Anmeldelse
Nej mor nej af Verity Bargate
I denne roman fra 1978 bliver kvindekamp kæmpet med noget mere drastiske metoder end dem, vi anvender i dag.
Anbefalet af bibliotekar Karin Hedemand, Viborg Bibliotekerne
Ikke alle mødre er lykkelige kvinder, og hovedpersonen i denne roman, Jodie, er i hvert fald meget ulykkelig. Hun er træt af sit ægteskab og af sin situation, og da hendes drøm om at få en datter brister, fordi hun får endnu en søn, bliver det hele for meget for hende.
Skuffelsen er enorm på fødselsgangen; hun beder om hjælp, men møder ingen forståelse. Hun lider ikke af fødselsdepression, mener personalet. Hun skal bare ha’ tid til at vende sin skuffelse over ikke at ha’ fået den datter, som hun så brændende ønskede sig, til glæden over at ha fået et sundt og velskabt barn, som godt nok er endnu en søn.
Hun kommer hjem med sin søn og bliver overvældet af lede ved sin tilværelse med for mange hankønsvæsner (mand og to sønner). Hun kalder sin søn Orlando, som hovedpersonen i Virginia Woolfs roman af samme navn. I Virginia Woolfs roman skifter Orlando køn halvvejs i handlingen, og ét af temaerne er, at kulturen skaber et menneske, og at en ung mand er fri og utvungen, hvorimod en kvinde er ubehjælpsom og hæmmet.
Jodies tilstand er alvorlig og bliver hele tiden forværret af, at hun ikke kan forklare sin mand eller andre, hvordan hun har det, og hvorfor.
Hendes brændende ønske om en datter bunder i hendes ulykkelige barndom med en mor, som ikke accepterede og forstod hende. Hun ønsker sig en datter for at kunne rode bod på sin egen mors uheldige opdragelse og altså give sin egen datter en lykkelig opvækst som modvægt til sin egen ulykkelige.
Da Jodie bliver ringet op af sin gamle studiekammerat, bliver hun virkelig glad, og jeg begyndte som læser at tro på, at hendes tilstand ville bedres.
Hun glæder sig usigeligt meget til at rejse med sine to sønner på besøg hos sin nygifte, men barnløse veninde – og man har en tydelig fornemmelse af, at noget nyt vil ske.
Handlingen tager også fra det første besøg en uventet drejning, og det hele ender på en overraskende og helt anderledes måde, end jeg havde forestillet mig …
Oversat fra engelsk af Line Schmidt-Madsen efter 'No mama no'. Vindrose, 1981. 121 sider
Lån bogen på 
I denne roman fra 1978 bliver kvindekamp kæmpet med noget mere drastiske metoder end dem, vi anvender i dag.
Anbefalet af bibliotekar Karin Hedemand, Viborg Bibliotekerne
Ikke alle mødre er lykkelige kvinder, og hovedpersonen i denne roman, Jodie, er i hvert fald meget ulykkelig. Hun er træt af sit ægteskab og af sin situation, og da hendes drøm om at få en datter brister, fordi hun får endnu en søn, bliver det hele for meget for hende.
Skuffelsen er enorm på fødselsgangen; hun beder om hjælp, men møder ingen forståelse. Hun lider ikke af fødselsdepression, mener personalet. Hun skal bare ha’ tid til at vende sin skuffelse over ikke at ha’ fået den datter, som hun så brændende ønskede sig, til glæden over at ha fået et sundt og velskabt barn, som godt nok er endnu en søn.
Hun kommer hjem med sin søn og bliver overvældet af lede ved sin tilværelse med for mange hankønsvæsner (mand og to sønner). Hun kalder sin søn Orlando, som hovedpersonen i Virginia Woolfs roman af samme navn. I Virginia Woolfs roman skifter Orlando køn halvvejs i handlingen, og ét af temaerne er, at kulturen skaber et menneske, og at en ung mand er fri og utvungen, hvorimod en kvinde er ubehjælpsom og hæmmet.
Jodies tilstand er alvorlig og bliver hele tiden forværret af, at hun ikke kan forklare sin mand eller andre, hvordan hun har det, og hvorfor.
Hendes brændende ønske om en datter bunder i hendes ulykkelige barndom med en mor, som ikke accepterede og forstod hende. Hun ønsker sig en datter for at kunne rode bod på sin egen mors uheldige opdragelse og altså give sin egen datter en lykkelig opvækst som modvægt til sin egen ulykkelige.
Da Jodie bliver ringet op af sin gamle studiekammerat, bliver hun virkelig glad, og jeg begyndte som læser at tro på, at hendes tilstand ville bedres.
Hun glæder sig usigeligt meget til at rejse med sine to sønner på besøg hos sin nygifte, men barnløse veninde – og man har en tydelig fornemmelse af, at noget nyt vil ske.
Handlingen tager også fra det første besøg en uventet drejning, og det hele ender på en overraskende og helt anderledes måde, end jeg havde forestillet mig …
Oversat fra engelsk af Line Schmidt-Madsen efter 'No mama no'. Vindrose, 1981. 121 sider
Lån bogen på
Kommentarer