Anmeldelse
Mine dokumenter af Alejandro Zambra
Noveller om chilensk middelklasseidentitet, relationer, der burde være nære, ensomhed og teknologiens udvikling og om at mindes. Alt sammen i en underfundig indpakning.
Som barn af halvfjerdsernes Chile i et middelklassehjem er Alejandro Zambra vokset op med Pinochets diktatur som skygge over tilværelsen, og således er også militærdiktaturet mere eller mindre eksplicit til stede i de elleve noveller i ‘Mine dokumenter’. Som i ‘Instituto Nacional’ hvor nogle elever, for hvem verden er delt i højre og venstre, udfordrer deres lærer til at sige sin ærlige mening om Pinochet og læreren svarer “Jeg taler ikke om politik” og alligevel i en spøg på tavlen uden at sige et ord får tilkendegivet sin holdning. Subtilt og mesterligt.
Men novellerne er meget mere end det. De er fortællinger om opvækst, om det at være chilensk mand, om relationer eller mangel på samme og ensomhed med et moderne og urbant middelklasseliv i Chile som kulisse. Miljø- og personkarakteristikker skorter det ikke på, og fortællerstemmen forekommer på en gang troværdig og halv-løgnagtig, som en fortrolig, der fortier og manipulerer efter forgodtbefindende.
I autofiktive tekster opruller jeg-fortælleren sin barndom, ungdom og voksenlivet, der ser ud som en søgen efter at forstå i en verden af tavse voksne. Som titlen antyder spiller teknologien en væsentlig rolle for den enkeltes og måske et helt folks udvikling. På skrift kan man kan skabe sin identitet, fortælle sin historie. Som jeg-personen i Mine dokumenter udtrykker det: “Min far er en PC, min mor en skrivemaskine, jeg selv var et tomt hæfte, nu er jeg en bog”.
Fælles for alle novellerne er persongalleriet, hvis fremtrædende karakterer mest er mænd, ensomme, afmægtige, ynkelige og machoagtige på en gang, der ikke formår at finde eller opretholde meningsfyldte relationer, end ikke til deres nærmeste.
Som Daniel, der digter historier om, hvorfor han blev skilt, hvis nogen skulle spørge, men som er så ensom, at ingen spørger. Han var rigeligt far for sin søn, da han var gift, som det lyder, mens hans formåen som far tilsyneladende er så følelsesmæssigt utilstrækkelig, at han er nødt til at anskaffe en kat - et dyr han ellers ikke kan lide - for at drengen skal have lyst til at komme hos ham.
I det hele taget forekommer seksualiteten hos personerne frastødende, afstumpet og i bedste fald deprimerende og ynkelig. Daniel masturberer til et gammel erindringsbillede af sin eks i mangel af bedre, og fordi hans date udebliver, uden at han formår at ejakulere. I en af jeg-fortællingerne foregår en gensidig udveksling af ydelser og penge, der til forveksling ligner prostitution, og i ‘At mindes’ er hovedpersonen incestofferet Joshua udsat for systematiske overgreb.
Når man dertil lægger, at ingen af dem formår at være særligt gode fædre, kærester, elskere eller at indgå varige relationer, kan det se håbløst og deprimerende og afstumpet ud.
Gennem mændene og deres relationer ligger også en subtil diskussion af køn og kønsroller, som fx når moderen i 'Mine dokumenter' insisterer på, at Simon & Garfunkel skal hænge i soveværelset, selvom faderen er stærkt imod det.
Zambra er en af de helt store stemmer på den latinamerikanske litterære scene. Og med rette. I ‘Mine dokumenter’ holder han niveauet, selvom han indimellem synes at ville for meget i et enkelt værk.
Noveller om chilensk middelklasseidentitet, relationer, der burde være nære, ensomhed og teknologiens udvikling og om at mindes. Alt sammen i en underfundig indpakning.
Som barn af halvfjerdsernes Chile i et middelklassehjem er Alejandro Zambra vokset op med Pinochets diktatur som skygge over tilværelsen, og således er også militærdiktaturet mere eller mindre eksplicit til stede i de elleve noveller i ‘Mine dokumenter’. Som i ‘Instituto Nacional’ hvor nogle elever, for hvem verden er delt i højre og venstre, udfordrer deres lærer til at sige sin ærlige mening om Pinochet og læreren svarer “Jeg taler ikke om politik” og alligevel i en spøg på tavlen uden at sige et ord får tilkendegivet sin holdning. Subtilt og mesterligt.
Men novellerne er meget mere end det. De er fortællinger om opvækst, om det at være chilensk mand, om relationer eller mangel på samme og ensomhed med et moderne og urbant middelklasseliv i Chile som kulisse. Miljø- og personkarakteristikker skorter det ikke på, og fortællerstemmen forekommer på en gang troværdig og halv-løgnagtig, som en fortrolig, der fortier og manipulerer efter forgodtbefindende.
I autofiktive tekster opruller jeg-fortælleren sin barndom, ungdom og voksenlivet, der ser ud som en søgen efter at forstå i en verden af tavse voksne. Som titlen antyder spiller teknologien en væsentlig rolle for den enkeltes og måske et helt folks udvikling. På skrift kan man kan skabe sin identitet, fortælle sin historie. Som jeg-personen i Mine dokumenter udtrykker det: “Min far er en PC, min mor en skrivemaskine, jeg selv var et tomt hæfte, nu er jeg en bog”.
Fælles for alle novellerne er persongalleriet, hvis fremtrædende karakterer mest er mænd, ensomme, afmægtige, ynkelige og machoagtige på en gang, der ikke formår at finde eller opretholde meningsfyldte relationer, end ikke til deres nærmeste.
Som Daniel, der digter historier om, hvorfor han blev skilt, hvis nogen skulle spørge, men som er så ensom, at ingen spørger. Han var rigeligt far for sin søn, da han var gift, som det lyder, mens hans formåen som far tilsyneladende er så følelsesmæssigt utilstrækkelig, at han er nødt til at anskaffe en kat - et dyr han ellers ikke kan lide - for at drengen skal have lyst til at komme hos ham.
I det hele taget forekommer seksualiteten hos personerne frastødende, afstumpet og i bedste fald deprimerende og ynkelig. Daniel masturberer til et gammel erindringsbillede af sin eks i mangel af bedre, og fordi hans date udebliver, uden at han formår at ejakulere. I en af jeg-fortællingerne foregår en gensidig udveksling af ydelser og penge, der til forveksling ligner prostitution, og i ‘At mindes’ er hovedpersonen incestofferet Joshua udsat for systematiske overgreb.
Når man dertil lægger, at ingen af dem formår at være særligt gode fædre, kærester, elskere eller at indgå varige relationer, kan det se håbløst og deprimerende og afstumpet ud.
Gennem mændene og deres relationer ligger også en subtil diskussion af køn og kønsroller, som fx når moderen i 'Mine dokumenter' insisterer på, at Simon & Garfunkel skal hænge i soveværelset, selvom faderen er stærkt imod det.
Zambra er en af de helt store stemmer på den latinamerikanske litterære scene. Og med rette. I ‘Mine dokumenter’ holder han niveauet, selvom han indimellem synes at ville for meget i et enkelt værk.
Kommentarer