Man skal holde meget af mænd

En brugerambassadør anbefaler: Dette er den franske forfatteres sjette danske udgivelse, hun fik sit internationale gennembrud i 1997 med debutromanen 'Kvinden der blev til en gris'. Dette var mit første møde med hendes værker.

Solange er en fransk skuespillerinde, der er bosat i Hollywood, hvor hun plejer sin karriere mens hendes søn er efterladt hjemme i Frankrig hos hendes forældre. Hun omgås nogle af de tunge drenge i filmbranchen, men er ikke selv helt oppe i eliten, og må tage til takke med forskellige små og halvstore roller. En dag møder hun den sorte Kouhousso, en Afrikansk/Canadisk skuespiller, hvis store drøm er at instruere en racistisk film i Congo. Solange bliver hovedkuls forelsket, men helt fra starten er forholdet skævt. Solange sidder i mange timer, dage og uger og venter på nyt fra Kou, der udelukkende kontakter Solange, når det passer ind i hans kram. Dertil kommer, at han aldrig rigtig taler med Solange, om andet end hans filmprojekt og hans egne ønsker. Men Solange er sikker på, at det her er den store kærlighed, og hun hænger trofast fast i drømmen om, at de to bliver et par. Da Kous film, på forunderligvis, bliver en realitet, tilkæmper hun sig en mikroskopisk rolle, så hun kan følge ham til Afrika. Men der er hele tiden problemer, både i kærlighedsforholdet, forholdet mellem en hvid kvinde og en sort mand og ikke mindst på skuespilfronten.

Man skal holde meget af mænd, er den selvstændige fortsættelse til Solange. Den har jeg, som nævnt, ikke læst, og der kom faktisk kun et enkelt tidspunkt, hvor jeg savnede lidt mere baggrundsviden. Jeg kan derfor garantere, at denne fortsættelse kan læses helt uafhængigt af forgængeren. 

Sproget er virkelig velkomponeret, nærmest lyrisk i sin opbygning. Fortællingen foregår i 3. person, hvilket giver en naturlig distance, men alligevel oplevede jeg en meget intens fortælling, der krøb ind under huden på mig.

Solange er en figur, der fremkalder følelser hos læseren. Jeg havde hele vejen igennem en meget stærk lyst til at ruske hende, jeg blev irriteret over hendes passivitet. Hun lever gennem Kou og har ingen problemer med at skubbe alt andet til side - selv familien. 

Eksempel fra romanen:

"Ja, hun var sjov, og livlig, og uimodståelig, og han var forelsket - det måtte han da være, ikke? Hvorfor skulle han ellers være dér?"

Romanen er en fortælling om magt, race og selvbedrag. En sproglig perle, der både underholder og trækker store veksler på læserens evne til at favne det ufuldkomne.