Anmeldelse
Modets røde kokarde af Stephen Crane
- Log ind for at skrive kommentarer
Verdenslitteraturens første realistiske krigsskildring, skrevet af en ung forfatter i 1894, som ikke selv havde været i krig - bogen, som blev en opsigtsvækkende bestseller i England og USA.
Når man beskæftiger sig med krigslitteratur, støder man hele tiden på den samme klassiker-titel: ”Modets røde kokarde” af Stephen Crane, som anses for at være verdens første krigsroman.
Den måtte jeg læse, den berømte! Verdenslitteraturens første realistiske krigsskildring, skrevet af en ung forfatter i 1894, som ikke selv havde været i krig. Bogen, som blev en opsigtsvækkende bestseller i England og USA allerede i 1895; og den bog, som siden blev læst i laser blandt amerikanske soldater, der kæmpede i Europa under begge verdenskrige. Den er i øvrigt filmatiseret i 1951 af John Huston og samme år oversat til dansk.
Mine forventninger var tårnhøje, og de blev indfriet! Sjældent har jeg læst en så desperat og nøgent ærlig roman om et så kontroversielt emne! Her er ingen forherligelse af soldaterlivet, bogen taler ikke om mod og heltegerninger, men om angst og ussel fejhed. Ingen tvivl om, at forfatteren har frygtet krig som vanvid og meningsløshed og har villet finde ud af, hvad der drev unge mænd til frivilligt at gå i døden. Og den er uden tvivl blevet slugt af soldaterne i skyttegravene – Cranes ærlighed gør det legalt både at være angst og fej!
Og hvad handler den så om?
Scenen er Den Amerikanske Borgerkrig, tiden 1861 –1865. Hovedpersonen den uerfarne bondedreng Henry Fleming, der frivilligt lader sig indkalde. Vi følger hans første to dage ved fronten.
Magter han at bestå ildprøven, betvinge angsten og forvandle sig til mand? Dette er hans hovedspørgsmål!
Og så følger en række impressionistisk-realistiske billeder af slagscener, som kan læses som blodig spændingsroman, men langt mere ”korrekt” som en studie i modets psykologi og i angsten bag krigens heroisme – den afslører, hvordan krigen ”skaber mænd”.
Vi får krigens gru og ydmygelse skildret koldt og sammenbidt, og ”vores” unge soldat kastes ind i slagets forvirring, krudtrøg og lemlæstelse og sanseløse angst, så læseren bliver ét med soldaten, der har forladt gården og sin mor for at blive stillet ansigt til ansigt med krigens hæsligt brølende virkelighed – og han flygter!! Men redder æren, fordi han i en paniksituation under tilbagetoget får hamret et geværløb i hovedet og derfor kan vende tilbage til sit regiment, såret af et strejfskud!
Med fin ironi får vi så historien om, hvordan den unge ”helt” næste dag tilsyneladende består ildprøven: skælvende af angst drager han i slag, som en helt vender han tilbage – han har dræbt, og han har erobret en fjendtlig regimentsfane! Men det drab, som fylder ham med stolthed og dødsforagt, er begået i flugt! Med halen mellem benene kommer han af vanvare over en såret fjendtlig fanebærer, som dør, mens han vrister flaget ud af hænderne på ham. Det er hans bedrift!! Han bliver ved skæbnens tilskikkelse HELT!
Skammen over flere af hans krigsoplevelser fylder meget i hans bevidsthed og er også én af grundene til, at han som i anfald bliver besat af et blindt raseri og slås som en besat. Men da han tilsidst efter striden vågner op i en normal verden og har besejret angsten, besatheden og skammen, føler han sig uovervindelig og som fyldt op af sand heroisme eller??
Har krigen forvandlet ham eller er det bare en heltemodets maske og en kæmpelettelse over stadig at være i live, der fylder ham med skønne naturbilleder og overmodig triumf??
Læs og døm selv! Jeg er bestemt i tvivl om slutningen skal læses med ironisk vinkel eller ej?
Og det er umagen værd at prøve denne lille klassiker! Også selvom man ikke har litteraturhistoriske bagtanker!
Cranes skildring af Den Amerikanske Borgerkrig som et meningsløst mareridt har været toneangivende i sit syn på krig for langt den største del af bøgerne i krigsromangenren, vel at mærke når den ville være litteratur.
- Log ind for at skrive kommentarer
Verdenslitteraturens første realistiske krigsskildring, skrevet af en ung forfatter i 1894, som ikke selv havde været i krig - bogen, som blev en opsigtsvækkende bestseller i England og USA.
Når man beskæftiger sig med krigslitteratur, støder man hele tiden på den samme klassiker-titel: ”Modets røde kokarde” af Stephen Crane, som anses for at være verdens første krigsroman.
Den måtte jeg læse, den berømte! Verdenslitteraturens første realistiske krigsskildring, skrevet af en ung forfatter i 1894, som ikke selv havde været i krig. Bogen, som blev en opsigtsvækkende bestseller i England og USA allerede i 1895; og den bog, som siden blev læst i laser blandt amerikanske soldater, der kæmpede i Europa under begge verdenskrige. Den er i øvrigt filmatiseret i 1951 af John Huston og samme år oversat til dansk.
Mine forventninger var tårnhøje, og de blev indfriet! Sjældent har jeg læst en så desperat og nøgent ærlig roman om et så kontroversielt emne! Her er ingen forherligelse af soldaterlivet, bogen taler ikke om mod og heltegerninger, men om angst og ussel fejhed. Ingen tvivl om, at forfatteren har frygtet krig som vanvid og meningsløshed og har villet finde ud af, hvad der drev unge mænd til frivilligt at gå i døden. Og den er uden tvivl blevet slugt af soldaterne i skyttegravene – Cranes ærlighed gør det legalt både at være angst og fej!
Og hvad handler den så om?
Scenen er Den Amerikanske Borgerkrig, tiden 1861 –1865. Hovedpersonen den uerfarne bondedreng Henry Fleming, der frivilligt lader sig indkalde. Vi følger hans første to dage ved fronten.
Magter han at bestå ildprøven, betvinge angsten og forvandle sig til mand? Dette er hans hovedspørgsmål!
Og så følger en række impressionistisk-realistiske billeder af slagscener, som kan læses som blodig spændingsroman, men langt mere ”korrekt” som en studie i modets psykologi og i angsten bag krigens heroisme – den afslører, hvordan krigen ”skaber mænd”.
Vi får krigens gru og ydmygelse skildret koldt og sammenbidt, og ”vores” unge soldat kastes ind i slagets forvirring, krudtrøg og lemlæstelse og sanseløse angst, så læseren bliver ét med soldaten, der har forladt gården og sin mor for at blive stillet ansigt til ansigt med krigens hæsligt brølende virkelighed – og han flygter!! Men redder æren, fordi han i en paniksituation under tilbagetoget får hamret et geværløb i hovedet og derfor kan vende tilbage til sit regiment, såret af et strejfskud!
Med fin ironi får vi så historien om, hvordan den unge ”helt” næste dag tilsyneladende består ildprøven: skælvende af angst drager han i slag, som en helt vender han tilbage – han har dræbt, og han har erobret en fjendtlig regimentsfane! Men det drab, som fylder ham med stolthed og dødsforagt, er begået i flugt! Med halen mellem benene kommer han af vanvare over en såret fjendtlig fanebærer, som dør, mens han vrister flaget ud af hænderne på ham. Det er hans bedrift!! Han bliver ved skæbnens tilskikkelse HELT!
Skammen over flere af hans krigsoplevelser fylder meget i hans bevidsthed og er også én af grundene til, at han som i anfald bliver besat af et blindt raseri og slås som en besat. Men da han tilsidst efter striden vågner op i en normal verden og har besejret angsten, besatheden og skammen, føler han sig uovervindelig og som fyldt op af sand heroisme eller??
Har krigen forvandlet ham eller er det bare en heltemodets maske og en kæmpelettelse over stadig at være i live, der fylder ham med skønne naturbilleder og overmodig triumf??
Læs og døm selv! Jeg er bestemt i tvivl om slutningen skal læses med ironisk vinkel eller ej?
Og det er umagen værd at prøve denne lille klassiker! Også selvom man ikke har litteraturhistoriske bagtanker!
Cranes skildring af Den Amerikanske Borgerkrig som et meningsløst mareridt har været toneangivende i sit syn på krig for langt den største del af bøgerne i krigsromangenren, vel at mærke når den ville være litteratur.
Kommentarer