Anmeldelse
Noter til mig selv
Med en række personlige og selvudleverende essays viser Emilie Pine, at der er en stor styrke i sårbarheden. Bogens fortællinger er vedkommende og befriende læsning.
I seks essays udforsker Emilie Pine sine egne oplevelser af svigt, kærlighed, sorg og uretfærdighed. Mens hun fortæller om sin ufrivillige barnløshed, om sine forældres skilsmisse, om overgreb, om menstruation og om et massivt præstationspres i det moderne arbejdsliv, sætter hun ord på intime, tabubelagte og dybt menneskelige oplevelser, som, selvom de er personlige for Pine, ikke er helt fremmede for de fleste. Nogle situationer vil både mænd og kvinder kunne genkende, andre rammer meget præcist en kvindelig oplevelse, som ofte ties ihjel.
Særligt det første essay med titlen ’Noter om manglende mådehold’ om hendes fars alkoholisme er utrolig stærkt og rørende. Teksten starter med en barsk skildring af, hvordan Pine og hendes søster må passe deres dødeligt syge far på et græsk hospital, der er så underbemidlet, at søstrene i praksis er faderens sygeplejersker. Faderen er forfatter og har isoleret sig på en græsk ø, langt fra sine døtre i Irland. Efter en lang kamp med sygehusvæsenet og med faderen, der har svært ved at tage sin egen sygdom efter et langt liv med afhængighed alvorligt, kommer faderen og dermed også resten af familien på ret køl igen.
Det viser sig dog, at Pine og hendes far husker forløbet meget forskelligt. Faderen husker ikke, at døtrene sad ved hans side nat og dag, badede, vaskede og madede ham. Dét er symptomatisk for Pines opvækst, hvor faderen har været blind for, hvor meget hans afhængighed har påvirket hans døtre. Essayet er således Pines side af historien, hvor hun tager til genmæle overfor sin karismatiske, velformulerede og egoistiske far. Ikke på en konfrontatorisk facon; Pine beskriver sine oplevelser nøgternt, men alligevel med en tydelig ømhed for faderen.
Essayet bliver en større fortælling om erindring og om forældres magt over en hel families fortællinger. Pine reflekterer over, hvordan vi bedst elsker hinanden i en familie: Er det ved altid at respektere hinandens grænser og oplevelser? Eller må vi nogle gange gribe ind for at rette op på en uretfærdighed – eller for simpelthen at redde hinandens liv?
Emilie Pine er assisterende professor i teatervidenskab ved University College Dublin i Irland, og ’Noter til mig selv’ er det første skønlitterære værk fra hendes hånd. Selvom hun er højtuddannet akademiker, er de seks essays lette at læse og prægede af en naturlig og enkel stil. De er skrevet med en sårbarhed, som er bevægende, og Pine skåner ikke sig selv for at se godt ud i læserens øjne. Det er i mine øjne særdeles modigt at blotlægge sig selv og gøre sine mest skamfulde øjeblikke tilgængelige for hele verden. Med denne sårbarhed inviterer Pine læseren til refleksion og til et opgør med vores egen skyld og skam.
Med en række personlige og selvudleverende essays viser Emilie Pine, at der er en stor styrke i sårbarheden. Bogens fortællinger er vedkommende og befriende læsning.
I seks essays udforsker Emilie Pine sine egne oplevelser af svigt, kærlighed, sorg og uretfærdighed. Mens hun fortæller om sin ufrivillige barnløshed, om sine forældres skilsmisse, om overgreb, om menstruation og om et massivt præstationspres i det moderne arbejdsliv, sætter hun ord på intime, tabubelagte og dybt menneskelige oplevelser, som, selvom de er personlige for Pine, ikke er helt fremmede for de fleste. Nogle situationer vil både mænd og kvinder kunne genkende, andre rammer meget præcist en kvindelig oplevelse, som ofte ties ihjel.
Særligt det første essay med titlen ’Noter om manglende mådehold’ om hendes fars alkoholisme er utrolig stærkt og rørende. Teksten starter med en barsk skildring af, hvordan Pine og hendes søster må passe deres dødeligt syge far på et græsk hospital, der er så underbemidlet, at søstrene i praksis er faderens sygeplejersker. Faderen er forfatter og har isoleret sig på en græsk ø, langt fra sine døtre i Irland. Efter en lang kamp med sygehusvæsenet og med faderen, der har svært ved at tage sin egen sygdom efter et langt liv med afhængighed alvorligt, kommer faderen og dermed også resten af familien på ret køl igen.
Det viser sig dog, at Pine og hendes far husker forløbet meget forskelligt. Faderen husker ikke, at døtrene sad ved hans side nat og dag, badede, vaskede og madede ham. Dét er symptomatisk for Pines opvækst, hvor faderen har været blind for, hvor meget hans afhængighed har påvirket hans døtre. Essayet er således Pines side af historien, hvor hun tager til genmæle overfor sin karismatiske, velformulerede og egoistiske far. Ikke på en konfrontatorisk facon; Pine beskriver sine oplevelser nøgternt, men alligevel med en tydelig ømhed for faderen.
Essayet bliver en større fortælling om erindring og om forældres magt over en hel families fortællinger. Pine reflekterer over, hvordan vi bedst elsker hinanden i en familie: Er det ved altid at respektere hinandens grænser og oplevelser? Eller må vi nogle gange gribe ind for at rette op på en uretfærdighed – eller for simpelthen at redde hinandens liv?
Emilie Pine er assisterende professor i teatervidenskab ved University College Dublin i Irland, og ’Noter til mig selv’ er det første skønlitterære værk fra hendes hånd. Selvom hun er højtuddannet akademiker, er de seks essays lette at læse og prægede af en naturlig og enkel stil. De er skrevet med en sårbarhed, som er bevægende, og Pine skåner ikke sig selv for at se godt ud i læserens øjne. Det er i mine øjne særdeles modigt at blotlægge sig selv og gøre sine mest skamfulde øjeblikke tilgængelige for hele verden. Med denne sårbarhed inviterer Pine læseren til refleksion og til et opgør med vores egen skyld og skam.
_0.jpeg?itok=ii8DVnIa)
Kommentarer