Odefabrikanten af Nicolaj Stochholm

Et poetisk vanvidsridt igennem "forførende arkitektur og overmenneskelige motiver". 

Nicolaj Stochholm (f. 1966) debuterede i 1984 i Hvedekorn, og udgiver i 1991 sit første egentlige værk Biografi (gyldendal.dk/nicolaj-stochholm). Som titlen understreger, er digtning et yderst personligt projekt for Stochholm og det videreføres i Odefabrikanten, der på trods af den gennemgående samfundskritiske agenda stadig har jeget i centrum.

Odefabrikanten er opdelt i tre kapitler: I. Love is in the air, II. My baby cries og III. A journey that leads to the sun.Hver har de deres særegne opbygning, syntaks og stemning. Digtene benytter sig af meget moderne udtryk, hvor populærkulturelle referencer, som de førnævnte kapiteltitler og henvisninger til eksempelvis Blockbuster, Chat og Funky Town, forankrer det lyriske jeg i tid og rum. For læseren betyder det, at de ellers meget komplekse sætninger, bliver til virkelighedsnære og genkendelige billeder. Dertil kommer Stochholms flair for neologismer og ordsløjfer som eksempelvis: Hvide asketårne, neongalge, skyggeagtig enetale og fremtidsbryster.

Stochholms poetiske vanvidsridt gør digtene til energiske, flimrende - næsten porøse gengivelser af den konkrete og nære virkelighed: En spadseretur ned af Nørrebrogade, en tv-udsendelse eller et tilfældigt møde i den københavnske nat. Men Stochholm bevæger sig også derud, hvor mere indviklede tanker iscenesættes: længselen efter religion, identitetsdannelsens svære kår, individualisme, imperialisme, globalisering og jeget i centrum af det hele. Stilmæssigt bliver det altså til en form for centrallyrik, der lader poesien afspejle forholdet mellem jeg og verden.

Digtene har en næsten usynlig rytme, der igennem umetriske bevægelser og til tider temmelig lange kompositioner, styrer de frie vers. Det bliver en meget kropsnær og fysisk oplevelse, når digteren her arrigt knytter sin næve: ”Jeg måtte helt ud i performative bevægelser som en politiker i ”Vild med dans” for at få digtet ind i kroppen igen”, fortæller Stochholm om skriveprocessen (gyldendal.dk/nicolaj-stochholm).

Billederne af dagligdag mildner den krævende tekst og løfter digtene ud af deres filosofiske form og ind i den nære virkelighed. Selvom Stochholms prosalyrik kan være ret tung, er der alligevel en næsten flimrende lethed over digtene. Han har et unikt, poetisk sprog og stor forståelse for lyrikkens kompositionsformer. Man får fornemmelsen af, at teksterne er dekonstruerede, eller rettere: Rekonstruerede, som om Stochholm gentagne gange har siddet med tekstens løsdele og sammensat de forskellige elementer til konstant ekspanderende figurer. Stochholm selv har beskrevet sin stil som ”Min søsyge form”(gyldendal.dk/nicolaj-stochholm). Og selvom kvalmen udebliver, så fornemmer man nok den vuggende, til tider abrupte rytme, hvor bølgetop og bølgedal afbryder hinanden.

Fire digte akkompagneres at en forklarende note, der sætter teksten ind i specifik kontekst: "Hardcore politisk læsning af samlingen lyder sådan her: Læs digtet Forstenet hest, side 10. Læs derefter digtets note på side 51 og læs videre på den næste note side 53 og læs så digtet Drengebande på side 15”(gyldendal.dk/nicolaj-stochholm).

Til trods for denne guidede læsning, påpeger Stochholm at der vil være lige så mange måder at læse og forstå værket på, som der er modtagere og opfordrer dermed læseren til selv at skabe betydningen. Jeg kunne have ønsket mig, at digtene var selvforklarende og ikke behøvede denne indbyggede læseguide, der ikke blot redegør for digtenes baggrund, men også 'retter' i kronologien. Når det er sagt, må jeg indrømme, at slutnoterne fungerer virkelig fint i samspil med lyrikken. Når hver strofe således sammenkædes med Stochholms følelsesmæssige reaktion på konkrete hændelser, bliver det lyriske jeg meget nærværende og levende. Med eksempel i en konkret politisk handling siger Stochholm om Søren Espersen fra Dansk Folkeparti og dennes meningsfæller: ”(...) de optræder jo med en frekvens, så det er meget svært ikke at vænne sig til det og trække på skulderene og bare modtage signalet”(Odefabrikanten side 53). Med Odefabrikanten forsøger Stochholm netop at gøre op med denne tendens: Han nægter at lade sig tilvænne og trækker ikke på skuldrene af det han kalder ”imperiernes forførende arkitektur og overmenneskelige motiver” (Odefabrikanten side 55).

Det er befriende at nogen endelig tør blive vred, at nogen endelig råber højt og længe. Mine røde faner smælder, som de ikke har gjort det siden jeg var femten år og Michael Strunges vrede blev min. Stochholms opråb handler især om det moderne individs angst og passivitet, politikernes leflen for laveste fællesnævner, mediernes magt og jegets 'bevidstløshed'. Det er en meget åben, konfronterende og bevidstgørende oplevelse, at læse Odefabrikanten, selvom digtene også rummer en dyster indesluttethed der peger på jegets centrale rolle og dets følelsesliv: Ansvar, skuffelse, skam, foragt og fremfor alt vrede.