Anmeldelse
Menneskedyret af Ida Monrad Graunbøl
Poetisk og potent digtroman om kærlighed, ensomhed, og om hvor svært det kan være at skabe relationer. I et miks af realisme, poetisk sprog og metaforer nedbryder Ida Monrad Graunbøl grænsen mellem mennesker, dyr og planter.
En dag kommer Anna hjem til en halvtom lejlighed. Hendes kæreste Benjamin har forladt hende og deres fælles lejlighed. Anna er en sensibel kvinde, der overvældes af situationen og gemmer sig i klædeskabet. Da hun forsøger at komme ud igen, mødes hun imidlertid af en surikat i stuen, der jager hende tilbage i klædeskabet. Herefter begynder en række invasioner af lejligheden af forskellige dyr. Anna gemmer sig i skabet det meste af tiden, og mens hun skriver og tænker på barndommen på Vestsjælland, opholdet i Spanien og minderne med Benjamin, kommer hun længere væk fra verden omkring hende.
Anna føler sig ensom. Ikke kun fordi hun har mistet Benjamin, men fordi hun er vokset op som enspænder. Når hun er alene, trøster hun sig ved tanken om at lave en fest med alle de ensomme mennesker i verden, hvor den sibiriske tiger ville komme. Han er nemlig ligesom dem, og de er som han, trænet i at gemme sig: ”Han er en stilfærdig type, der er mere eller mindre ensom. Han blander sig ikke i meget, men kæderyger, når han tager til fest.”
Fra sin position ser Anna andres liv gennem deres bevægelser på gaden og i deres lejligheder bag boligblokkenes vinduer. Hun ser andre følge livets rutiner, følge mønstre, som dyr på en savanne, og hun ser på fra en afstand. Afskåret. Hun opdager ikke at verden, og menneskene i den, måske kigger hendes vej, at der er mulighed for en slags samhørighed eller kommunikation.
Titlen ’Menneskedyret’ peger på et af de centrale spor i romanen, der handler om relationen mellem mennesker og dyr. Vi distancerer os mere og mere fra hinanden og handler besidderisk og ødelæggende overfor dyr og natur. Gennem en intelligent brug af sproglige vendinger og metaforer viser Graunbøl, hvor ustabil grænsen mellem dyr og menneske egentligt er. Dyrene beskrives med menneskelige karaktertræk, og menneskets følelser og impulser forstås gennem dyrene. På den måder placerer Graunbøl dyrene et sted mellem menneskets indre og som ydre, selvstændige væsner. Indimellem er dyrene i besiddelse af flere humane træk end menneskene selv:
”Vi tramper og tramper ved siden af dens hul. Fire stakkels dyr mod et stakkels dyr. Vi vil den ikke ondt. Vi vil jo bare … vi skal jo bare se den. Vi ved ikke, hvem den er. På skrænten hopper harerne rundt. Vi ved, hvem de er, de kan flygte, men den bløde, søde sandorm er død uden et eneste point, og vi har tabt os selv som menneskedyr på vejen.”
I ’Menneskedyret’ er grænsen mellem dyr og menneske ved at blive gennemtrængelig på en måde, der har betydning for begges identitet. Graunbøl fremstiller relationen i et økopoetisk perspektiv:
”En dag vil alle dyrene hævne sig på os, det er vi sikre på, og det er en profeti, der ikke er nærliggende, men så alligevel. Dyrene vil skabe deres egen civilisation og parre sig med os og hinanden, så vi bliver krydset, krydset af, annulleret, tilintetgjort langsomt, sådan rent genetisk.”
Det økopoetiske er en stærk tendens i nyere dansk litteratur, hvor der fokuseres på menneskets ødelæggelser af naturen. Meget skarpt står temaet i de breve, som hovedpersonen modtager fra Jorden, Vinden og Havet. Alle tre er godt trætte af menneskets egoisme og måde at udnytte dem på. Den posthumane tankegang sætter spørgsmål ved humanitetsbegrebet. Mennesket har magten til at kunne påvirke alt liv på jorden, men vi kan ikke blive ved med at se os selv som omdrejningspunkt for vores forståelse af verden. Vi kan ikke blive ved med at tale i modsætninger, når vi snakker om dyr og mennesker, dyr og planter. Hvilket Graunbøl demonstrerer gennem alt fra den måde vi bruger sproget, til den måde vi handler på.
Genremæssigt beskrives ’Menneskedyret’ som en digtroman, fordi der indimellem prosastykkerne er digte. Ida Monrad Graunbøls sprog er meget lyrisk. Forfatteren har en særlig fornemmelse for detaljerne i sproget. Der er noget sensibelt og enkelt i Graunbøls sprog, men også noget komplekst og intelligent. Sproget er også et tema i digtromanen, fordi det bl.a. er gennem sproget, vi forstår os selv og omverden. Således har sproget også en finger med i skabelsen af vores verden.
I en blanding af dyre-/plantebilledsprog zoomer Menneskedyret ind på vores kommunikation med og relationer til ikke bare andre mennesker, men også dyr, planter og selve jorden. Midt i en historie om et forlist kærlighedsforhold og overmandende følelser, spørger Graunbøl, hvordan vi kan hæve os selv over og udnytte/ ødelægge plante- og dyrelivet, som vi selv er så stor en del af.
Poetisk og potent digtroman om kærlighed, ensomhed, og om hvor svært det kan være at skabe relationer. I et miks af realisme, poetisk sprog og metaforer nedbryder Ida Monrad Graunbøl grænsen mellem mennesker, dyr og planter.
En dag kommer Anna hjem til en halvtom lejlighed. Hendes kæreste Benjamin har forladt hende og deres fælles lejlighed. Anna er en sensibel kvinde, der overvældes af situationen og gemmer sig i klædeskabet. Da hun forsøger at komme ud igen, mødes hun imidlertid af en surikat i stuen, der jager hende tilbage i klædeskabet. Herefter begynder en række invasioner af lejligheden af forskellige dyr. Anna gemmer sig i skabet det meste af tiden, og mens hun skriver og tænker på barndommen på Vestsjælland, opholdet i Spanien og minderne med Benjamin, kommer hun længere væk fra verden omkring hende.
Anna føler sig ensom. Ikke kun fordi hun har mistet Benjamin, men fordi hun er vokset op som enspænder. Når hun er alene, trøster hun sig ved tanken om at lave en fest med alle de ensomme mennesker i verden, hvor den sibiriske tiger ville komme. Han er nemlig ligesom dem, og de er som han, trænet i at gemme sig: ”Han er en stilfærdig type, der er mere eller mindre ensom. Han blander sig ikke i meget, men kæderyger, når han tager til fest.”
Fra sin position ser Anna andres liv gennem deres bevægelser på gaden og i deres lejligheder bag boligblokkenes vinduer. Hun ser andre følge livets rutiner, følge mønstre, som dyr på en savanne, og hun ser på fra en afstand. Afskåret. Hun opdager ikke at verden, og menneskene i den, måske kigger hendes vej, at der er mulighed for en slags samhørighed eller kommunikation.
Titlen ’Menneskedyret’ peger på et af de centrale spor i romanen, der handler om relationen mellem mennesker og dyr. Vi distancerer os mere og mere fra hinanden og handler besidderisk og ødelæggende overfor dyr og natur. Gennem en intelligent brug af sproglige vendinger og metaforer viser Graunbøl, hvor ustabil grænsen mellem dyr og menneske egentligt er. Dyrene beskrives med menneskelige karaktertræk, og menneskets følelser og impulser forstås gennem dyrene. På den måder placerer Graunbøl dyrene et sted mellem menneskets indre og som ydre, selvstændige væsner. Indimellem er dyrene i besiddelse af flere humane træk end menneskene selv:
”Vi tramper og tramper ved siden af dens hul. Fire stakkels dyr mod et stakkels dyr. Vi vil den ikke ondt. Vi vil jo bare … vi skal jo bare se den. Vi ved ikke, hvem den er. På skrænten hopper harerne rundt. Vi ved, hvem de er, de kan flygte, men den bløde, søde sandorm er død uden et eneste point, og vi har tabt os selv som menneskedyr på vejen.”
I ’Menneskedyret’ er grænsen mellem dyr og menneske ved at blive gennemtrængelig på en måde, der har betydning for begges identitet. Graunbøl fremstiller relationen i et økopoetisk perspektiv:
”En dag vil alle dyrene hævne sig på os, det er vi sikre på, og det er en profeti, der ikke er nærliggende, men så alligevel. Dyrene vil skabe deres egen civilisation og parre sig med os og hinanden, så vi bliver krydset, krydset af, annulleret, tilintetgjort langsomt, sådan rent genetisk.”
Det økopoetiske er en stærk tendens i nyere dansk litteratur, hvor der fokuseres på menneskets ødelæggelser af naturen. Meget skarpt står temaet i de breve, som hovedpersonen modtager fra Jorden, Vinden og Havet. Alle tre er godt trætte af menneskets egoisme og måde at udnytte dem på. Den posthumane tankegang sætter spørgsmål ved humanitetsbegrebet. Mennesket har magten til at kunne påvirke alt liv på jorden, men vi kan ikke blive ved med at se os selv som omdrejningspunkt for vores forståelse af verden. Vi kan ikke blive ved med at tale i modsætninger, når vi snakker om dyr og mennesker, dyr og planter. Hvilket Graunbøl demonstrerer gennem alt fra den måde vi bruger sproget, til den måde vi handler på.
Genremæssigt beskrives ’Menneskedyret’ som en digtroman, fordi der indimellem prosastykkerne er digte. Ida Monrad Graunbøls sprog er meget lyrisk. Forfatteren har en særlig fornemmelse for detaljerne i sproget. Der er noget sensibelt og enkelt i Graunbøls sprog, men også noget komplekst og intelligent. Sproget er også et tema i digtromanen, fordi det bl.a. er gennem sproget, vi forstår os selv og omverden. Således har sproget også en finger med i skabelsen af vores verden.
I en blanding af dyre-/plantebilledsprog zoomer Menneskedyret ind på vores kommunikation med og relationer til ikke bare andre mennesker, men også dyr, planter og selve jorden. Midt i en historie om et forlist kærlighedsforhold og overmandende følelser, spørger Graunbøl, hvordan vi kan hæve os selv over og udnytte/ ødelægge plante- og dyrelivet, som vi selv er så stor en del af.
Kommentarer