Anmeldelse
Mit hjerte er en automat
Overbevisende romandebut bearbejder en ung, farvet kvindes liv i et land med hvide traditioner. Romanens dialogiske form danner en stærk diskussion af de strukturer, der fastholder racisme og holder mennesker i fastlåste roller.
’Mit hjerte er en automat' går til biddet i sin gribende skildring af, hvor livsdefinerende hudfarve kan være for et menneske. Den dialogiske fortælling stiller grimme og i-bås-sættende spørgsmål, der sætter læseren i samme ubehagelige position, konstant at skulle retfærdiggøre sin eksistens. Den intense og poetiske nerve og den stærke argumentation går lige i hjertet.
”Mit hjerte er en automat af metal … en maskine, en rustfri, glitrende kvadratisk kolos.”
Den unge jeg-fortæller er en tysk kvinde. Hun er født af en tysk mor og en angolansk far, som giver hende et udseende, der i den brutale virkelighed giver omgivelserne ret til at stille spørgsmål ved hendes eksistens i et overvejende hvidt land. Hun er vokset op ”i åbenlys racisme i Østtyskland i 90´erne, knuste ruder i børneværelset, min mor, der gemte en gaspistol under madrassen.” Deraf følger angst og ensomhed, og en tvillingebror der er styrtet i døden som 19-årig.
I erindringen er hun på flere rejser og forholder sig på en gang og humoristisk og smertefuld til det at høre til eller ikke at høre til. Hun beskriver forskellige grader af sorthed, og udtrykker fx: ”USA er jeg mere sort end i Tyskland.”
”HVAD SKAL DET BETYDE?
… det faktum, at vi udsættes for et bestemt blik … forstået som et fællestræk, noget, der markerer os som ikkehvide, som det andet, et belæg for enhver idé om hudfarve og deraf difference.
AT DE HVIDE ER HVIDE, OG DE SORTE ER SORTE.
Hvad?
AT DE HVIDE ER HVIDE, OG DE SORTE ER SORTE.
Ja, præcis.
SÅ LÆNGE DU SELV TROR PÅ DEN KONSTRUKTION OG LEVER EFTER DEN, BEKRÆFTER DU DEN BARE.
Det er da mere end en konstruktion. Det er idéer, der er blevet reproduceret gennem flere århundreder .. ”
I romanens midterste tredjedel 'Picture this' sætter jeget billeder på brutal racediskrimination. Gennem fotografier, som hun finder i en gammel kasse, forsøger hun at forstå sin familie; sin mor, der var ung punker i DDR; sin far, der var den eneste sorte i en østtysk landsby, indtil han blev sendt tilbage til Angola. Fotografierne dokumenterer de gennemgående traumer, der knytter sig til hele hendes historie og generationer før hende med kolonialisme og racediskrimination.
Wenzel er skarp i både sproget og i en eksperimenterende fortælleform. Hun skriver i en slags flerstemmighed, hvor det dialogiske foregår dels inde i jeget selv dels med en samtalepartner, hvor stribevis af spørgsmål folder kvindens erindringer og racetraumer ud.
Wenzel er en ny tysk stemme indenfor romangenren. Hun er dramaturg og er kendt i Tyskland for sine teaterstykker, som er blevet sat op på teatre i både Hamborg og Berlin. Herudover har hun udgivet musik under navnet Otis Foulie.
Wenzels roman er en flot debut, som både indeholder en gribende fortælling og åbner for en vigtig samfundsdiskussion om racisme og diskrimination.
Overbevisende romandebut bearbejder en ung, farvet kvindes liv i et land med hvide traditioner. Romanens dialogiske form danner en stærk diskussion af de strukturer, der fastholder racisme og holder mennesker i fastlåste roller.
’Mit hjerte er en automat' går til biddet i sin gribende skildring af, hvor livsdefinerende hudfarve kan være for et menneske. Den dialogiske fortælling stiller grimme og i-bås-sættende spørgsmål, der sætter læseren i samme ubehagelige position, konstant at skulle retfærdiggøre sin eksistens. Den intense og poetiske nerve og den stærke argumentation går lige i hjertet.
”Mit hjerte er en automat af metal … en maskine, en rustfri, glitrende kvadratisk kolos.”
Den unge jeg-fortæller er en tysk kvinde. Hun er født af en tysk mor og en angolansk far, som giver hende et udseende, der i den brutale virkelighed giver omgivelserne ret til at stille spørgsmål ved hendes eksistens i et overvejende hvidt land. Hun er vokset op ”i åbenlys racisme i Østtyskland i 90´erne, knuste ruder i børneværelset, min mor, der gemte en gaspistol under madrassen.” Deraf følger angst og ensomhed, og en tvillingebror der er styrtet i døden som 19-årig.
I erindringen er hun på flere rejser og forholder sig på en gang og humoristisk og smertefuld til det at høre til eller ikke at høre til. Hun beskriver forskellige grader af sorthed, og udtrykker fx: ”USA er jeg mere sort end i Tyskland.”
”HVAD SKAL DET BETYDE?
… det faktum, at vi udsættes for et bestemt blik … forstået som et fællestræk, noget, der markerer os som ikkehvide, som det andet, et belæg for enhver idé om hudfarve og deraf difference.
AT DE HVIDE ER HVIDE, OG DE SORTE ER SORTE.
Hvad?
AT DE HVIDE ER HVIDE, OG DE SORTE ER SORTE.
Ja, præcis.
SÅ LÆNGE DU SELV TROR PÅ DEN KONSTRUKTION OG LEVER EFTER DEN, BEKRÆFTER DU DEN BARE.
Det er da mere end en konstruktion. Det er idéer, der er blevet reproduceret gennem flere århundreder .. ”
I romanens midterste tredjedel 'Picture this' sætter jeget billeder på brutal racediskrimination. Gennem fotografier, som hun finder i en gammel kasse, forsøger hun at forstå sin familie; sin mor, der var ung punker i DDR; sin far, der var den eneste sorte i en østtysk landsby, indtil han blev sendt tilbage til Angola. Fotografierne dokumenterer de gennemgående traumer, der knytter sig til hele hendes historie og generationer før hende med kolonialisme og racediskrimination.
Wenzel er skarp i både sproget og i en eksperimenterende fortælleform. Hun skriver i en slags flerstemmighed, hvor det dialogiske foregår dels inde i jeget selv dels med en samtalepartner, hvor stribevis af spørgsmål folder kvindens erindringer og racetraumer ud.
Wenzel er en ny tysk stemme indenfor romangenren. Hun er dramaturg og er kendt i Tyskland for sine teaterstykker, som er blevet sat op på teatre i både Hamborg og Berlin. Herudover har hun udgivet musik under navnet Otis Foulie.
Wenzels roman er en flot debut, som både indeholder en gribende fortælling og åbner for en vigtig samfundsdiskussion om racisme og diskrimination.
Kommentarer