Anmeldelse
Lidt hippie er man vel altid af Elisabeth Saugmann
Et stykke dansk musikhistorie og en fynsk fortælling om to musikalske mennesker, der både fandt hinanden og melodien. Mød Lasse & Mathilde og alle deres venner.
Nostalgi er sådan er forræderisk størrelse. Den ligger der og svinger mellem det rørstrømske og det koldt faktuelle og har tiden fuldstændig på sin side. Den ene dag er man syv år og sidder og lytter til en lp, der hedder ’Rødt og hvidt 2’, og hvor der er et billede af en, der hedder Mathilde uden på (det er hende, der synger på pladen, forstår man). Den næste dag er man 39 år og sidder og læser en bog, der hedder Lidt hippie er man vel altid, og hvor der er en masse små fotos uden på – og på nogle af dem optræder hende Mathilde fra før. Altså som i 32 år før. For lidt siden…
Her er det så, den der luskede nostalgi kommer valsende ind på scenen. Jeg havde virkelig glædet mig til at læse Elisabeth Saugmanns bog om vores alle sammens Lasse & Mathilde, men jeg havde ikke regnet med, at det skulle blive med en klump i halsen hele vejen. Men det blev det, og nu ved jeg ikke, om det er fordi, nostalgien fik tag i mig, eller om det er fordi, den samlede historie om Lasse & Mathilde (der jo slet, slet ikke er slut endnu) er bevægende læsning. Et bud kunne være 60 procent det første og 40 procent det sidste.
Hvor om alting er: Saugmann har i et levende og oprigtigt sprog leveret et stykke dansk musikhistorie – et stykke, der helt konkret tager sin begyndelse i 1975, hvor Lasse Helner satte musik til Tove Ditlevsens digtsamling Pigesind. Til at indsynge Ditlevsens tekster havde man brug for en ungpige-røst, og valget faldt derfor på den blot 19-årige Mathilde Bondo. Og selv om der stadig er et lille stykke vej, før begrebet Lasse & Mathilde er en realitet, er det altså her i 1975 - for øjnene af en spadseredragt-iklædt og storrygende Tove Ditlevsen - at Lasse og Mathilde ad tilfældets veje for første gang skal optræde sammen. Og som enhver ved: Det blev langt fra den sidste! (Det skal lige siges, at digter Ditlevsen var rørt til tårer over den musikalske fortolkning af Pigesind).
Historien om Lasse & Mathilde er også historien om Ryslinge Kro og Midtfyns Festivalen, om fynsk idyl og nabohjælp, om økonomiske problematikker og det svære skattesystem, om rigtigt meget alkohol og en privat og professionel pause – og om et par, der mod alle odds stadig er ved hinandens side. Det er ganske enkelt og samlet set en god historie, der både finder fæste i den fynske muld, men også involverer både Tom Waits og Bob Dylan.
”Du sku´ møder mine venner”, synger Lasse & Mathilde – og det er hermed gjort.
Et stykke dansk musikhistorie og en fynsk fortælling om to musikalske mennesker, der både fandt hinanden og melodien. Mød Lasse & Mathilde og alle deres venner.
Nostalgi er sådan er forræderisk størrelse. Den ligger der og svinger mellem det rørstrømske og det koldt faktuelle og har tiden fuldstændig på sin side. Den ene dag er man syv år og sidder og lytter til en lp, der hedder ’Rødt og hvidt 2’, og hvor der er et billede af en, der hedder Mathilde uden på (det er hende, der synger på pladen, forstår man). Den næste dag er man 39 år og sidder og læser en bog, der hedder Lidt hippie er man vel altid, og hvor der er en masse små fotos uden på – og på nogle af dem optræder hende Mathilde fra før. Altså som i 32 år før. For lidt siden…
Her er det så, den der luskede nostalgi kommer valsende ind på scenen. Jeg havde virkelig glædet mig til at læse Elisabeth Saugmanns bog om vores alle sammens Lasse & Mathilde, men jeg havde ikke regnet med, at det skulle blive med en klump i halsen hele vejen. Men det blev det, og nu ved jeg ikke, om det er fordi, nostalgien fik tag i mig, eller om det er fordi, den samlede historie om Lasse & Mathilde (der jo slet, slet ikke er slut endnu) er bevægende læsning. Et bud kunne være 60 procent det første og 40 procent det sidste.
Hvor om alting er: Saugmann har i et levende og oprigtigt sprog leveret et stykke dansk musikhistorie – et stykke, der helt konkret tager sin begyndelse i 1975, hvor Lasse Helner satte musik til Tove Ditlevsens digtsamling Pigesind. Til at indsynge Ditlevsens tekster havde man brug for en ungpige-røst, og valget faldt derfor på den blot 19-årige Mathilde Bondo. Og selv om der stadig er et lille stykke vej, før begrebet Lasse & Mathilde er en realitet, er det altså her i 1975 - for øjnene af en spadseredragt-iklædt og storrygende Tove Ditlevsen - at Lasse og Mathilde ad tilfældets veje for første gang skal optræde sammen. Og som enhver ved: Det blev langt fra den sidste! (Det skal lige siges, at digter Ditlevsen var rørt til tårer over den musikalske fortolkning af Pigesind).
Historien om Lasse & Mathilde er også historien om Ryslinge Kro og Midtfyns Festivalen, om fynsk idyl og nabohjælp, om økonomiske problematikker og det svære skattesystem, om rigtigt meget alkohol og en privat og professionel pause – og om et par, der mod alle odds stadig er ved hinandens side. Det er ganske enkelt og samlet set en god historie, der både finder fæste i den fynske muld, men også involverer både Tom Waits og Bob Dylan.
”Du sku´ møder mine venner”, synger Lasse & Mathilde – og det er hermed gjort.
Kommentarer