Anmeldelse
Lille idiot af Anette Broman Mølbæk
Gribende, socialrealistisk roman om den lille Betty, som lever i sin egen verden med ensomhed og skam. En lovende debut.
Betty er et angst og socialt hæmmet barn, som vokser op i en lettere dysfunktionel familie i Jylland. Hendes mor Bodil lider i perioder af depressioner, og hendes far Børge er en ukærlig, opfarende og til tider voldelig mand. Bettys storesøster Karina er alt det, som Betty ville ønske, at hun selv var – nemlig smuk, fornuftig og ikke bange. Bodil ville egentlig ikke have haft flere børn efter Karina og har tidligere fået en abort, men da Børge brændende ønsker sig en søn, gennemfører hun svangerskabet. Stor er skuffelsen, da det bliver en pige. Senere i ægteskabet kommer endnu en pige, lillesøster Cecilie, som bliver undfanget den nat, hvor forældrene forsones, efter at Bodil og børnene i en periode har været flyttet fra Børge.
Hele bogen fortælles i jeg-form af Betty med en vis kronologi, men også med mange spring og tilbageblik. Hun beskriver sig selv som et ensomt, angst og ulogisk tænkende barn. Et barn der ikke kan finde ud af at gå uden om en bunke sand på fortovet, som gemmer sig i haveskuret, hvis hun har tisset i bukserne i stedet for at gå i skole, og som er rædselsslagen for at holde sin far i hånden. Betty bliver ikke direkte mobbet, men hun har ikke mange venner, og det meste af tiden sidder hun alene på sit værelse. Betty er ikke nogen idiot eller på nogen måde udviklingshæmmet, hun er bare anderledes. Titlen ’Lille idiot’ hentyder til den svada, Karinas sender mod hende, da hun som femårig gør et mislykket forsøg på at løbe hjemmefra. ”Ja, hyl du bare, din lille idiot. Der er sgu da ingen, der går hjemmefra midt om dagen, din idiot”.
Som voksen flytter Betty til København, hvor hun har flere mislykkede og ulykkelige kærlighedsforhold. Betty har lige siden barndommen valgt at kaste sin kærlighed på de forkerte. Som barn forelsker hun sig i murmesterens søn, som er uopnåelig, i stedet for i en af de drenge, som er på hendes sociale niveau – eller under. Det reflekter hun en del over som voksen, ligesom hun reflekterer over den skam, hun følte over sin familie. ”Jeg skammede mig over at skamme mig over familien i det pisgule hus…På en dårlig dag kunne jeg endda skamme mig over skammen”. Mod slutningen af bogen er Betty dog på vej mod et nyt liv.
Bogen virker selvbiografisk og kan på nogle punkter minde om bøger som ’Svinestierne’ af Susanna Aloksi og ’Sommerbarn’ af Kirsten Myers, men historien bliver aldrig helt som stærk som hos dem. For selv om bogen fortæller en gribende historie om et forsømt barn, og mange kapitler holdt mig fanget, synes jeg alligevel, at bogen er svær at læse med sin åbne typografi og sine til tider meget lange sætninger. De mange spring i tid og sted og manglende forklaringer, gør det heller ikke nemmere. ’Lille idiot’ er dog en lovende debut, og det bliver det spændende at se, hvad Anette Broman Mølbæk kommer med næste gang.
Gribende, socialrealistisk roman om den lille Betty, som lever i sin egen verden med ensomhed og skam. En lovende debut.
Betty er et angst og socialt hæmmet barn, som vokser op i en lettere dysfunktionel familie i Jylland. Hendes mor Bodil lider i perioder af depressioner, og hendes far Børge er en ukærlig, opfarende og til tider voldelig mand. Bettys storesøster Karina er alt det, som Betty ville ønske, at hun selv var – nemlig smuk, fornuftig og ikke bange. Bodil ville egentlig ikke have haft flere børn efter Karina og har tidligere fået en abort, men da Børge brændende ønsker sig en søn, gennemfører hun svangerskabet. Stor er skuffelsen, da det bliver en pige. Senere i ægteskabet kommer endnu en pige, lillesøster Cecilie, som bliver undfanget den nat, hvor forældrene forsones, efter at Bodil og børnene i en periode har været flyttet fra Børge.
Hele bogen fortælles i jeg-form af Betty med en vis kronologi, men også med mange spring og tilbageblik. Hun beskriver sig selv som et ensomt, angst og ulogisk tænkende barn. Et barn der ikke kan finde ud af at gå uden om en bunke sand på fortovet, som gemmer sig i haveskuret, hvis hun har tisset i bukserne i stedet for at gå i skole, og som er rædselsslagen for at holde sin far i hånden. Betty bliver ikke direkte mobbet, men hun har ikke mange venner, og det meste af tiden sidder hun alene på sit værelse. Betty er ikke nogen idiot eller på nogen måde udviklingshæmmet, hun er bare anderledes. Titlen ’Lille idiot’ hentyder til den svada, Karinas sender mod hende, da hun som femårig gør et mislykket forsøg på at løbe hjemmefra. ”Ja, hyl du bare, din lille idiot. Der er sgu da ingen, der går hjemmefra midt om dagen, din idiot”.
Som voksen flytter Betty til København, hvor hun har flere mislykkede og ulykkelige kærlighedsforhold. Betty har lige siden barndommen valgt at kaste sin kærlighed på de forkerte. Som barn forelsker hun sig i murmesterens søn, som er uopnåelig, i stedet for i en af de drenge, som er på hendes sociale niveau – eller under. Det reflekter hun en del over som voksen, ligesom hun reflekterer over den skam, hun følte over sin familie. ”Jeg skammede mig over at skamme mig over familien i det pisgule hus…På en dårlig dag kunne jeg endda skamme mig over skammen”. Mod slutningen af bogen er Betty dog på vej mod et nyt liv.
Bogen virker selvbiografisk og kan på nogle punkter minde om bøger som ’Svinestierne’ af Susanna Aloksi og ’Sommerbarn’ af Kirsten Myers, men historien bliver aldrig helt som stærk som hos dem. For selv om bogen fortæller en gribende historie om et forsømt barn, og mange kapitler holdt mig fanget, synes jeg alligevel, at bogen er svær at læse med sin åbne typografi og sine til tider meget lange sætninger. De mange spring i tid og sted og manglende forklaringer, gør det heller ikke nemmere. ’Lille idiot’ er dog en lovende debut, og det bliver det spændende at se, hvad Anette Broman Mølbæk kommer med næste gang.
Kommentarer