Anmeldelse
Land af sne og aske
Finske Rautiainen debuterer med en barsk roman om livet i fangelejrene i Lapland og fører læserne ind i en brutal virkelighed, der står i skarp kontrast til den arktiske skønhed.
Romanen fortæller om Lapland under og efter Anden Verdenskrig og alle de uhyrlige ting, der fandt sted. Den handler i høj grad også om, hvordan mennesker er i stand til at lukke øjnene for grusomheder. Historien fortælles gennem to hovedpersoner.
Den ene historie foregår i 1944 i det nordøstlige Lapland, hvor den yngre finske mand Väinö Remes arbejder som tolk og fangevogter i den hemmelige lejr Inari, der er styret af tyskerne. Hver dag oplever han, hvordan fangerne er udsat for både tortur og ydmygelser, og alle betragtes som tilhørende "lavere racer". Alle fangerne bliver undersøgt og målt i alle ender og kanter. Nogle henrettes med det samme, andre først senere. Väinö ser at fangen Kalle, modsat de andre, aldrig bliver straffet og tilmed får en ekstra kartoffel i sin madration.
Den anden historie opleves gennem Inkeri Lindquist i 1947. Hun er fotograf og journalist, og er flyttet til Lapland for at dokumentere genopbygningen af landet, mens hun er på jagt efter sin mand Kalle, der er forsvundet. Hendes spor slutter umiddelbart ved politimanden Koskela, der har spillet en eller anden rolle i Kalles liv. Inkeri får desuden en lejer, og deres historier flettes sammen, mens forskellige menneskers hemmeligheder optrevles.
Den arktiske skønhed står i kontrast til de brutale aktioner, som det oprindelige samiske folk blev udsat for i fangelejrene. Ydermere viser romanen, hvorledes naturen lever og forandrer sig med menneskets handlinger. Forfatteren er virkelig dygtig til at beskrive de menneskelige skæbner og naturen. Den ligefremhed, Rautiainen skriver med, skærper fornemmelsen af autenticitet, når hun beskriver miljøets hårdhed og naturens ubarmhjertighed.
Undertrykkelsen og forfølgelsen af mindretallet sluttede desværre ikke med krigen. Derfor er romanen både aktuel og vigtig, men man skal nok kunne kaste et særligt panser over sine følelser, når man læser den, for den gør virkelig ondt.
Finske Rautiainen debuterer med en barsk roman om livet i fangelejrene i Lapland og fører læserne ind i en brutal virkelighed, der står i skarp kontrast til den arktiske skønhed.
Romanen fortæller om Lapland under og efter Anden Verdenskrig og alle de uhyrlige ting, der fandt sted. Den handler i høj grad også om, hvordan mennesker er i stand til at lukke øjnene for grusomheder. Historien fortælles gennem to hovedpersoner.
Den ene historie foregår i 1944 i det nordøstlige Lapland, hvor den yngre finske mand Väinö Remes arbejder som tolk og fangevogter i den hemmelige lejr Inari, der er styret af tyskerne. Hver dag oplever han, hvordan fangerne er udsat for både tortur og ydmygelser, og alle betragtes som tilhørende "lavere racer". Alle fangerne bliver undersøgt og målt i alle ender og kanter. Nogle henrettes med det samme, andre først senere. Väinö ser at fangen Kalle, modsat de andre, aldrig bliver straffet og tilmed får en ekstra kartoffel i sin madration.
Den anden historie opleves gennem Inkeri Lindquist i 1947. Hun er fotograf og journalist, og er flyttet til Lapland for at dokumentere genopbygningen af landet, mens hun er på jagt efter sin mand Kalle, der er forsvundet. Hendes spor slutter umiddelbart ved politimanden Koskela, der har spillet en eller anden rolle i Kalles liv. Inkeri får desuden en lejer, og deres historier flettes sammen, mens forskellige menneskers hemmeligheder optrevles.
Den arktiske skønhed står i kontrast til de brutale aktioner, som det oprindelige samiske folk blev udsat for i fangelejrene. Ydermere viser romanen, hvorledes naturen lever og forandrer sig med menneskets handlinger. Forfatteren er virkelig dygtig til at beskrive de menneskelige skæbner og naturen. Den ligefremhed, Rautiainen skriver med, skærper fornemmelsen af autenticitet, når hun beskriver miljøets hårdhed og naturens ubarmhjertighed.
Undertrykkelsen og forfølgelsen af mindretallet sluttede desværre ikke med krigen. Derfor er romanen både aktuel og vigtig, men man skal nok kunne kaste et særligt panser over sine følelser, når man læser den, for den gør virkelig ondt.
Kommentarer