Mesterlig roman om kvindefrigørelse og -seksualitet i det moderne Iran. Fortællingen om fem kvinders frigørelse er vild, stærk og magisk.
Kort efter udgivelsen af ’Kvinder uden mænd’ blev Shahrnush Parsipur fængslet for sin fremstilling af islamiske kvinder og deres seksualitet. Romanen blev senere forbudt i Iran, men har nu endelig opnået den kultstatus, den fortjener, som et moderne litterært mesterværk.
’Kvinder uden mænd’ er aldeles barsk og øjenåbnende læsning om undertrykte kvinders position og mangel på rettigheder selv i moderne tid. Romanen finder sted omkring 1953 midt i det iranske statskup. For de fem kvinder er det perifer begivenhed i Teherans gader, men oprøret er med til at sætte kvindernes egen og noget nær umulige seksuelle frigørelse i perspektiv. Under kvindernes chador og deres passive ydre skjuler sig en strøm af feminisme og indre kamp mod undertrykkelsen, der snart udvikler sig til en synlig protest.
Parsipurs skrivestil er både fabulerende og faktuel, og hun bruger magisk realisme som greb til at fortælle det, som synes umuligt at forstå. De fem kvinder i fortællingen kommer fra vidt forskellige miljøer og temaer om død og genopstandelse i paradisets have er stærke metaforer hele vejen gennem romanen.
Filmatiseringen fra 2009 er en fantastisk visuel oplevelse, og selv om den ikke følger bogens handling slavisk, er den tro mod Parsipurs budskab. Akkurat som det trykte forlæg er det en sanselig, speciel og uforglemmelig rejse, der efterlader et varigt aftryk hos tilskueren.
Kommentarer