I skovens dyb på rejse i japansk mytologi, og stærke fortællinger om troens mirakel i en verden af kaos.
” Her er så historien. Om den virkelig er sket eller ej, det ved jeg ikke. Men det er en gammel historie og derfor må du lytte til den, som var den virkelig sket. Forstået?”
Det er den remse, fortællerpersonen K har måttet forholde sig til med skæbneforpligtende alvor, siden han som barn blev udvalgt til at lytte til og huske landsbyens myter og historier.
Romanen er en genfortælling af landsbyens fortællinger dybt inde i de dybe skove og – parallelt - fortællerens refleksioner om sit kald og søgen efter mening.
Landsbyens fortællinger gengives kronologisk og tegner samtidigt et portræt af japansk kultur og historie. Romanen rummer et mønster af remser og gentagelser ligesom den mundtlige fortælletradition og er fascinerende mytologi ud fra en japansk verdensforståelse.
Romanens sproglige æstetik har en aura af japansk kalligrafi og ældgammel kunst.
De Store Skoves Under er et billede på troens sammenhængskraft ”dengang vi alle var en del af De Store Skoves Under” og ”fordi vi nu uden for De Store Skoves Under er alene om hvert vores liv, fødes vi splittede til denne verden.”
Fortælleren K og forfatteren Kenzaburo smelter sammen i bekendelsen til mytens væsen og de store skoves fortælling og svarer ja til den indledende remse, et ja, der har gjort Kenzaburo til den eneste japanske forfatter, der har modtaget Nobelprisen i litteratur.
Og svarer man også ja som læser, venter der en god og anderledes læseoplevelse.
Kommentarer