Noget jeg gerne vil sige af Alice Munro

Der findes ingen, der kan skrive noveller som Alice Munro. Hun er skarp, men med en særlig forståelse for mennesker på de tidspunkter, hvor de er allermest sårbare.

Denne novellesamling er Alice Munros tredje samling fra 1974, men den er først lige udkommet på dansk i 2020. Novellesamlingen er oversat af Ida Jessen, som i den grad også kan noget med ord og menneskeforståelse.

Ida Jessen indleder samlingen med et smukt forord, hvor hun udtrykker sin store respekt for Alice Munro. Hun hylder Alice Munros mod, som bl.a. handler om, at hun ikke efterlader åbne slutninger, men i stedet tør afslutte sine fortællinger, uden at man får fornemmelsen af formynderi. Jessen skriver i forordet: "At læse noveller er et godt sted at begynde tilvænningen til fordybelsen". Alice Munros noveller forlanger fokus af sine læsere.

Alice Munro har en dyb forståelse for mennesker og de drejninger, vores liv kan tage. Hendes fortællinger er hverdagshistorier med nedslag og en smule drama med udgangspunkt i de begivenheder, der har været skelsættende.

Særlig er novellen ’Hvordan jeg mødte min mand’, der fortæller om misforståede elementer i livet. Fortællingen begynder med, at den voksne kvindelige hovedperson tænker tilbage til da hun var 15 år: "Vi hørte flyvemaskinen over husets tag ved middagstid, den kom brølende ind over nyhederne i radioen, og vi var fuldkommen sikre på, at den ville ramme huset, så vi løb alle sammen ud på gårdspladsen". Hun havde en kort affære med en pilot, der lovede at skrive til hende. Hver søndag ventede hun smilende på postbuddet Carmichael, indtil det en dag slog hende, at der aldrig ville komme et brev. I stedet giftede hun sig med Carmichael og fortæller sine børn "historien om, hvordan jeg lagde an på ham ved at sidde ved postkassen dag ud og dag ind, og naturligvis ler jeg, for jeg synes, det er bedst, når folk tror det, der gør dem glade og tilpasse". Sådan slutter Alice Munro denne smukke historie, om en kvinde der venter på kærligheden, som viser sig at have mange ansigter. I novellen ’Stof’ behandler hun vreden hos en kvinde, hvis eksmand er genstanden for denne følelse, og i novellen ’Sig ja eller nej’ beskriver hun den store uforløste kærlighed.

Munros noveller er intense og med en dybde, så man efter endt læsning sidder tilbage med fornemmelsen af at have læst en lang, fyldig roman. Man kunne med rette kalde hendes noveller for miniromaner. I hendes fortællinger er der en utrolig mængde detaljer, som hun mesterligt har pakket sammen, og som man skal huske at læse, hvis ikke man vil gå glip af noget væsentligt.

Et virkeligt godt bekendtskab til tænksomme stunder.