Orkestergraven af Unni Lindell

En kvinde myrdes på vej hjem fra koncert i Oslo. Der er mange mistænkte, og morderen kommer uhyggeligt tæt på Cato Isaksens privatliv, før det lykkes at opklare drabet.

Unni Lindell er en af de mere ukendte nordiske kriminalforfattere, som sagtens kan stå mål med Marklund, Läckberg og andre krimidronninger. Hun har skrevet foreløbig fire bøger om kriminalkommissær Cato Isaksen, som bor i Oslo. Jeg har været begejstret for de tidligere romaner, men "Orkestergraven" er ikke nær så spændende. De første mange sider bliver der lagt alt for meget vægt på Isaksens privatliv, uden at det bidrager til opklaringen af forbrydelsen eller til en bedre forståelse af opklaringsarbejdet.

"Orkestergraven" begynder med mordet på en kvindelig musiker på vej hjem fra en koncert. Der er nogle mystiske vidner: en gammel sur mand og nogle unge graffittimalere, som ikke melder sig til politiet. Den myrdede kvinde er nyskilt med en teenagedatter, og både mor og datter er meget vrede på faderen, som er flyttet sammen med en yngre kvinde. Det viser sig dog hurtigt, at ægtemanden ikke har noget med mordet at gøre. Hovedmistanken retter sig derefter mod en mystisk medspiller fra orkesteret. Han bliver arresteret men må løslades pga. manglende beviser.  Bogen bliver først spændende, da morderen kommer tæt på Isaksens privatliv ved at blive ven med Catos yngste og ensomme søn.

Undervejs i opklaringsarbejdet skal betjentene forholde sig til, at én af deres kollegaer bliver meldt savnet under tsunamien i 2005.

Dette er en temmelig kedelig kriminalroman - næsten helt på linje med Marklunds og Läckbergs seneste krimier. Fortællingen om den myrdede kvindes privatliv og musikermiljøet bliver aldrig spændende, selv om der i optakten er mange muligheder: teenagedatterens vrede, faderens nye familie, konkurrence i musikermiljøet, men intet af dette bliver forløst. Fortællingen om Cato Isaksens privatliv bliver heller ikke rigtigt spændende: lidt om tsunamien, lidt om den yngste søn, lidt om forholdet til kollegaerne men aldrig helt beskrevet med dybde og psykologisk indsigt.

Jeg blev meget skuffet, fordi jeg i Unni Lindells forrige romaner netop havde oplevet en dybde og psykologisk spænding, som jeg synes man efterhånden sjældent oplever i mange skandinaviske krimier. Jeg håber, Unni Lindell næste gang vender tilbage til vanlig standard.

Oversat fra norsk af Ellen Boen  efter 'Orkestergraven'. Lindhardt og Ringhof, 2008. 331 sider.