Anmeldelse
Mellemlanding af Jónas Reynir Gunnarsson
Sort-humoristisk roman om en rodløs ung kvinde, der skal opholde sig 23 timer i Reykjavik på en mellemlanding, som samtidig bliver en mellemlanding i tilværelsen.
I ’Mellemlanding’ følger vi islandske Maria i 23 timer, mens hun turer rundt i et koldt og mørkt Reykjavik. Hun har boet en tid i Brighton sammen med en kæreste, men har forladt byen, efter at forholdet er forlist. Nu er planen, at hun skal videre til København, hvor hendes far har slået sig ned.
Romanen fortæller om den rodløse Maria, som er 22 år, men som på mange måder både føler sig og agerer, som om hun var meget yngre. Det er som om, Maria er bange for at blive voksen. På sin tur gennem Reykjavik møder hun både gamle venner og nye bekendtskaber, mens hun forsøger at finde ud af, om hun skal blive i Reykjavik eller som aftalt rejse til København.
Da Maria ankommer til Keflavik, har hun aftalt med sin gamle ven Gaui, at han skal hente hende i lufthavnen, men selv om hun har lokket med, at hun har nogle sjove piller med, er Gaui der ikke. Hun overvejer at blive i lufthavnen de 23 timer, indtil hun skal flyve til København, men så dukker Gaui alligevel op i sin ualmindeligt ulækre bil. De mødes med en fælles gammel veninde, drikker og ryger hash, før Maria tager videre for at besøge sin farmor. Derefter fortsætter Maria sin tur alene fra bar til bar.
Maria er iført en kikset dynejakke og støvler med blomster, som gør, at hun ligner et forvokset børnehavebarn. Fordi Maria på ingen måde ligner en voksen, bliver hun da også afkrævet legitimation, når hun vil ind på en bar. Farmoren mener, at den ansvarsfrie ungdom snart må være slut, men måske er Maria slet ikke klar til at blive voksen, for Maria er på flere områder på mellemlanding, både i tilværelsen og helt konkret i Reykjavik.
Forfatteren, der er 37, forsøger at ramme tonen i det sprog, som Maria og hendes venner taler indbyrdes, og det vrimler med ord som nice, needy og sygt. Bogen er meget visuel, både når den beskriver Reykjaviks vintergrå grimhed, den usoignerede Gaui og den lillepigede Maria. Både byen og personerne står lyslevende, og man kan næsten lugte Gaui. Marie bliver både frivilligt og ufrivilligt fastholdt i rollen som den lille pige, bl.a. ved at skulle flytte ned til sin far i København, hvor hun aldrig har været. Det ville have været noget andet at flytte hjem til et barndomshjem, hvor hun var vokset op, tænker Maria.
'Mellemlanding’ er spækket med sort humor, men den er samtidig trist, og som læser håber man på, at Maria snart tør blive voksen og tage ansvar for sit eget liv i stedet for at tulle rundt på må og få. Det er Jónas Reynir Gunnarssons romandebut, og på nuværende tidspunkt kommer han ikke ind på min Top 10 over islandske forfattere, som jeg generelt holder meget af. Det bliver dog spændende at følge ham fremover. Jeg følte mig meget gammel, da jeg læste ’Mellemlanding’, men romanen er nok også tiltænkt et yngre publikum.
Sort-humoristisk roman om en rodløs ung kvinde, der skal opholde sig 23 timer i Reykjavik på en mellemlanding, som samtidig bliver en mellemlanding i tilværelsen.
I ’Mellemlanding’ følger vi islandske Maria i 23 timer, mens hun turer rundt i et koldt og mørkt Reykjavik. Hun har boet en tid i Brighton sammen med en kæreste, men har forladt byen, efter at forholdet er forlist. Nu er planen, at hun skal videre til København, hvor hendes far har slået sig ned.
Romanen fortæller om den rodløse Maria, som er 22 år, men som på mange måder både føler sig og agerer, som om hun var meget yngre. Det er som om, Maria er bange for at blive voksen. På sin tur gennem Reykjavik møder hun både gamle venner og nye bekendtskaber, mens hun forsøger at finde ud af, om hun skal blive i Reykjavik eller som aftalt rejse til København.
Da Maria ankommer til Keflavik, har hun aftalt med sin gamle ven Gaui, at han skal hente hende i lufthavnen, men selv om hun har lokket med, at hun har nogle sjove piller med, er Gaui der ikke. Hun overvejer at blive i lufthavnen de 23 timer, indtil hun skal flyve til København, men så dukker Gaui alligevel op i sin ualmindeligt ulækre bil. De mødes med en fælles gammel veninde, drikker og ryger hash, før Maria tager videre for at besøge sin farmor. Derefter fortsætter Maria sin tur alene fra bar til bar.
Maria er iført en kikset dynejakke og støvler med blomster, som gør, at hun ligner et forvokset børnehavebarn. Fordi Maria på ingen måde ligner en voksen, bliver hun da også afkrævet legitimation, når hun vil ind på en bar. Farmoren mener, at den ansvarsfrie ungdom snart må være slut, men måske er Maria slet ikke klar til at blive voksen, for Maria er på flere områder på mellemlanding, både i tilværelsen og helt konkret i Reykjavik.
Forfatteren, der er 37, forsøger at ramme tonen i det sprog, som Maria og hendes venner taler indbyrdes, og det vrimler med ord som nice, needy og sygt. Bogen er meget visuel, både når den beskriver Reykjaviks vintergrå grimhed, den usoignerede Gaui og den lillepigede Maria. Både byen og personerne står lyslevende, og man kan næsten lugte Gaui. Marie bliver både frivilligt og ufrivilligt fastholdt i rollen som den lille pige, bl.a. ved at skulle flytte ned til sin far i København, hvor hun aldrig har været. Det ville have været noget andet at flytte hjem til et barndomshjem, hvor hun var vokset op, tænker Maria.
'Mellemlanding’ er spækket med sort humor, men den er samtidig trist, og som læser håber man på, at Maria snart tør blive voksen og tage ansvar for sit eget liv i stedet for at tulle rundt på må og få. Det er Jónas Reynir Gunnarssons romandebut, og på nuværende tidspunkt kommer han ikke ind på min Top 10 over islandske forfattere, som jeg generelt holder meget af. Det bliver dog spændende at følge ham fremover. Jeg følte mig meget gammel, da jeg læste ’Mellemlanding’, men romanen er nok også tiltænkt et yngre publikum.
Kommentarer