Anmeldelse
Kvinder af Marilyn French
70’erne var et kvindetiår – ingen tvivl om det! Og Marilyn French var én af heltinderne, og hendes ’Kvinder’ næsten en bibel og et kampskrift for os, der var unge dengang.
Marilyn French fortæller historien om Mira, som i 50’ernes USA havner i et forudsigeligt teenageliv og et forstadsægteskab med lægen Norm; hun opgiver sit universitetsstudium, bliver rigtig amerikansk hjemmegående 60’er husmor og oplever et fællesskab med de øvrige husmødre. Det savner hun, da hun med manden flytter til et stort, dyrt hus, og da Norm så vil skilles og have en yngre kone, vendes hendes tilværelse fuldstændig på hovedet.
Hun overlader sønnerne til Norm, starter igen på universitetet og bliver medlem af en feministisk kvindegruppe. Hun udvikler sig fagligt og personligt til en stærk kvinde.
Vi elskede Marilyn French, fordi hun tog os kvinder og vores trivielle hverdagsliv alvorligt, og tidspunktet var perfekt til at stopfodre os med realistiske historier om mødre, der blev udnyttet, om børn, der ikke trivedes og om dominerende mænd, der var skyld i alle ulykkerne. Vi havde brug for den kamp; vi ville for alt i verden ikke ende som vores mødre!
Men - jeg måtte godt nok synke et par gange, da jeg genlæste – var det virkelig sådan, som jeg husker det, at vi elskede Marilyn Frenchs så uforsonlige tone, den unuancerede beskrivelse af egoistiske, besiddende, kolde og primitive mænd, der løb med succesen og karrieren, mens (den begavede) kvinde forvandledes til allestedsnærværende mor og fuldendt opvartende kone, og så - efter alt det - ofte blev vraget for en yngre kvinde?
Hun går endda så vidt, Marilyn French, at hun i ’Kvinder’ udnævner alle mænd til voldtægtsmænd og kalder alle kvinder pragtfulde: ”Det var mænd mod kvinder, og det var krig til døden.” Hun har også jøder og nazister på banen, når hun skal ha’ luft for sit had til mandens herskerrolle – det er næsten for stærkt ind imellem og vanvittig unuanceret.
Jeg vil i dag sige, at bogen ikke er særlig velskrevet, den vrimler med personer og springer – forvirrende – i tid, og så er den meget, meget lang.
Men den er også et begavet og meget tidstypisk debatindlæg, der vækker mange, gode minder hos mig og ligesindede – og et fængslende tids- og generationsbillede af et USA, der til forveksling ligner Europa i 50’erne og 60’erne.
Anbefales til nyfeminister og til de blomsterbørns børn, som har interesse for historien og hvad deres forældre – læs mødre – troede på.
70’erne var et kvindetiår – ingen tvivl om det! Og Marilyn French var én af heltinderne, og hendes ’Kvinder’ næsten en bibel og et kampskrift for os, der var unge dengang.
Marilyn French fortæller historien om Mira, som i 50’ernes USA havner i et forudsigeligt teenageliv og et forstadsægteskab med lægen Norm; hun opgiver sit universitetsstudium, bliver rigtig amerikansk hjemmegående 60’er husmor og oplever et fællesskab med de øvrige husmødre. Det savner hun, da hun med manden flytter til et stort, dyrt hus, og da Norm så vil skilles og have en yngre kone, vendes hendes tilværelse fuldstændig på hovedet.
Hun overlader sønnerne til Norm, starter igen på universitetet og bliver medlem af en feministisk kvindegruppe. Hun udvikler sig fagligt og personligt til en stærk kvinde.
Vi elskede Marilyn French, fordi hun tog os kvinder og vores trivielle hverdagsliv alvorligt, og tidspunktet var perfekt til at stopfodre os med realistiske historier om mødre, der blev udnyttet, om børn, der ikke trivedes og om dominerende mænd, der var skyld i alle ulykkerne. Vi havde brug for den kamp; vi ville for alt i verden ikke ende som vores mødre!
Men - jeg måtte godt nok synke et par gange, da jeg genlæste – var det virkelig sådan, som jeg husker det, at vi elskede Marilyn Frenchs så uforsonlige tone, den unuancerede beskrivelse af egoistiske, besiddende, kolde og primitive mænd, der løb med succesen og karrieren, mens (den begavede) kvinde forvandledes til allestedsnærværende mor og fuldendt opvartende kone, og så - efter alt det - ofte blev vraget for en yngre kvinde?
Hun går endda så vidt, Marilyn French, at hun i ’Kvinder’ udnævner alle mænd til voldtægtsmænd og kalder alle kvinder pragtfulde: ”Det var mænd mod kvinder, og det var krig til døden.” Hun har også jøder og nazister på banen, når hun skal ha’ luft for sit had til mandens herskerrolle – det er næsten for stærkt ind imellem og vanvittig unuanceret.
Jeg vil i dag sige, at bogen ikke er særlig velskrevet, den vrimler med personer og springer – forvirrende – i tid, og så er den meget, meget lang.
Men den er også et begavet og meget tidstypisk debatindlæg, der vækker mange, gode minder hos mig og ligesindede – og et fængslende tids- og generationsbillede af et USA, der til forveksling ligner Europa i 50’erne og 60’erne.
Anbefales til nyfeminister og til de blomsterbørns børn, som har interesse for historien og hvad deres forældre – læs mødre – troede på.
Kommentarer