Anmeldelse
Natsværmeren af Katja Kettu
Fortid krydser nutid i en spændende finsk skæbnefortælling om venskab, hemmeligheder og overlevelse i en gulaglejr. Det rå og sanselige sprog favner livets gru og alle menneskelige følelser.
Den 15-årige Irga er blevet gravid. Hun flygter i 1937 på ski fra Finland ind over grænsen til Sovjetunionen. Hun vil være med til at opbygge dette arbejdernes paradis, men hun ender i en arbejdslejr for straffefanger. I 2015 finder Verna sin forsvundne far, Henrik, død i en lille landsby i republikken Marij El. Hvem har dræbt ham, og hvad førte ham til denne lille by? Hvem er den gamle morlil Jelna, og hvilke hemmeligheder skjuler hun? Svarene hober sig op som i en krimi. Det er umuligt at lægge denne store skæbnefortælling om venskab, hemmeligheder og overlevelse fra sig.
Sproget er sanseligt og lyrisk og fungerer som den samlende faktor, der favner livets gru i al sin råhed, de menneskelige følelser på godt og ondt og den helt unikke skildring af naturen, hvor bien elsker den nektardryppende klokkeblomst, og nordlyset sitrer i det iskolde hvælv. Skildring af livet i Gulaglejren Vorkota, hvor den gravide Irga ender, er særlig stærk. Hun havde ikke overlevet, hvis ikke den unge kvinde Jelna, der havde meldt sig som frivillig, havde hjulpet hende. Det daglige liv er skildret i al sin absurditet og rædsel, snyd, svig og svigt. Mennesker bliver til dyr, men til trods opstår der kærlighed og venskaber. Her spiller lægen Olga, der er leder af sygeafdelingen, en afgørende rolle. Et oprør i 1954 efter Stalins død betyder, at Jelna og Irga får mulighed for at flygte.
Det andet spor i romanen er nutidigt. Vernas far, Henrik, var i 2015 ved at skrive en afhandling om Stalins dødslejre, herunder hvad der hændte hans mor. Henrik ender i landsbyen Lavra hos Jelna, hvor ingen kan huske noget. Da Verna leder efter sin far og går på opdagelse, møder hun også modstand. En skakbrik i hvalben bliver et afgørende bevis i afsløringen, men inden da er Verna blevet berusende forelsket i en mand fra landsbyen. Det tredje spor i romanen er Vova, der, som en præsident Putin, flyver over sit rige. Han erindrer landets historie, sin kamp for at beholde magten, men under det hele ligger frygten for, at fortidens skygger skal indhente ham.
Der var mange finnere, der i idealisme og i protest mod landets fascistvenlige kurs, rejste til Sovjetunionen for at være med til at opbygge et nyt samfund. Mange blev ofre for Stalins paranoia.
Den hedenske religion har i særlig grad overlevet i republikken Marij El med offerritualer og dyrkelse af forfædrenes ånder. Dette trossæt og form for levevis er en troværdig og levende faktor i romanen.
De mange lag, hvor fortid krydser nutid både i den store historie og i den lille historie, gør denne finske roman med sit rå og poetiske sprog til en stor og uforglemmelig spændende fortælling om hemmeligheder, kærlighed og overlevelse.
Katja Kettu er født i 1978 i Lapland og fik fremragende omtale af romanen Jordemoderen fra 2015. Den foregår i Finland i 1940’erne.
Fortid krydser nutid i en spændende finsk skæbnefortælling om venskab, hemmeligheder og overlevelse i en gulaglejr. Det rå og sanselige sprog favner livets gru og alle menneskelige følelser.
Den 15-årige Irga er blevet gravid. Hun flygter i 1937 på ski fra Finland ind over grænsen til Sovjetunionen. Hun vil være med til at opbygge dette arbejdernes paradis, men hun ender i en arbejdslejr for straffefanger. I 2015 finder Verna sin forsvundne far, Henrik, død i en lille landsby i republikken Marij El. Hvem har dræbt ham, og hvad førte ham til denne lille by? Hvem er den gamle morlil Jelna, og hvilke hemmeligheder skjuler hun? Svarene hober sig op som i en krimi. Det er umuligt at lægge denne store skæbnefortælling om venskab, hemmeligheder og overlevelse fra sig.
Sproget er sanseligt og lyrisk og fungerer som den samlende faktor, der favner livets gru i al sin råhed, de menneskelige følelser på godt og ondt og den helt unikke skildring af naturen, hvor bien elsker den nektardryppende klokkeblomst, og nordlyset sitrer i det iskolde hvælv. Skildring af livet i Gulaglejren Vorkota, hvor den gravide Irga ender, er særlig stærk. Hun havde ikke overlevet, hvis ikke den unge kvinde Jelna, der havde meldt sig som frivillig, havde hjulpet hende. Det daglige liv er skildret i al sin absurditet og rædsel, snyd, svig og svigt. Mennesker bliver til dyr, men til trods opstår der kærlighed og venskaber. Her spiller lægen Olga, der er leder af sygeafdelingen, en afgørende rolle. Et oprør i 1954 efter Stalins død betyder, at Jelna og Irga får mulighed for at flygte.
Det andet spor i romanen er nutidigt. Vernas far, Henrik, var i 2015 ved at skrive en afhandling om Stalins dødslejre, herunder hvad der hændte hans mor. Henrik ender i landsbyen Lavra hos Jelna, hvor ingen kan huske noget. Da Verna leder efter sin far og går på opdagelse, møder hun også modstand. En skakbrik i hvalben bliver et afgørende bevis i afsløringen, men inden da er Verna blevet berusende forelsket i en mand fra landsbyen. Det tredje spor i romanen er Vova, der, som en præsident Putin, flyver over sit rige. Han erindrer landets historie, sin kamp for at beholde magten, men under det hele ligger frygten for, at fortidens skygger skal indhente ham.
Der var mange finnere, der i idealisme og i protest mod landets fascistvenlige kurs, rejste til Sovjetunionen for at være med til at opbygge et nyt samfund. Mange blev ofre for Stalins paranoia.
Den hedenske religion har i særlig grad overlevet i republikken Marij El med offerritualer og dyrkelse af forfædrenes ånder. Dette trossæt og form for levevis er en troværdig og levende faktor i romanen.
De mange lag, hvor fortid krydser nutid både i den store historie og i den lille historie, gør denne finske roman med sit rå og poetiske sprog til en stor og uforglemmelig spændende fortælling om hemmeligheder, kærlighed og overlevelse.
Katja Kettu er født i 1978 i Lapland og fik fremragende omtale af romanen Jordemoderen fra 2015. Den foregår i Finland i 1940’erne.
Kommentarer