En nøgtern selvbiografisk roman om de sidste år af anden verdenskrig set gennem den 15-årige, jødiske Elies øjne.
Anbefalet af bibliotekar Jette S. F. Holst, Middelfart Folkebibliotek
Lån bogen på 
”Natten” er en lille tynd bog på kun 128 sider. Men selvom den er hurtigt læst, er den sent glemt!
Elie Wiesel fortæller meget nøgternt og bevægende om de sidste år af anden verdenskrig. I 1941 var Elie 12 år gammel og meget troende jøde. Han voksede op i en lille by i Ungarn, og de første år af krigen levede jøderne her i fred.
En dag kaldes de fremmede jøder til samling og transporteres bort. Det lykkes dog for én af dem at slippe væk og komme tilbage til landsbyen for at advare de tilbageblevne jøder om, hvilken skæbne der venter dem – døden. Men ingen tror ham.
I 1944 når virkeligheden frem til den lille by. Tyskerne kommer, og jøderne samles i to ghettoer. Selvom dette skræmmer dem, fortsætter hverdagen alligevel sin vante gang, og ingen tror for alvor på de mange skrækhistorier - før pinsen 1944 hvor ghettoerne tømmes, og alle deres indbyggere sendes i kreaturvogne til Auschwitz.
Beretningen om togturen og ankomsten til koncentrationslejren er utrolig gribende. Elies eneste tanke er at holde fast i sin far – ikke slippe ham. Og han må se sin mor og søster gå bort til de evigt-rygende skorstene i lejren.
Om livet i lejren fortæller Wiesel ligeledes i en dæmpet og nøgtern tone. Han beskriver den daglige sult, sliddet og den brutalitet, der herskede i lejrene. Hvordan nogle fanger bevarede troen, hvordan det hjalp dem til at overleve det umenneskelige, og om hvordan andre tabte troen, når de dagligt blev udsat for lidelser som virker helt utænkelige.
Elie selv mister sin tro på en god Gud i lejren: ”I dag bad jeg ikke mere. Jeg var ikke længere i stand til at sukke. Jeg følte mig tværtimod meget stærk. Det var mig, der var anklager. Og den anklagede var Gud. Mine øjne havde åbnet sig, og jeg var ene, frygtelig ene i verden, uden Gud, uden mennesker. Uden kærlighed eller barmhjertighed. Jeg var ikke andet end støv, men jeg følte mig stærkere end den almægtige, som mit liv så længe havde været knyttet til.”
D. 10. april 1945 kommer befrielsen til Elie og de andre fanger i koncentrationslejren, og her slutter ”Natten”.
Romanen beskriver meget bevægende en ung dreng, der kæmper for at bevare sin menneskelighed i en umenneskelig verden og til sidst blot kæmper for at overleve. Man kan ikke undgå at blive rørt over de lidelser, som overgår alle fangerne i de tyske lejre, og alligevel pensler Wiesel ikke detaljer ud på nogen måde. Han beskriver blot, nærmest neutralt, de overgreb, der foregik.
Samhørende: Natten ; Daggry ; Dagen
Oversat fra fransk af Gunner Pedersen. Samleren, 1987. 127 sider
Kommentarer