Mig og Josefine: en lille historie af Hans Magnus Enzensberger

Fin lille filosofisk roman om et anderledes venskab i genforeningens første tid i Tyskland.

Joachim møder i september 1990 Josefine. De bor begge i Berlin i et netop genforenet Tyskland. De mødes tilfældigt på gaden, hvor Joachim overværer, at Josefine bliver berøvet sin håndtaske. Joachim sætter efter tyven og får tasken fra ham. Som tak inviterer Josefine Joachim hjem til te.

Det bliver begyndelsen på et meget specielt og lidt anderledes venskab. Joachim er omkring 30 år, professor i økonomi og ved at blive skilt. Josefine er 75 år, tidligere mezzosopran og en excentrisk dame.

Efter det første møde forventer Josefine at se Joachim hver tirsdag kl. 17 til te i det gamle faldefærdige hus i Kastanienallé.

Joachim kommer, selvom Josefine ofte irriterer ham, og selvom han i begyndelsen forsøger at finde en undskyldning for at slippe.

De tirsdage kommer til at betyde meget for dem begge. De fører interessante samtaler om alt muligt: krigen, genforeningen, videnskaben, kærligheden, karrieren og livet.

Hans Magnus Enzensberger har skrevet en fin lille filosofisk roman om en vidunderlig, vanskelig og ikke så lidt fascinerende 75-årig kvinde. Romanen handler også om et umiddelbart umage venskab imellem Josefine og Joachim. Og den handler om Josefines polsk-jødiske tjenestepige Fryda, som mistede hele sin familie under Anden verdenskrig. Men romanens altdominerende hovedperson er helt klart Josefine.

Romanen er skrevet som Joachims dagbogsoptegnelser i to hæfter fra efteråret 1990 og frem til efteråret 1991. Fra han møder Josefine første gang, til hun for altid forsvinder ud af hans liv.

Til slut er der et lille postskriptum, som er skrevet 15 år senere. Da er Joachim blevet gift og har fået børn. Han finder tilfældigt de to hæfter og sine egne ord om Josefine og sine samtaler med hende. Han bliver en smule pinligt berørt over at læse sine egne dagbøger og overvejer at smide dem ud. Men samtidig tænker han også tilbage på samtalerne med stor glæde:

"Jeg tænker sjældent på hende, men når jeg gør, savner jeg det gamle tågehorn. Så lidt sentimentalitet. Så meget værdighed. Jeg ville ønske, at alle 30-årige havde en Josefine. Jeg er imidlertid bange for, at der ikke længere findes mennesker som hende. Alene derfor er det nok rigtigt af mig at gemme disse sider til mine børn. Måske vil de en skønne dag blade i dem og undre sig over deres far."

God fornøjelse!