Northanger Abbey af Jane Austen

En velkommen genudgivelse af en herligt ironisk engelsk klassiker om en ung, romantisk, naiv pige fra landet med en overspændt fantasi.

Bogen er den mest humoristiske af Jane Austens romaner. Den blev først udgivet i 1818 efter forfatterens død, men er faktisk skrevet tidligt i forfatterskabet.

Hovedpersonen, præstedatteren Catherine, præsenteres meget præcist i begyndelsen af første kapitel som noget af en antiheltinde, der hverken er intellektuelt eller kreativt begavet. Som 17årig beskrives hun dog som ”næsten køn”.

Nogle venner af familien inviterer hende med til kurbyen Bath, hvor Austen selv boede i en periode. Bath frekventeres ikke kun for helbredets skyld. Kvinderne, uanset alder, promenerer for at se og blive set, og for de unge kvinders vedkommende gælder det jagten på en (velhavende) ægtemand.

Stakkels, naive Catherine er ikke nogen stor menneskekender og bliver et let bytte for den falske og beregnende Isabella. Mere heldig er hun med den søde Eleanor, hvis begavede og drillesyge bror, Henry Tilney, vækker hendes uforbeholdne kærlighed. Under et ophold på Tilney familiens landsted, Northanger Abbey, med en labyrint af værelser og lange, mørke gange, løber hendes fantasi faretruende af med hende, fordi hun har forlæst sig på de gotiske skrækromaner, datidens store, litterære modedille.

Romanen giver en utroligt underholdende beskrivelse af datidens overfladiske liv i den velbeslåede middelklasse med dens nøgterne sammenkobling af ægteskab og økonomi. Også Austens satire over den gotiske roman, der gør det svært for hovedpersonen at skelne mellem fiktion og virkelighed, er frydefuld læsning. Det ironiske præg understreges af, at den alvidende forfatter flere steder træder direkte frem og kommenterer og opsummerer.

Efter 200 år er romanen stadig en stor læseoplevelse. Ikke mindst fordi den ikke kun er en velskrevet samtidssatire, men også en evigtgyldig udviklingshistorie. Catherine bliver klogere, og med sit uaffekterede væsen påkalder hun sig læserens sympati.