Anmeldelse
Marchen af E. L. Doctorow
Fremragende roman, der udspiller sig i slutningen af den amerikanske borgerkrig og følger krigens spor både geografisk og menneskeligt.
I 1864 nærmer den amerikanske borgerkrig sig sin afslutning. General Sherman leder en hær på 60.000 unionssoldater på det, der siden er blevet kaldet ”Shermans march mod havet”. Efter tre års krig er unionen fast besluttet på at knægte rebellerne, så strategien er den brutale brændte jords taktik, hvor soldaterne har ordre til at afbrænde afgrøder, dræbe kvæget, forbruge forsyninger og ødelægge den civile infrastruktur, hvor de kommer frem.
Efter at have indtaget Atlanta drager Shermans mænd hærgende mod øst gennem Georgia ud til havet og derefter op til South og North Carolina. I stedet for at benytte sig af normale forsyningslinjer bruger Sherman ”bummers”, det vil sige fourageringstropper, der drog i forvejen for at skaffe forsyninger fra de lokale. Ved samme lejlighed blev eventuelle slaver befriet, uden at man dog gjorde andet end at sige ordene.
Således trak unionshæren et spor af ødelæggelse, sult og død. Mange af de befriede slaver og andre, som ikke vidste, hvad de ellers skulle stille op, fulgte i hærens kølvand, og det er den historie, E. L. Doctorow fortæller i sin prisbelønnede roman Marchen. Vi følger mylderet af de mange marcherende: Sorte og hvide; mænd, kvinder og børn; unionstilhængere og rebeller; generaler og menige; frigjorte slaver og slaveejere. Doctorow giver dem alle stemme, og i en blanding af fiktion og fakta får læseren et blodigt og håndgribeligt indblik i krigens rædsler.
”Lægekorpset fortsatte ufortrødent arbejdet trods den ubønhørlige regn. Frivillige delinger lod sig vejlede af jamren og råb om hjælp; når de strejfede omkring i skoven og fandt de sårede, anbragte de dem i ambulancer og vogne og fordelte dem på de gårde og plantager, der var blevet rekvireret og skulle bruges som lazaretter langs vejen tilbage til Averasboro. Wredes lazaret blev indrettet i en lille katolsk kirke. Et gummilagen blev bredt ud over alterbordet. De sårede lå i midtergangen eller sad sammensunkne på kirkebænkene. Stearinlys og rygende fakler lagde et skiftevis blussende og svindende skær over scenariet. Nogle af de sårede havde ligget og ventet i to dage. Deres sår var allerede fulde af materie. Sygeplejerne iførte sig masker eller lagde bandager for at blive fri for stanken. Når soldater, som ikke længere kunne holde smerten ud, bad om at blive skudt, og Wrede havde forvisset sig om, at der var tale om håbløse tilfælde, blev de båret udenfor i mørket og fik deres ønske opfyldt.”
Marchen er en episk beretning om krigens gru og meningsløshed og om de tilfældigheder, der får så stor indflydelse på de enkelte menneskeskæbner. Nærmest som en reportage opruller Doctorow sin fortælling og tegner samtidigt hvert portræt med stor medfølelse og indlevelse.
Intet mindre end en fremragende roman.
Originally published by Jette S. F. Holst, Litteratursiden.
Fremragende roman, der udspiller sig i slutningen af den amerikanske borgerkrig og følger krigens spor både geografisk og menneskeligt.
I 1864 nærmer den amerikanske borgerkrig sig sin afslutning. General Sherman leder en hær på 60.000 unionssoldater på det, der siden er blevet kaldet ”Shermans march mod havet”. Efter tre års krig er unionen fast besluttet på at knægte rebellerne, så strategien er den brutale brændte jords taktik, hvor soldaterne har ordre til at afbrænde afgrøder, dræbe kvæget, forbruge forsyninger og ødelægge den civile infrastruktur, hvor de kommer frem.
Efter at have indtaget Atlanta drager Shermans mænd hærgende mod øst gennem Georgia ud til havet og derefter op til South og North Carolina. I stedet for at benytte sig af normale forsyningslinjer bruger Sherman ”bummers”, det vil sige fourageringstropper, der drog i forvejen for at skaffe forsyninger fra de lokale. Ved samme lejlighed blev eventuelle slaver befriet, uden at man dog gjorde andet end at sige ordene.
Således trak unionshæren et spor af ødelæggelse, sult og død. Mange af de befriede slaver og andre, som ikke vidste, hvad de ellers skulle stille op, fulgte i hærens kølvand, og det er den historie, E. L. Doctorow fortæller i sin prisbelønnede roman Marchen. Vi følger mylderet af de mange marcherende: Sorte og hvide; mænd, kvinder og børn; unionstilhængere og rebeller; generaler og menige; frigjorte slaver og slaveejere. Doctorow giver dem alle stemme, og i en blanding af fiktion og fakta får læseren et blodigt og håndgribeligt indblik i krigens rædsler.
”Lægekorpset fortsatte ufortrødent arbejdet trods den ubønhørlige regn. Frivillige delinger lod sig vejlede af jamren og råb om hjælp; når de strejfede omkring i skoven og fandt de sårede, anbragte de dem i ambulancer og vogne og fordelte dem på de gårde og plantager, der var blevet rekvireret og skulle bruges som lazaretter langs vejen tilbage til Averasboro. Wredes lazaret blev indrettet i en lille katolsk kirke. Et gummilagen blev bredt ud over alterbordet. De sårede lå i midtergangen eller sad sammensunkne på kirkebænkene. Stearinlys og rygende fakler lagde et skiftevis blussende og svindende skær over scenariet. Nogle af de sårede havde ligget og ventet i to dage. Deres sår var allerede fulde af materie. Sygeplejerne iførte sig masker eller lagde bandager for at blive fri for stanken. Når soldater, som ikke længere kunne holde smerten ud, bad om at blive skudt, og Wrede havde forvisset sig om, at der var tale om håbløse tilfælde, blev de båret udenfor i mørket og fik deres ønske opfyldt.”
Marchen er en episk beretning om krigens gru og meningsløshed og om de tilfældigheder, der får så stor indflydelse på de enkelte menneskeskæbner. Nærmest som en reportage opruller Doctorow sin fortælling og tegner samtidigt hvert portræt med stor medfølelse og indlevelse.
Intet mindre end en fremragende roman.
Originally published by Jette S. F. Holst, Litteratursiden.
Kommentarer