Anmeldelse
Mandelsolens planet
Glemt fransk roman bidrager til kønsdebatten og er et eksempel på science fiction, når det er bedst. Tidløs og skræmmende relevant.
’Mandelsolens planet’ foregår i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor en drabelig krig har udspillet sig mellem kønnene, og hvor kvinderne er gået sejrrigt ud og har taget magten over Jorden. Vi følger en gruppe kvindelige ouranauter (det kvindelige alternativ til en astronaut), der er rejst ud i rummet til planet X - en uudforsket klode, der befinder sig i Mandelsolens system – for at udforske, hvad der er sket med en tidligere mission, der på mystisk vis forsvandt. Gruppen ledes af Ariadne, og det er igennem hende, vi oplever kvindernes rejse og planetens mange skjulte hemmeligheder.
’Mandelsolens planet’ er en roman, der oser af kropslighed, og det er på ingen måder tilfældigt, at planet X's geografi har mange ligheder med menneskekroppen. Det er en fysisk rejse for de kvindelige ouranauter. Både i form af det fysiske møde med planet X’s mystiske naturfænomener, men også i den måde planeten udfordrer kvinderne til at gøre op med deres egen forståelse af kvindekroppen og -kønnet. For rejsen udvikler sig lige så meget til et forsøg på at forstå den historie, der bliver kaldt Mørkets Tid, hvor mændene – de såkaldte befrugtere - formede menneskehedens fortælling og kvindernes rolle. For hvad er det ene køn uden det andet, og hvordan definerer vi os selv uden kontrasten?
Stemningsmæssigt er romanen poetisk og sfærisk i sine beskrivelser af planet X og kvindernes indbyrdes relationer. Den har et roligt tempo, som vil tiltale dem, der trækkes mod sci-fi klassikere som 'Rumrejsen 2001' og Solaris af Stanislav Lem, som forlaget bag ’Mandelsolens planet’, A Mock Book, også genudgav i 2022. Derudover har ’Mandelsolens planet’ en del lighedstegn med Jeff Vandermeers intense ’Udryddelse’, der på samme måde følger en ekspedition af kvindelige videnskabsfolk i en mystisk zone. Men hvor Vandermeer fokuserer på den ydre naturs påvirkning af vores menneskelighed, bruger d’Eaubonne den samme natur til at bidrage til den kønspolitiske diskussion, der udspillede sig i 70erne – hvor romanen først udkom – og som stadig pågår i dag.
På den måde læner romanen sig mere op ad Ursula Le Guins ikoniske Mørkets venstre hånd, der på samme måde tager kønsdebatten op (og som kom i en flot nyoversættelse i 2022) og Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling, hvor kvindekønnet tager kampen op mod en mandlig, kultlignende overklasse, der bruger kvindekroppen som rugemaskine.
’Mandelsolens planet’ er et godt eksempel på science fiction, når det er bedst. Tidløs og skræmmende relevant. At det er science fiction skal ikke jage den almindelige læser bort. Her er ingen teknologiforherligelse eller rumvæsener. Her er kun et seriøst indspark, der bruger sproglig elegance og en stemningsfuld atmosfære og bidrager til den moderne kønsdebat.
Glemt fransk roman bidrager til kønsdebatten og er et eksempel på science fiction, når det er bedst. Tidløs og skræmmende relevant.
’Mandelsolens planet’ foregår i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor en drabelig krig har udspillet sig mellem kønnene, og hvor kvinderne er gået sejrrigt ud og har taget magten over Jorden. Vi følger en gruppe kvindelige ouranauter (det kvindelige alternativ til en astronaut), der er rejst ud i rummet til planet X - en uudforsket klode, der befinder sig i Mandelsolens system – for at udforske, hvad der er sket med en tidligere mission, der på mystisk vis forsvandt. Gruppen ledes af Ariadne, og det er igennem hende, vi oplever kvindernes rejse og planetens mange skjulte hemmeligheder.
’Mandelsolens planet’ er en roman, der oser af kropslighed, og det er på ingen måder tilfældigt, at planet X's geografi har mange ligheder med menneskekroppen. Det er en fysisk rejse for de kvindelige ouranauter. Både i form af det fysiske møde med planet X’s mystiske naturfænomener, men også i den måde planeten udfordrer kvinderne til at gøre op med deres egen forståelse af kvindekroppen og -kønnet. For rejsen udvikler sig lige så meget til et forsøg på at forstå den historie, der bliver kaldt Mørkets Tid, hvor mændene – de såkaldte befrugtere - formede menneskehedens fortælling og kvindernes rolle. For hvad er det ene køn uden det andet, og hvordan definerer vi os selv uden kontrasten?
Stemningsmæssigt er romanen poetisk og sfærisk i sine beskrivelser af planet X og kvindernes indbyrdes relationer. Den har et roligt tempo, som vil tiltale dem, der trækkes mod sci-fi klassikere som 'Rumrejsen 2001' og Solaris af Stanislav Lem, som forlaget bag ’Mandelsolens planet’, A Mock Book, også genudgav i 2022. Derudover har ’Mandelsolens planet’ en del lighedstegn med Jeff Vandermeers intense ’Udryddelse’, der på samme måde følger en ekspedition af kvindelige videnskabsfolk i en mystisk zone. Men hvor Vandermeer fokuserer på den ydre naturs påvirkning af vores menneskelighed, bruger d’Eaubonne den samme natur til at bidrage til den kønspolitiske diskussion, der udspillede sig i 70erne – hvor romanen først udkom – og som stadig pågår i dag.
På den måde læner romanen sig mere op ad Ursula Le Guins ikoniske Mørkets venstre hånd, der på samme måde tager kønsdebatten op (og som kom i en flot nyoversættelse i 2022) og Margaret Atwoods Tjenerindens fortælling, hvor kvindekønnet tager kampen op mod en mandlig, kultlignende overklasse, der bruger kvindekroppen som rugemaskine.
’Mandelsolens planet’ er et godt eksempel på science fiction, når det er bedst. Tidløs og skræmmende relevant. At det er science fiction skal ikke jage den almindelige læser bort. Her er ingen teknologiforherligelse eller rumvæsener. Her er kun et seriøst indspark, der bruger sproglig elegance og en stemningsfuld atmosfære og bidrager til den moderne kønsdebat.
Kommentarer