Gribende beretning om en algiersk familie, der emigrerer til Frankrig, er en historie om kulturkløfter og om bindinger, der er ubeskriveligt svære at slippe.
Romanen ’Kunsten at miste’ er en beskrivelse af, hvordan den unge pige Naïma undersøger sin familiebaggrund. Hun rejser tilbage til Algier, hvorfra hendes far, Hamid, kom til Frankrig som barn.
Vi følger først Ali, Hamids far, og hans liv som familieoverhoved og velhavende olivenbonde. Da oprørsbevægelsen mod de franske koloniherrer får kraft i starten af 60'erne, er Ali ægtemand med ung kone og en flok børn. Nu beretter Naïma om konflikten i landet, om hvordan de indbyggere, der samarbejdede med franskmændene, blev enten dræbt eller så mistænkeliggjort, at de måtte flygte til Frankrig.
Herefter starter en historie, der handler om immigrantens liv, om en familie, der har mistet alt, deres ejendele først og fremmest, men også deres tilhørsforhold, deres historie og værdien af de regler, de var opdraget til at leve efter. Det er en fortælling, der er god at blive klogere af.
Ali, der ikke taler med sine børn, tænker på, om han har svigtet sit land ved at føje de franske herrer. Han føler sig værdiløs som immigrant. Læseren kender problemstillingerne om indvandring og integration, men Zeniter formår at skabe så præcise og skarpe billeder, så man tænker, det var SÅDAN, det var.
Da Hamid bliver voksen og får en fransk kæreste, får vi nogle skitser fra deres tilværelse, der giver liv og farver og fortæller os om, hvordan der bør være plads til andre kulturer i vores vestlige samfund. Og om hvor vigtigt det er at møde dem, så racismen ikke får gode kår.
Kommentarer