Ødeland af Joan Kirk Jensen

Debutroman om en ung kvindes heftige kamp mod sit eget sind. Joan Kirk Jensen beskriver vellykket – om end lidt distanceret – livet som sindslidende.

Det er en overvejende ulykkelig historie, der foldes ud i Joan Kirk Jensens debutroman ”Ødeland”. Den handler i korte træk om en ung kvinde, der af forskellige indre og ydre årsager bliver psykisk syg og dermed bokser gevaldigt med tilværelsen. Hun er født og opvokset på en gård på landet, og barndommens rammer og rekvisitter bliver igen og igen brugt til at beskrive steder, situationer og stemninger i hendes liv. ”Gården er på én gang mit fangenskab og mit helle” skriver hun, og man forstår godt denne betragtning fra et ungt menneske, der vil noget mere og andet, men som måske samtidig er skrækslagen for og usikker på netop det ”andet” – det ukendte og fremmede.

Hendes første kæreste, der blot omtales som den langhårede, og som hun i begyndelsen er vildt betaget af, er voldelig og besidderisk, og selv da forholdet er forbi, hjemsøges hun af ham i sine mareridt. Hun bliver senere gift med den eksemplariske M, men forholdet belastes voldsomt af – hende selv, desværre. Hendes psykiske tilstand forværres hele tiden, og hun mister kontrollen med sig selv. ”Alt hvad jeg tænker på, kan jeg finde på at gøre. Der er på den måde intet skel mellem tanke og handling. Jeg kan ikke kontrollere mig, der mangler en afgrænsning.” Hun kaster sig bl.a. ud i seksuelle eskapader, og da M ikke kan klare mosten længere og forlader hende, bliver hun for alvor syg og må indlægges på et psykiatrisk hospital.

Indlæggelsen og hendes tilstand i den forbindelse sendte mine tanker tilbage til Helga Johansens skræmmende og rørende værk ”Hinsides”, som første gang udkom i 1900. Til trods for de 115 år, der er gået, er beskrivelsen af at være indlagt som psykisk syg helt genkendelig. Særligt beskrivelserne af det syge sinds pendulering mellem realiteten og hallucinationen er meget lig hinanden, og man kan sagtens argumentere for, at Joan Kirk Jensen med ”Ødeland” skriver sig ind i rækken af romaner, der skildrer livet som sindslidende. På dén måde betragtet finder jeg værket ganske vellykket, da hun lykkes rigtig fint med at fremmane det hårdt plagede sind – en tilstand, det i sagens natur ikke er så ligetil at beskrive.

Alligevel – og desværre – har bogen ikke sat særligt aftryk hos mig. Jeg føler mig som læser holdt ud i strakt arm, om man så må sige, hvilket kommer til at betyde, at jeg ikke føler mig tæt nok på hovedpersonen, som ellers kunne have været et interessant bekendtskab. Jeg synes som sagt, at skildringen af at være psykisk syg er rigtig god og troværdig, men personen kommer aldrig til at stå som et levende menneske for mig, og af den grund er både hun og hendes historie hurtigt glemt. Måske er hele fremstillingen blevet for fortænkt og for anstrengt undervejs, og det munder beklageligvis ud i noget, der bliver langt mere ubetydeligt, end det i virkeligheden er.  

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.