Langt fra Gud 2

Nikolaj Zeuthen fortsætter, hvor han slap, med en særegen og syrlig digtsamling, der både rummer narrative og lyriske kvaliteter.

Gud vil straffe Danmark

Således slås tonen hårdt an i Nikolaj Zeuthens 'Langt fra Gud 2', hvor Gud både optræder som et gabende fravær og et gøglerisk nærvær. Hele digtsamlingen handler om mennesker, der i flere afskygninger søger og famler efter noget absolut, efter en instans, der griber ind i eksistensens tomrum eller problemer udefra. Altså: Gud. Det foregår fortrinsvis i et nærmest hyperhverdagsligt virksomhedsunivers, hvor vi sprogligt sovser rundt helt nede på jorden med ord som ”frisbeegolf”, ”HR” og ”proteindrikken”, men hvor de optræder side om side med tankevækkende refleksioner a la denne:

Camilla har hørt Gud sige at Gud er en idé
plus en ting mere som hun har glemt
det er ikke noget hun har hørt som en stemme
og vokslys og mystik – det har konkret stået
i en bog som hun har beskæftiget sig med
på en seriøs og nøgtern måde

Ovenstående situationer er der mange af. Zeuthen fremmaner karakter på mærkværdige kontorer, midt i specialeskrivningen eller nede i supermarkedet, og via dette kommer der en novellistisk kvalitet midt i det lyriske. Gennemgående er det nemlig meget fortællende, af en digtsamling at være, men den umiddelbare mening destabiliseres alligevel hurtigt, lige når man tror, at man har regnet den ud. Det er på den pirrende, underholdende måde, sådan at det aldrig bliver kedelige stiløvelser. Tværtimod går det ofte rent ind, når den lakoniske humor rammer én i de talrige absurde replikker eller scener, og man mærker i tilgift til dette tydeligt tragikken og alvoren bag det afvæbnende sprog.

Det er det sure med det søde, for nogle gange bliver man også mæt af den litterære maskerade, der udspiller sig, men for det meste bliver man heldigvis revet med. Zeuthens skarpe blik for det aparte og absurde gør, at de navngivne personer (Eigil, Gitte Mansoni, Preben Mejlsted, Palle, Hanna, Samantha m.fl.) bliver mærkbare repræsentanter for noget, der altid har vakt litterær og filosofisk forundring: længslen efter Gud. Disse skæve eksistenser omringes af betydningsrige iscenesættelser, der nærmest vækker mindelser om kortprosamesteren Peter Seeberg i deres tørre gådefuldhed:

man kan gå hjem fra kontoret efter egen fri vilje
det skyldes at der ikke er nogen
signaler at rapportere
der kommer ikke noget på modtageren
og sådan har det været i flere uger

Zeuthens digtsamling er en fortsat sindrig og original undersøgelse af menneskers forhold til Gud, og det gøres sågar sådan, at vi alle sammen kan følge med i denne forunderlige famlen.