En fremragende dokumentation for tilblivelsen af et moderne hovedværk i dansk kirkearkitektur
Peter Brandes (f. 1944) er en så markant nutidig kunstner, at han blev betroet det kunstneriske ansvar for et af de mest ambitiøse og gennemarbejdede kirkebyggerier i Danmark i mange år, nemlig Vejleå Kirke i Ishøj. Selve kirkebygningen er i virkeligheden skabt over ganske klassiske idealer for udformningen af det hus, hvor jo Gud og menighed mødes. Proportionerne er overskuelige, og rummet tilgodeser naturligt den gældende liturgi. At kirken så også er blevet et magisk sted, må tilskrives Brandes' kunstneriske formåen, ikke mindst som den kommer til udfoldelse i kirkens glasmosaikker, i lysets liv i kirkerummet.
Forfatterne gennemgår det historiske forløb, hvor en model af kirken med glasudsmykningen blev anvendt til at analysere og vurdere lysets gang og indgriben i kirkerummet, både som lysindfald og genskin. Brandes mosaikker er udformet i hans karakteristiske billedsprog, hvor forenklede figurer som for eksempel menneskekroppen kan genkendes i nonfigurative farveflader i et stramt farvevalg.
Det er meget fascinerende at følge udviklingen i arbejdet i det utroligt flot illustrerede værk. Brandes har valgt at få optrykt også sine "urskitser", det vil sige de første spontane rids til mosaikkerne, der har motiver fra såvel det nye som det gamle testamente med lidelsen som det gennemgående tema. Brandes giver ved denne fremgangmåde læseren indblik i selve den kunstneriske proces fra starten med den første skitse til det endelige resultat med mosaikkerne på plads i kirkerummet. Det er meget specielt og meget berigende.
Brandes har også udformet kirkens inventar med krucifiks og kirkesølv, og han har haft indflydelse på udformningen af ikke mindst kirkens orgel, og på den måde er tingene i sammenhæng og spejler hinanden - som når for eksempel det højglanspolerede kirkesølv fanger lyset, som det strømmer ind fra mosaikkerne og reflekteres fra væggene. Det er her, så meget af kirkens magi ligger, forstår man.
Bogens velskrevne og kyndige tekster omhandler meget det grundlæggende: Mødet mellem Gud og menighed, det fuldkomne over for det ufuldkomne. For eksempel skriver Duncan Macmillan: “Hvis vores forståelse af kosmos og vores forestilling om individets overlevelse på den ene side af døden bliver absurd, så har vi - uanset det at kunsten og religionen så længe har haft den opgave at minde os om det, hvilket de også gør i deres samspil her - gennem den indsigt det privilegium, at vi forstår, at vi selv som dødelige har del i noget udødeligt, noget uendeligt større end det ligger til os at kunne forstå. Disse vinduer symboliserer den slutning og stræben. Vi kan ikke trænge igennem dem, og dog kan vi se lyset, der gennemstrømmer dem og det budskab, det fører med sig. Det er menneskets vilkår, der så smukt vises her”ª.
Bogen er en statelig dokumentation, en fin bog om kirke, kunst og tro, der fornemt markerer tilblivelsen af et hovedværk i moderne dansk kirkekunst og -arkitektur, en bygning, der fortjent er blevet besøgt af over 200.000 gæster igennem de seneste ti år.
Kommentarer