Anmeldelse
Molbohistorier
Et omsorgsfuldt og semiuhyggeligt portræt af Mols, hvor de tungnemme molboer er erstattet af interessante originaler og klimakrisen benyttes som en form for allegori.
Molboforfatteren Rasmus Theisen har tilført sin jævne fødeegn et både mytisk og grotesk skær. ’Molbohistorier’ er forfatterens anden bog efter hans vellykkede debut Andre hunde.
Viktor bor i Knebelbro med sin gale mor, kaldet ”Tranen”, som opretholder en streng disciplin for at hjælpe Viktor med det mørke, som hun kan se i sønnen. Viktor er en drømmer, der nedskriver sine digte og andre noter, som udgør romanens kerne, men han tilbringer fritiden sammen med en flok drenge, der er dårligt selskab.
Efter en episode, hvor flokken tæsker den arrogante Sebastian Strohne, beslutter Viktor, at han fra nu vil leve et andet liv. Han forlader sin mor efter et af hendes raserianfald og bliver medhjælper hos en gartner i Agri, der går under navnet Granonkel, som lader Viktor bo hos sig.
Monika skulle studere billedkunstneren Ovartaci, da hun var elev på Kunstskolen. Efterfølgende har hun ikke kunnet slippe sætningen, en lærer benyttede om figurerne: ”Ikke fra denne verden”. Ordene blev som en olympisk flamme, der viste hende vejen til at arbejde med sin kunst. Denne transformation skete i Ebeltoft, så senere flyttede Monika i et kollektiv på Mols.
I Knebelbro møder Monika Viktor, og de bliver kærester. Men snart efter begynder det at regne uophørligt i månedsvis, så flere områder står under vand. Regnen gør Viktor utrolig deprimeret, og samtidig står fortidens spøgelser på lur i kraft af Strohne, som har stor indflydelse, og Viktor begynder at drikke mere og mere.
Rasmus Theisen er jeg-fortælleren, der er adskilt fra resten af historien. I sit kapitel beretter han om sig selv og Mols’ særkende, mens han præsenterer Viktors notesbog, som indeholder udgangspunktet for ”en ærlig og moderne molbohistorie”.
Viktor er den digteriske molbo, der betragter sit velkendte Mols drukne i regn i en fortælling, hvor Rasmus Theisen har benyttet klimakrisen som en form for allegori, der giver læseren mulighed for at få fornemmelsen af den overskyggende følelse af fremmedhed, der kan opstå, når det man kender, forandres. Viktor undertrykker sine mange indestængte følelser, for ikke at blive som hans mor sagde, han ville blive. Men det massive omsorgssvigt har sat dybe spor i Viktor.
Romanen består af et net af mennesker og beskrivelser, hvor en del blot berøres for at understrege originaliteten og vigtigheden af at bevare netop denne. Man kan ikke genrebestemme fortællingen, der indeholder apokalyptiske elementer, kærlighed, atmosfæriske beskrivelser, humor og en tung melankoli på grund af de store forandringer på Mols. Nogle påvirkes, andre ikke, men forandringerne er udtalte, og ligeledes måden at leve med dem på. Og Rasmus Theisen, jeg har ladet mig fortælle, at man er ægte molbo, når ens families uvenskaber rækker tre generationer tilbage.
Et omsorgsfuldt og semiuhyggeligt portræt af Mols, hvor de tungnemme molboer er erstattet af interessante originaler og klimakrisen benyttes som en form for allegori.
Molboforfatteren Rasmus Theisen har tilført sin jævne fødeegn et både mytisk og grotesk skær. ’Molbohistorier’ er forfatterens anden bog efter hans vellykkede debut Andre hunde.
Viktor bor i Knebelbro med sin gale mor, kaldet ”Tranen”, som opretholder en streng disciplin for at hjælpe Viktor med det mørke, som hun kan se i sønnen. Viktor er en drømmer, der nedskriver sine digte og andre noter, som udgør romanens kerne, men han tilbringer fritiden sammen med en flok drenge, der er dårligt selskab.
Efter en episode, hvor flokken tæsker den arrogante Sebastian Strohne, beslutter Viktor, at han fra nu vil leve et andet liv. Han forlader sin mor efter et af hendes raserianfald og bliver medhjælper hos en gartner i Agri, der går under navnet Granonkel, som lader Viktor bo hos sig.
Monika skulle studere billedkunstneren Ovartaci, da hun var elev på Kunstskolen. Efterfølgende har hun ikke kunnet slippe sætningen, en lærer benyttede om figurerne: ”Ikke fra denne verden”. Ordene blev som en olympisk flamme, der viste hende vejen til at arbejde med sin kunst. Denne transformation skete i Ebeltoft, så senere flyttede Monika i et kollektiv på Mols.
I Knebelbro møder Monika Viktor, og de bliver kærester. Men snart efter begynder det at regne uophørligt i månedsvis, så flere områder står under vand. Regnen gør Viktor utrolig deprimeret, og samtidig står fortidens spøgelser på lur i kraft af Strohne, som har stor indflydelse, og Viktor begynder at drikke mere og mere.
Rasmus Theisen er jeg-fortælleren, der er adskilt fra resten af historien. I sit kapitel beretter han om sig selv og Mols’ særkende, mens han præsenterer Viktors notesbog, som indeholder udgangspunktet for ”en ærlig og moderne molbohistorie”.
Viktor er den digteriske molbo, der betragter sit velkendte Mols drukne i regn i en fortælling, hvor Rasmus Theisen har benyttet klimakrisen som en form for allegori, der giver læseren mulighed for at få fornemmelsen af den overskyggende følelse af fremmedhed, der kan opstå, når det man kender, forandres. Viktor undertrykker sine mange indestængte følelser, for ikke at blive som hans mor sagde, han ville blive. Men det massive omsorgssvigt har sat dybe spor i Viktor.
Romanen består af et net af mennesker og beskrivelser, hvor en del blot berøres for at understrege originaliteten og vigtigheden af at bevare netop denne. Man kan ikke genrebestemme fortællingen, der indeholder apokalyptiske elementer, kærlighed, atmosfæriske beskrivelser, humor og en tung melankoli på grund af de store forandringer på Mols. Nogle påvirkes, andre ikke, men forandringerne er udtalte, og ligeledes måden at leve med dem på. Og Rasmus Theisen, jeg har ladet mig fortælle, at man er ægte molbo, når ens families uvenskaber rækker tre generationer tilbage.
Kommentarer