Anmeldelse
Og spøgelser : (Melanin II) : hjemsøgelser
- Log ind for at skrive kommentarer
Velskrevet og rytmisk digtsamling arbejder med racisme og tab. Mikas Lang har skrevet en intens digtsamling, der kan læses af mange.
’Og spøgelser (Melanin II)’ er en virkelig interessant digtsamling eller hjemsøgelser, som genrebetegnelsen på forsiden kalder værket, der arbejder med sorthed, tilhør og tab. Grebet med spøgelserne eller det usynlige fungerer rigtig fint og giver en murrende følelse i maven i løbet af læsningen. Særligt tabet af forfatterens mor fylder i løbet af samlingen.
Sproget i ’Og spøgelser’ er præget af mundtlighed; rytme, rim og flow, nærmest bølgende gennem kroppen som en vibration og ud gennem munden som lyd, nedskrevet på papir. Mens racismen, det usagte, trævles op i løbet af samlingen, kommer man som læser ind i en poetisk sang, der antager forskellige former i kortere og længere tekststykker.
Især tabet og længslen er rørende beskrevet, som fx her: ”men en omfavnelse / er ikke nok, / jeg ved ikke, / om noget nogensinde / vil være nok,” og her: ”efterår regn bare / med at vinteren vil fryse / i fraværet af et forår / som aldrig kommer / sommer”.
Disse poetiske glimt giver en fornem afveksling i løbet af læsningen, og står i kontrast til den vrede, der også fylder en væsentlig del af samlingen.
Værket fremskriver sorthedens historie og sammenvæver forskellige stemmer fx taler jeg’et, moren, Toni Morrison og Børneimporten. Særligt sidstnævnte, der italesætter adoption, overlapper med Joan Rang Christensens vigtige digtsamling Omkring Floden Han fra 2020. ’Og spøgelser’ er med andre ord også en italesættelse af nationalismen og privilegier og en kritik af disse, særligt tydeligt i afsnittet ’Fiktion – og så sort er du jo slet ikke’. Er skriften original i dette afsnit? Måske ikke. Er det godt? Med sikkerhed.
Et enkelt problem for samlingens tydelige politiske ståsted og vrede er, at den falder i sin egen fælde et par steder; den fremsætter fordomme og tegner forældede billeder af verden (som ellers er det, den gerne vil gøre op med). På side 84 står der: ”LEVENDE OG DØDE VIL GÅ HÅND I HÅND / NÅR VESTEN GÅR UNDER / ET PRÆGTIGT BÅL”. Lang fremskriver til tider stereotyper af hvidhed, som kulminerer i det forældede billede af vesten vs. ikke-vesten. Verden er langt mere flygtig og flertydig end den gamle dikotomi, mange af os lærte i samfundsfag i gymnasietiden. For et mere nuanceret blik på verden anbefaler jeg Factfulness af Hans Rosling, der i øvrigt også er sig bevidst om, at han til tider falder i egne fælder.
Når det er sagt, giver ’Og spøgelser’ langt henad vejen et sprog til læseren og nogle erkendelser, særligt gennem kroppen og kroppens oplevelser, som vil gøre mange klogere på, hvordan nogle mennesker føler sig nødsaget til at gå rundt ved siden af sig selv på grund af deres hudfarve. Koret af stemmer gennem digtsamlingen fungerer og danner tilsammen en intens oplevelse.
- Log ind for at skrive kommentarer
Velskrevet og rytmisk digtsamling arbejder med racisme og tab. Mikas Lang har skrevet en intens digtsamling, der kan læses af mange.
’Og spøgelser (Melanin II)’ er en virkelig interessant digtsamling eller hjemsøgelser, som genrebetegnelsen på forsiden kalder værket, der arbejder med sorthed, tilhør og tab. Grebet med spøgelserne eller det usynlige fungerer rigtig fint og giver en murrende følelse i maven i løbet af læsningen. Særligt tabet af forfatterens mor fylder i løbet af samlingen.
Sproget i ’Og spøgelser’ er præget af mundtlighed; rytme, rim og flow, nærmest bølgende gennem kroppen som en vibration og ud gennem munden som lyd, nedskrevet på papir. Mens racismen, det usagte, trævles op i løbet af samlingen, kommer man som læser ind i en poetisk sang, der antager forskellige former i kortere og længere tekststykker.
Især tabet og længslen er rørende beskrevet, som fx her: ”men en omfavnelse / er ikke nok, / jeg ved ikke, / om noget nogensinde / vil være nok,” og her: ”efterår regn bare / med at vinteren vil fryse / i fraværet af et forår / som aldrig kommer / sommer”.
Disse poetiske glimt giver en fornem afveksling i løbet af læsningen, og står i kontrast til den vrede, der også fylder en væsentlig del af samlingen.
Værket fremskriver sorthedens historie og sammenvæver forskellige stemmer fx taler jeg’et, moren, Toni Morrison og Børneimporten. Særligt sidstnævnte, der italesætter adoption, overlapper med Joan Rang Christensens vigtige digtsamling Omkring Floden Han fra 2020. ’Og spøgelser’ er med andre ord også en italesættelse af nationalismen og privilegier og en kritik af disse, særligt tydeligt i afsnittet ’Fiktion – og så sort er du jo slet ikke’. Er skriften original i dette afsnit? Måske ikke. Er det godt? Med sikkerhed.
Et enkelt problem for samlingens tydelige politiske ståsted og vrede er, at den falder i sin egen fælde et par steder; den fremsætter fordomme og tegner forældede billeder af verden (som ellers er det, den gerne vil gøre op med). På side 84 står der: ”LEVENDE OG DØDE VIL GÅ HÅND I HÅND / NÅR VESTEN GÅR UNDER / ET PRÆGTIGT BÅL”. Lang fremskriver til tider stereotyper af hvidhed, som kulminerer i det forældede billede af vesten vs. ikke-vesten. Verden er langt mere flygtig og flertydig end den gamle dikotomi, mange af os lærte i samfundsfag i gymnasietiden. For et mere nuanceret blik på verden anbefaler jeg Factfulness af Hans Rosling, der i øvrigt også er sig bevidst om, at han til tider falder i egne fælder.
Når det er sagt, giver ’Og spøgelser’ langt henad vejen et sprog til læseren og nogle erkendelser, særligt gennem kroppen og kroppens oplevelser, som vil gøre mange klogere på, hvordan nogle mennesker føler sig nødsaget til at gå rundt ved siden af sig selv på grund af deres hudfarve. Koret af stemmer gennem digtsamlingen fungerer og danner tilsammen en intens oplevelse.
Kommentarer