Selv om folkeskolen er ramme og tema, er der tale om noget ganske andet end et debatindlæg. Bogen beskriver skolen som et fysisk sted, men ikke mindst som et mentalt og sprogligt normsættende rum, der er bestemmende for vores måde at tænke og handle på.
Folkeskolen er et af tidens hotteste debatemner. Nu også i litterær form i Majse Aymo-Boots lille, sprogligt meget fortættede roman Over os hænger en vidunderlig sol. Rammen omkring Majse Aymo-Boots første roman er folkeskolen skildret som et konkret, fysisk sted bestående af elever, madpakker og gymnastiktøj og ikke mindst som en sproglig udforskning af, hvordan vores tanker og sprog er defineret og styret af den institutionelle kontekst, vi er en del af.
Romanens ni kapitler lægger i korte klip og brudstykker stemme til en række ikke-navngivne personer, hvor der er glidende og næsten umærkelige overgange mellem barnets/elevens og den voksnes bevidsthed og synsvinkel. På bogens første side præsenteres den stilskrivende elev sådan:
”Jeg indleder med nogle almene betragtninger og så glider jeg over til det mere personligt anekdotiske. Når vi er færdige, har jeg tegnet præcise, sansede erindringsbilleder med tidstypiske detaljer. Jeg er en lang, evt. ranglet elev med våde håndflader og dunet overlæbe, eller snarere en lille, sød og lidt forvirret, hjælpeløst ivrig elev med en del hvalpefedt. Jeg hader kærnemælk og er iført bukser.”
Citatet er et af romanens mange eksempler på, hvordan Majse Aymo-Boot får skrevet en kompleksitet frem i sine karakterer og i sproget, der subtilt og ironisk griber dobbeltheden/konflikten mellem den enkelte elevs subjektive og grænseoverskridende dagdrømme og fantasier og den overgribende ”systemverden”, skolen som institution repræsenterer.
Fælles for bogens mange ”stemmer” er, at de nok kan være spontane og ”sprænge strukturen”, men de er også kalkulerede, underlagt og stækket af de uudtalte forventninger og sproglige normer, der knytter sig til elev-rollen: ”Jeg skal sige, at det er sjovt at gå i skole, men det er bedst for min troværdighed, hvis jeg også indrømmer at det nogle gange er kedeligt.”
Romanen arbejder med forestillingen om det urørlige og umiddelbare hos barnet, men dementerer samtidig forestillingen om en oprindelig barnlig uskyld ved at vise, hvordan vi lige fra starten er defineret af og indskrevet i en sproglig og samfundsmæssig kontekst.
”Hvor har jeg mine tanker mens jeg taler?”, hedder det et sted i romanen, og Aymo-Boot er eminent til at afdække, hvordan der er mange forskellige niveauer og dagsordener til stede samtidig når vi taler, tænker og skriver. Det sidste gør forfatteren i et sprog, der er tilsvarende kompakt og fortættet. Det kræver en indsats og flere gennemlæsninger, før man som læser får dobbelttydigheden og alle nuancerne med i denne sproglige øjenåbner af en roman. Men det er umagen værd.
Kommentarer