Interessant og læsevenlig antologi til undervisere, studerende eller andre, der ønsker at få spændende vinkler på litteraturhistorien.
I bogens indledningen påpeges det, hvorledes vi flaskes op med at skulle være passionerede omkring vores arbejde, men paradoksalt nok også med at skulle være kritiske, særligt overfor salg af passion. Herefter følger en "Introduktion til litteraturhistorisk teori og metode", hvor Simona Zetterberg-Nielsen og Lars Handesten redegør for brugen af litteraturhistorie og værdien af samme samt forklarer begrebet på baggrund af forskellige funktioner, hvor litteraturhistorie kan skabe identitet gennem etablering af en fælles kulturel baggrund. Der eksisterer et dilemma i ordet, da "historie" peger på tid, hvor "litteratur" har fokus på teksten.
Bogen indeholder også et interessant kapitel om, hvad man kan bruge periodebegreberne til. Sat i en både konkret og underholdende kontekst forklarer Torben Jelsbak i sin artikel om tidsmigraton, hvorledes HBO-serien ’Beforeigners’ tegner et retvisende billede på, hvad det vil sige at arbejde litteraturhistorisk. Lars Handesten skriver om receptionshistorier, der beskæftiger sig med, hvorfor der indimellem kan opstå stort fokus på ældre værker. Malene Breuning diskuterer modernitetsbegrebet som roden til "forfaldskulturen" og om, hvorvidt vores syn på naturen afhænger af, om vi er "kulturoptimistiske" eller "kulturpessimistiske".
Jeg kunne trække endnu flere virkeligt interessante tekster fra bogen frem. Fælles for bidragene er, at de betragter litteraturhistorien ud fra forskellige tekster, der betragtes gennem både samtid og nutid, og som samlet giver spændende vinkler på alt fra 'Vølvens spådom’ til Theis Ørntofts digte.
Bogens præsenterer et billede af hvordan måden, man møder en tekst på, afhænger af ens indre landkort og placering i verden. Derfor vil ældre tekster også kunne tale til os, i samme grad som nyere tekster gør. Fordi man finder genkendelse, og fordi fornemmelsen af et andet menneske, der rækker ud og når dig efter mange år, indgyder en form for cirkulær sikkerhed for, at du ikke er alene.
Den amerikanske litteraturforsker Rita Felski stiller spørgsmål ved, hvorfor mennesker, der elsker litteratur, ikke taler mere om den kærlighed og deres læseglæde? Hun undrer sig over, hvorfor mennesker er så hyper-velformulerede om deres modstandere, men mundlamme overfor dem, de elsker? Kort sagt mener hun, at vi skal huske på, at når vi nu elsker at læse, behøver vi ikke altid at forholde os så kritisk. Vi skal huske fortsat at nyde.
Hvis man elsker litteratur, bør man ikke snyde sig selv for ’Læsninger på tværs’.
Kommentarer