Med sine 118 sider vil jeg nærmest beskrive ”Min mors elskede” som en middag på en fransk restaurant; man er mæt, men har ikke forspist sig. En roman i særklasse, om en psykisk syg kvindes ugengældte og altfortærende lidenskabelige kærlighed til en dirigent.
Vi er ikke ligefrem forvænt med schweiziske romaner, og det er også første gang, at Urs Widmer præsenteres for det danske publikum.
Romanen handler i al sin enkelthed om Clara, en ung velhavende kvinde, der forelsker sig i den fattige dirigent Edwin. Forelskelse i almindelig forstand er der nu ikke tale om, men en fuldstændig invaliderende og ugengældt én af slagsen. Clara hjælper Edwin med grundlæggelsen af et orkester, der spiller ny musik – vi befinder os i starten af det tyvende århundrede. Efter flere år som assistent og elskerinde, gifter Edwin sig med en anden kvinde, og Claras verden styrter sammen.
Clara gifter sig og får en søn - fortælleren. Dette barn vokser op med en mor, som med sin distance og monomane galskab kun magter at give ham en skræmmende og forsømt barndom. Claras altfortærende passion giver ikke plads til andet, hverken mand eller barn. Og hun ender da også med at tage sig selv af dage.
Et sted i bogen drømmer Clara om Edwin, og drømmen skildrer med kølig akkuratesse deres forhold, ”…mens hun forsøgte at finde fæste i den glatte is, ned i et stort hul som det, eskimoerne hugger i isen når de fanger sæler. Hun sank ned i det lyseblå vand. Langt over sig så hun, at Edwin kiggede ned til hende gennem hullet i isen. På vej længere ned rakte hun en hånd op mod ham. Han rørte sig ikke.”
Romanen er skrevet i et poetisk sprog, den skal læses og nydes langsomt. Den er sval og elegant og på intet tidspunkt anklagende, men blot lakonisk konstaterende.
Kan varmt anbefales til læsere med intellektuelle tilbøjeligheder.
Kommentarer