Anmeldelse
Når vi ånder i takt : om at fortælle historier og hvorfor det er så vigtigt
Samtalebogen med Danmarks store troubadour og historiefortæller bør nydes langsomt.
Niels Hausgaard og Dorthe Løwendahl Bomann kommer langt omkring sammen. Hausgaard konstaterer, at vi ofte glemmer at spørge ind og lytte til hinanden. Vi skal passe på, at de fortællinger, der er med til at binde os sammen, ikke forsvinder. Vi skal turde forpligte os, sidde sammen og opleve hinanden, også svaghederne. Selv elsker han fortællinger. Han er ikke glad for konformitet, men det forudsigelige er alligevel fyldt med enorme mængder af materiale, han kan udtrække humoristiske genkendeligheder fra.
Hausgaard tænker tilbage på, hvor hyggeligt det var at ligge under spisebordet som barn, når forældrene havde besøg, og lytte til den snak, der foregik. Han mener, at det ikke er fortællingens pointe, der er det væsentlige, men at fællesskabet er bundet sammen af en dygtig stemme og den gode historie.
I en anden samtale tager Hausgaard fat på, hvordan kulturkløften eksisterer hos dem, der er bange for at være på den forkerte side, og hos dem, som finder tryghed i at kunne belære andre. For Hausgaard er uddannelse vigtig, men han mener at klogskab er en egenskab, der tilegnes uden for systemet. Han er rød som ræven og ærgerlig over, at den akademiske overklasse ses som eksperter i samfundet. Heldigvis kan han udtrække materiale til sine tekster og sange fra netop dette.
”Vi skal fortælle historier
Vi skal finde vores fælles materiale
Når vi tør blotte os, være selvironiske
Og forlader tomgangssnakken
Viser vi hinanden tillid
Berører vi hinanden
Og så ånder vi i takt”
Niels Hausgaard er en helt vidunderlig historiefortæller, fordi det ikke er noget, han gør, men noget han er. Han tager nøgternt fat på de fantasiløse, de nærige og autoriteterne. Allerede på opdragelsesanstalten Himmelbjerggården fortalte drengene historier til hinanden om aftenen. Om de var sande, havde ingen betydning. Følelsen af at være forbundet var det væsentlige, og når man lader andre komme tæt på, bliver man del af et fællesskab.
Historiefortælling kan også bruges til at skabe politiske ændringer samt til manipulation gennem "omvendt lommetyveri", hvor man ikke opdager, at der er et budskab i det, man hører. Men det er en anden historie. Niels Hausgaard mener, at vi fremfor alt skal være nysgerrige og åbne overfor andre mennesker. Snakke med en fremmed, mens vi lytter og fortæller vores historie. Alt sammen noget, der kan være begyndelsen til forbundethed og måske endda en mulighed for at række ind i hinanden.
Journalist Dorthe Løwendahl Bomann har med stor dygtighed fået Niels Hausgaard til at fortælle om sit liv i biografien, som samtidig forklarer, hvorfor han mener, at historiefortælling er så vigtig en del af det at definere os som meningssøgende væsner.
Samtalebogen med Danmarks store troubadour og historiefortæller bør nydes langsomt.
Niels Hausgaard og Dorthe Løwendahl Bomann kommer langt omkring sammen. Hausgaard konstaterer, at vi ofte glemmer at spørge ind og lytte til hinanden. Vi skal passe på, at de fortællinger, der er med til at binde os sammen, ikke forsvinder. Vi skal turde forpligte os, sidde sammen og opleve hinanden, også svaghederne. Selv elsker han fortællinger. Han er ikke glad for konformitet, men det forudsigelige er alligevel fyldt med enorme mængder af materiale, han kan udtrække humoristiske genkendeligheder fra.
Hausgaard tænker tilbage på, hvor hyggeligt det var at ligge under spisebordet som barn, når forældrene havde besøg, og lytte til den snak, der foregik. Han mener, at det ikke er fortællingens pointe, der er det væsentlige, men at fællesskabet er bundet sammen af en dygtig stemme og den gode historie.
I en anden samtale tager Hausgaard fat på, hvordan kulturkløften eksisterer hos dem, der er bange for at være på den forkerte side, og hos dem, som finder tryghed i at kunne belære andre. For Hausgaard er uddannelse vigtig, men han mener at klogskab er en egenskab, der tilegnes uden for systemet. Han er rød som ræven og ærgerlig over, at den akademiske overklasse ses som eksperter i samfundet. Heldigvis kan han udtrække materiale til sine tekster og sange fra netop dette.
”Vi skal fortælle historier
Vi skal finde vores fælles materiale
Når vi tør blotte os, være selvironiske
Og forlader tomgangssnakken
Viser vi hinanden tillid
Berører vi hinanden
Og så ånder vi i takt”
Niels Hausgaard er en helt vidunderlig historiefortæller, fordi det ikke er noget, han gør, men noget han er. Han tager nøgternt fat på de fantasiløse, de nærige og autoriteterne. Allerede på opdragelsesanstalten Himmelbjerggården fortalte drengene historier til hinanden om aftenen. Om de var sande, havde ingen betydning. Følelsen af at være forbundet var det væsentlige, og når man lader andre komme tæt på, bliver man del af et fællesskab.
Historiefortælling kan også bruges til at skabe politiske ændringer samt til manipulation gennem "omvendt lommetyveri", hvor man ikke opdager, at der er et budskab i det, man hører. Men det er en anden historie. Niels Hausgaard mener, at vi fremfor alt skal være nysgerrige og åbne overfor andre mennesker. Snakke med en fremmed, mens vi lytter og fortæller vores historie. Alt sammen noget, der kan være begyndelsen til forbundethed og måske endda en mulighed for at række ind i hinanden.
Journalist Dorthe Løwendahl Bomann har med stor dygtighed fået Niels Hausgaard til at fortælle om sit liv i biografien, som samtidig forklarer, hvorfor han mener, at historiefortælling er så vigtig en del af det at definere os som meningssøgende væsner.
Bøger af Niels Hausgaard
Kommentarer