Miraklernes tid er en roman om kærlighed, familie, slægtskab og kønsroller. Den handler om kampen for at være en god mand, men også om at finde sit folk og sit sted at høre til.
Udefra ligner det en kliché. En fåmælt mandemand fra den vestjyske muld, der har svært ved det der med at udtrykke følelser, som møder en fri kvinde, og sød musik, men også konflikter, opstår. Men det er heldigvis mere end det. Mau er nemlig også en poetisk sjæl og romanen har små magiske tråde, der fint krydrer den socialrealistiske fortælling.
På nogle punkter er hovedpersonen Mau en udforskning af træmandens sjæl. En dreng der mister sin familie og må klare sig selv, og som nok derfor får svært ved at knytte sig til andre, udtrykke sine følelser og sætte sine grænser over for andre. Samtidigt runger faren, moren og mormorens gamle talemåder, råd og regler konstant i hans sind og bliver et bindeled til slægternes lidt forstokkede måde at se verden på. Der er noget sølle over Mau, som er så lidt i stand til at tage handling og til orde for sig selv, så ynkelig i sine forsøg på selvforklaring.
Men Mau er ikke kun alt det, som verden ser. Fordi vi ser det fra hans synsvinkel, ser vi også alt det, der sker inde i ham. Og det er her, det begynder at blive interessant. Der er de indre følelsesmæssige kampe, hans egen selvlede og tvivl som indimellem leder til, at han bliver urimelig over for Egern. Men det virkeligt interessant er en helt anden side af Mau – han er nemlig en poetisk sjæl. Hans måde at se og opfatte naturen og Egern på er lyrisk og smuk. Det er det, der får hans mor til at kalde ham digter og Egern til at kalde ham poesi. Egern opfatter, at Mau er mere og andet end træmand med selvværdsproblemer, hun opfatter hans potentiale og den musik, de kan skabe sammen.
Jeg savner måske lidt mere udvikling i Mau, som kommer fra ham selv og ikke bliver givet ham, men lidt får jeg da en fornemmelse af, at han rykker sig.
Egern er vild og fri, et næsten magisk væsen, der stiger op fra havet og virker til at besidde sin helt egen indre kraft og virkelighed. Med hende kommer der et magisk element strømmende ind i fortællingen og med det en gådefuld, smuk og fascinerende plante. Alligevel har hun også noget skrøbeligt over sig. Hun siger fra over for Mau, når han vil have, hun skal være en husmor, når han bliver irriteret over, at hun tager beslutninger eller gør alt det, han ikke kan få sig selv til.
'Miraklernes' tid er en roman, der har den følelsesmæssige udvikling i centrum, men der er også et klart tema om menneskets forhold til naturen. Hvordan vi kan drage kraft, trøst, erkendelse og kærlighed fra den, hvis vi viser den omsorg. På den måder er det både en socialrealistisk roman fra det vestlige Jylland og en roman, som trækker tråde til klima- og kønsdebatten. En af romanens styrker er klart de magiske elementer og hvordan de spiller ind i fortællingen. Man kan godt placere romanen i kategori med magisk realisme, men det magiske er relativt subtilt.
Et andet særegent træk ved 'Miraklernes tid' er, at den er skrevet i 2. person (du-fortæller). En sjældenhed, der giver teksten en helt særlig nær følelse, som medvirker til denne stille romans poetiske og følsomme væsen.
Kommentarer