klassikere i det tyvende århundredes katastrofelitteratur. En gådefuld, poetisk og skræmmende fortælling, som virker meget kraftig på læseren.
Ernst Jünger (1895-1998) var en tysk soldat, forfatter og entomolog. Mest berømt eller berygtet er han nok for den køligt berusende skildring, I Stålstormen, hvor han med et æstetisk blik beretter om sine oplevelser i skyttegravene under Første Verdenskrig. Her blev Jünger såret utallige gange og modtog ved krigens slutning den højeste militære orden, Pour le Mérite. Jünger opnåede efter krigen heltestatus, især på den yderste højrefløj, som han dog med tiden distancerede sig fra. Jünger har lige siden delt vandene, og det sidste komma er langt fra sat i en meget interessant receptionshistorie.
I På marmorklipperne møder vi en helt anden Jünger. Den fortælles af en jeg-fortæller, som lever et tilbagetrukket liv sammen med sin bror, lille søn og svigermor. Brødrene var engang stolte krigere, men nu hersker der i landet en skrøbelig fred, og de har lagt våbnene på hylden for at fordybe sig i botaniske studier og filosofiske samtaler. Freden varer dog ikke ved, idet den frygtede skovridder med sine blodhunde, rakkerpak og udskud er begyndt at hærge de gamle civiliserede samfund omkring Marmorklipperne. For at opnå sit mål - det totale herredømme - skaber han overalt rædsel og terror. Noget af det bedste ved bogen er beskrivelsen af, hvordan skovridderens overgreb og hærgen langsomt spreder sig og til sidst tager til.
Det er relativt let at følge handlingen, men der er dog flere forhold, som får en til stoppe op. For eksempel har handlingen både træk fra middelalderen, eller endnu tidligere, og fra moderne tid, og man kan derfor ikke tidsbestemme den. Det er heller ikke til at sige, hvor den foregår, idet den udspiller sig i et mystisk og eventyrligt landskab af gamle kulturbyer, voldsomme bjergmassiver og dybe skove, søer, enge og marker. Det er meget fascinerede at læse, og ubestemmelighederne skaber i høj grad fortællingens helt særegne og melankolske stemning.
Da På marmorklipperne udkom i Tyskland i 1939, blev den af de fleste læst som en politisk nøgleroman, hvor den voldelige men karismatiske skovridder og hans hjælpere, repræsenterer Adolf Hitler og nationalsocialisterne. At bogen dog er langt mere end en i snæver forstand tidskritisk bog, er man som læser dog aldrig i tvivl om. Det skyldes hovedsageligt Jüngers overvældende poetiske prosa og mytiske billedsprog, som man skal være aldeles tykhudet for ikke at lade sig påvirke af.
Man har undret sig over, at det lykkedes Jünger at få udgivet bogen i 1939. Flere ledende nazister ihværksatte da også en undersøgelse både af Jünger og bogen. Sagen endte til sidst på Hitlers bord, der måske på grund af Jüngers heltestatus fra Første Verdenskrig lod ham slippe. Det kan man læse mere om i det meget interessante efterskrift af Adam Paulsen.
Fortællingen gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og den er et godt eksempel på, at katastrofer og ødelæggelser kan virke æstetisk inspirerende, og at der ud af disse kan opstå interessante kunstværker. Det er samtidig den tredje Jünger-udgivelse, som Gyldendal på få år har givet os. I 2012 udkom I stålstormen efterfulgt af Strålinger i 2013, Jüngers optegnelser fra Anden Verdenskrig. Alle tre værker er fremragende oversat af Adam Paulsen og kan på det varmeste anbefales.
Kommentarer