Anmeldelse
Olgas bog af Marie-Louise Hansen
Den sanselige og fragmentariske roman skildrer Olga med et kunstnerisk sind og en tiltagende sindssyge i forrige århundredes Aarhus. Romanen er lige så kompleks som Olgas tanker.
Marie-Louise Hansens debutroman svinger mellem fantastiske tankespind og stærke groteske billeder, som opstår i hovedpersonen Olgas forvirrede sind. De store spring i tid og sted, og gråzoner mellem fantasi og virkelighed, udfordrer læseren til selv at samle hele den komplekse fortælling.
Olga er ung kvinde i starten af 1900-tallet. Her oplever hun det bundne kvindeliv med arbejdsliv, fødsler og aborter, savnet af det tabte barn og længsel efter kærligheden. De traditionsbundne normer, som omkransede en kvinde i den tid, var for den kunstneriske Olga svær at finde sin plads i. Fortællingen skildrer Olgas oplevelse af verden i en strøm af intense og absurde billeder. Romanen er inspireret af kunstneren Olga Larsen, som levede fra 1897 til 1972.
Olga er kunstner. Olgas sminker lig, før der tages fotos af den afdøde. Olga fantaserer og har sine jævnlige besøg af Jesus. Olga har kontakt til både de levende og de døde. Olga bærer på sit lille lommebarn, som følger hende gennem livet, efter det barn hun mistede i en spontan abort. Fortællingen med den lille Tommelise-figur er gribende og skildrer den unge Olgas sorg af det tabte barn:
”Forklædet gemmer hun, i den lille lomme bor hendes barn, hendes Tommelise, hun forestiller sig, hvordan hun bliver en køn, lille pige … Hun syr to bittesmå kjoler af en middagsserviet der blev kasseret på grund af en saftplet. Dem lægger hun ned i lommen, så tager hun forklædet på. Hver dag.”
Romanen er et spændende eksperiment, hvor et sanseligt og farverigt sprog bærer de barske og flyvske scener, hvor abnorme beskrivelser af kroppe indgår. Scener, hvor Olga sminker de døde, blander sig med groteske billeder, som synes at opstå i hendes fantasi:
”Fedmen er som ler i hendes hænder, hun kan binde snore om kroppen og skabe nye udposninger. En assistent hjælper hende med at hænge bestyrerinden op i en krog; hun hænger som en fastelavnstønde.”
Fortællingen er så fragmentarisk, at det kan være svært at få rede på, hvem Olga egentlig er, og hvor hun befinder sig i livet. Specielt den manglende struktur i tidsforløbet udfordrer til at søge tilbage i læsningen og samle op. Men hænger man som læser på og lader sig flyde med i de vanvittige tankestrømme og billeder, er der en spændende læseoplevelse i vente med mange fine og vilde passager.
Den sanselige og fragmentariske roman skildrer Olga med et kunstnerisk sind og en tiltagende sindssyge i forrige århundredes Aarhus. Romanen er lige så kompleks som Olgas tanker.
Marie-Louise Hansens debutroman svinger mellem fantastiske tankespind og stærke groteske billeder, som opstår i hovedpersonen Olgas forvirrede sind. De store spring i tid og sted, og gråzoner mellem fantasi og virkelighed, udfordrer læseren til selv at samle hele den komplekse fortælling.
Olga er ung kvinde i starten af 1900-tallet. Her oplever hun det bundne kvindeliv med arbejdsliv, fødsler og aborter, savnet af det tabte barn og længsel efter kærligheden. De traditionsbundne normer, som omkransede en kvinde i den tid, var for den kunstneriske Olga svær at finde sin plads i. Fortællingen skildrer Olgas oplevelse af verden i en strøm af intense og absurde billeder. Romanen er inspireret af kunstneren Olga Larsen, som levede fra 1897 til 1972.
Olga er kunstner. Olgas sminker lig, før der tages fotos af den afdøde. Olga fantaserer og har sine jævnlige besøg af Jesus. Olga har kontakt til både de levende og de døde. Olga bærer på sit lille lommebarn, som følger hende gennem livet, efter det barn hun mistede i en spontan abort. Fortællingen med den lille Tommelise-figur er gribende og skildrer den unge Olgas sorg af det tabte barn:
”Forklædet gemmer hun, i den lille lomme bor hendes barn, hendes Tommelise, hun forestiller sig, hvordan hun bliver en køn, lille pige … Hun syr to bittesmå kjoler af en middagsserviet der blev kasseret på grund af en saftplet. Dem lægger hun ned i lommen, så tager hun forklædet på. Hver dag.”
Romanen er et spændende eksperiment, hvor et sanseligt og farverigt sprog bærer de barske og flyvske scener, hvor abnorme beskrivelser af kroppe indgår. Scener, hvor Olga sminker de døde, blander sig med groteske billeder, som synes at opstå i hendes fantasi:
”Fedmen er som ler i hendes hænder, hun kan binde snore om kroppen og skabe nye udposninger. En assistent hjælper hende med at hænge bestyrerinden op i en krog; hun hænger som en fastelavnstønde.”
Fortællingen er så fragmentarisk, at det kan være svært at få rede på, hvem Olga egentlig er, og hvor hun befinder sig i livet. Specielt den manglende struktur i tidsforløbet udfordrer til at søge tilbage i læsningen og samle op. Men hænger man som læser på og lader sig flyde med i de vanvittige tankestrømme og billeder, er der en spændende læseoplevelse i vente med mange fine og vilde passager.
Kommentarer