Langt fra Gud

Nikolaj Zeuthens digtsamling er fuld af humor, narrative svirp og lange, krusede tanketråde, men den mangler lyrisk bundtræk.

Ved første gennemlæsning af 'Langt fra Gud' blev især et spørgsmål ved med at rumstere: Hvad er egentlig forskellen mellem kortprosa og prosadigte? Nikolaj Zeuthens nyeste prosadigte er lige blevet det længere end dem i hans tidligere samlinger. I 'Langt fra Gud' er der desuden en fortløbende fortælling, som digtene snor sig på kryds og tværs af – eller som jo altså bliver skabt, fordi digtene snor sig på kryds og tværs af hinanden med karakterer og temaer, der dukker op fra det ene digt til det andet.

Det er en prosa med overskud, humor og grænseløst mod til at vende vrangen ud på sig selv. Den sprudler, og flere gange oplever man et narrativt svirp, et piskesmæld af en pointe, der vender digtet på hovedet og åbenbarer sammenhæng, situation og giver pludselig klarsyn. Det er ret fedt. Forundringen vil dog ikke rigtig slippe mig – det er jo helt bestemt digte. Sådan er de defineret på den grafisk lækre forside, og for at blive i det grafiske fremstår teksterne også sådan på samlingens sider. Skåret op i vers og med sparsomt brug af tegnsætning. Ikke en sjæl vil dog kunne adskille det fra kortprosa i tilfælde af højtlæsning.

Det giver mig en fornemmelse af brudt forventning – der er ikke en Høecks revolution mod grammatik og konvention, ingen Halfdanske rim og rytmer eller en Knud Sørensensk bemærkning af poesien, som den ligger drysset ud omkring os, derude i verden. Egentlig får jeg mere en fornemmelse af et humørfyldt grotesk fællesskab med Jens Blendstrup. Mangler jeg noget lyrisk? Og hvad fanden har det med noget at gøre? Findes genrerne egentlig, eller er de -som Zeuthens narrativ- netop kun i kraft af tanker som mine, der snor sig på kryds og tværs?

Uanset har Nikkolaj Zeuthen skrevet en samling kortere tekster med et overskud af vid og humor, der strækker sig fra tåkrummende over det ironisk-sarkastiske til noget herligt grotesk. Det er ret skønt og undervejs udfordres vores forhold til arbejde og chefer. Vi kommer med til skolefest, mislykket undervisning og foredrag – og ikke mindst twister Zeuthen med et lumsk smil vores opfattelse af troens vigtighed.

Der er rigtig mange tanketråde at forfølge, og dog mangler jeg måske et lyrisk bundtræk, før 'Langt fra Gud' endegyldigt melder sig som kandidat til en plads på hylden med absolutte litterære uforglemmeligheder.