Stærke digte om en desperat sjæl, der søger fodfæste i alt fra konkrete omgivelser til fjerne planeter, vil lyse i mange år.
’På Jupiter findes fortiden ikke’ er digte om sorg, vrede, afmagt og kærlighed. Det er hverdagskosmiske digte, hvor det nære kombineres med det fjerne. De menneskelige relationer, jegets sansning og drømme langt ud i universet filtres sammen i et hav af følelser, der, heldigvis, får et nøgternt udtryk i de skarpskårne digte.
Inden jeg dykker længere ned i Søren R. Fauths nye, gode digtsamling, vil jeg fremhæve det boglige håndværk. Forlaget Ekbátana har begået en meget smuk bog, hvor de har trykt 2400 fotografier og indsat 9600 fotohjørner, så Frej Rosenstjernes smukke fotografier på fineste vis ligner et fotoalbum iblandt digtene, fordi de stikker ud og ikke udelukkende er trykt ind i papiret. Forlaget opfordrer endda til, at man tager dem ud og placerer dem, som man har lyst. Stor cadeau til et af de mindre forlag, der som mange af de andre aktivistiske mikroforlag, sørger for fantastiske udgivelser med ny dansk litteratur – både hvad indgår indhold og udtryk.
Det første digt i en digtsamling er afgørende for, hvordan jeg læser videre, og Søren R. Fauth har med det samme fanget min interesse:
”jeg vil glimte i mit næste liv / blive seks milliarder år gammel / se solen brænde ud / i stedet for at sidde her / kortvarigt / vente på en form / et indhold / passende til det mellemspil / vi i mangel af bedre kalder liv”.
Det er ét af de bedste åbningsdigte, jeg har læst i dette årti, fordi det indkapsler digterens længsler og frustrationer og drømme på en sådan måde, at det bliver en smuk lille filosofi på ni verslinjer.
Digtene er længsel efter et andet liv og ønsker om at kunne fungere i dette. ’På Jupiter findes fortiden ikke’ er ét langt ønske om at vende tilbage til tilværelsen igen (eller at kunne komme videre til den næste). Jegets ønsker udtrykkes fx således:
”jeg vil syes sammen med verden igen / se stjernerne glimte på ny”.
Det handler om at gøre verden magisk, finde sit nu og tage det med frem i tiden og om at give slip på fortiden. Et af de mest befriende elementer i Fauths digtning om denne længsel er, at han skriver nøgternt og med et udsyn mod verden, mens han skildrer jegets indre følelsesliv. Næsten alt sidder lige i skabet.
’På Jupiter findes fortiden ikke’ veksler mellem indtryk, sansninger, erkendelser og planeter. Kombineret med fotografierne er det en sfærisk oplevelse, hvor åndedrættet bliver roligt, øjnene flakker, og kropsligheden væves sammen med det planetariske.
Kommentarer