Mødre, fædre og andre

Med sit vanlige vid og sin syleskarpe pen serverer Siri Hustvedt 20 begavede og berigende essays om køn, kunst, kvindehad, moderkager og ophav.

Hvis der – stik imod forventning! – stadig skulle være nogen, som er i tvivl om den amerikanske forfatter Siri Hustvedts begavelse og intellekt, må det én gang for alle cementeres med denne essaysamling, hvor hun på vanlig sikker vis folder sig ud i det netværk af videnskaber, som hun behersker. Her er både familiære fortællinger, kunstneriske analyser og betragtninger samt et enormt mod til at bringe alt frem i lyset. Selv den oversete og i kunsten negligerede moderkage. Giv dig god tid, åbn dit sind og lad dig berige af Hustvedts vid.

Når man giver sig i kast med Hustvedts essays – det være sig disse 20 i denne samling eller dem, man finder i hendes tidligere udgivelser – skal man være klar over, at man dels ikke lades uberørt tilbage, og at man dels skal være vågen undervejs. Man formelig bombarderes med indtryk og betragtninger, og enhver påstand er understøttet og funderet i den store viden, Hustvedt har indenfor en bred vifte af videnskaber lige fra neurovidenskab til sociologi, psykologi og historie. Og ydermere er der vist nærmeste ikke den litterære klassiker eller det bemærkelsesværdige kunstværk, hun ikke har læst eller set.

I samlingens første essays tager Hustvedt læseren med tilbage til sine egne aner. Til farmoren Tillie, der var gjort af et særligt stof og lod sine velopdragne børnebørn gå bananas, når forældrene var ude af syne. Og til Hustvedts egen mor og far, deres betydning og deres død, som i vanlig Hustvedt’sk stil sættes ind i en større kontekst om døden som sådan, og hvordan man verden over og hos forskellige folkeslag forholder sig til dette ubegribelige endeligt.

Senere følger essays om bl.a. moderskabet, for hvilket der er skabt så rigide rammer og forventninger, at ingen mor vil kunne navigere igennem uden fra tid til anden at blive dømt af omverdenen. Og hvordan ser det ud, hvis vi holder det op imod faderskabet?
Netop spørgsmålet om køn optager Hustvedt meget, og det vidner også hendes skønlitterære værker om. Misogyni (kvindehad) eksisterer i langt højere grad, end man skulle tro – i betragtning af, at vi trods alt skriver 2022. Men tiltroen til kvindekønnet lader stadig meget tilbage at ønske. Eksempelvis har Hustvedt af flere omgange selv været ude for, som den naturligste sag i verden, at man(d) oprigtigt har ment, at alt, hvad hun ved, har hun lært af sin mand. (Som er den i parentes bemærket dygtige forfatter Paul Auster.) Men Hustvedt har studeret sig til sin store viden – og ikke fået den foræret af sin mand, som på sin side fx aldrig har læst så meget som en eneste neurovidenskabelig artikel.

Den mest smertefulde ytring, som hun nævner i essayet "Mentorspøgelser", var dén, hun måtte stå model til, da hun i 1993 var på bog-turné i Tyskland med en af sine romaner: Her siger en mandlig journalist til hende under et interview: ”Jeg tror, din mand har skrevet den.” Dén lader vi lige stå et øjeblik, mens vi korser os over verdens dårskab.