Anmeldelse
Krokodillens vendekreds
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Velkommen til absurd realisme komplet med en potent komisk tone og en svirpende samfunds- og kønskritik. Velkommen til krokodiller i badekarret og naboer fra helvede!
Vi lægger ud i den blødende hovedbund på bogens ene hovedperson: Jonova Sjatalova, og i trusserne på den anden: Malin Carlsson. For ser du, i Moskva i 1974 sidder Jonovas hår fast i håndvaskens afløb, fordi badekarret okkuperes af to cubanske krokodiller. Snart melder den ene krokodille sig på banen … Den ankel er da ikke til at stå for!
I nutidens Stockholm sidder Malin på toilettet og ser ned på sine trusser. Skal hun lave noget i dag? Malin er sygemeldt fra sit caféjob efter en abort, som hun selv har taget beslutningen om og nu selv gennemlever sorgen over. Malins mand Peter er slet ikke så påvirket.
Bogen igennem krydsklippes der mellem disse to kvinders liv, og hvor ville jeg ønske, at den kunne fortsætte så godt, som den stævner ud.
Når bogen er bedst, er absurditeten på sit højeste. Svagest er den, når forudsigelighed og hyper-understregende detaljer snubler over hinanden, som da Malin i en butik med spædbørnsudstyr bliver spurgt ”hvornår skal det være?”, eller da hun træder forkert i en vandpyt, så vandet siver ind i skoene.
Men måske kan noget løfte Malin ud af sorgen. Hun skriver nemlig på et manuskript om selveste Jonova Sjatalovas liv. Skriveriet bliver Malins ”hjem”, nu hvor virkeligheden ikke fungerer. Og her bliver det interessant, for hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Har meta-Malin sat sine spor i beskrivelserne af Jonovas liv her i bogen?
Tilbage til Moskva, hvor Jonova bor i en lejlighed sammen med børnene, imens husbond Vladimir – rektor for et kosmonautakademi – residerer i Stjernernes by, hvor alle andre kosmonauthustruer bor sammen med deres berømte mænd. Men jordbrugsingeniøren Jonova ”(…) havde vigtigere opgaver end at være hustru”. Fravalget af Stjernernes by gør tilværelsen svær. Der bliver set skævt til Jonova, og for Vladimir er stjerner og galakser blevet langt vigtigere, end hun er.
Men hvor passer krokodillerne lige ind henne? De er én af Vladimirs mange hædersgaver, dog er Jonova ikke fan og arbejder på de grønne væsners endeligt. Desværre for læseoplevelsen bliver de talrige aflivningsforsøg ensformige.
Smag på titlen 'Krokodillens vendekreds'. Den smager godt, ikke? Måske står rumrejsende Vladimir i zenit over Jonovas placering på jorden. Måske er ”vendekredsen” en konkret reference til de to krokodillers cirkulære bevægelsesmuligheder i karret. Bogen igennem er der nik til Fjodor Dostojevskijs bizarre, samfundskritiske novelle 'Krokodillen' (1865), og Knutsson viderefører både det bizarre og samfundskritiske.
I 70’ernes Moskva og i nutidens Stockholm er der en grim mislyd forbundet med at ville ”noget unormalt”, og de kvindelige hovedpersoner giver sig selv lige så meget plads til at leve, som krokodillerne i dét badekar! Tvivlen og ønsket om at gøre noget er ved at æde dem op i, hvad der lader til at være en ”æd eller bliv ædt”-virkelighed.
’Krokodillens vendekreds’ er en kvalitetssvingende, badutspringende roman om svigt, om ”hjem”, om kommunikation, kommunisme og samfundsnormer. Den ”lille historie” om to kvinders liv, der væver sig ind i hinanden og bliver til en prik i den store historie.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Velkommen til absurd realisme komplet med en potent komisk tone og en svirpende samfunds- og kønskritik. Velkommen til krokodiller i badekarret og naboer fra helvede!
Vi lægger ud i den blødende hovedbund på bogens ene hovedperson: Jonova Sjatalova, og i trusserne på den anden: Malin Carlsson. For ser du, i Moskva i 1974 sidder Jonovas hår fast i håndvaskens afløb, fordi badekarret okkuperes af to cubanske krokodiller. Snart melder den ene krokodille sig på banen … Den ankel er da ikke til at stå for!
I nutidens Stockholm sidder Malin på toilettet og ser ned på sine trusser. Skal hun lave noget i dag? Malin er sygemeldt fra sit caféjob efter en abort, som hun selv har taget beslutningen om og nu selv gennemlever sorgen over. Malins mand Peter er slet ikke så påvirket.
Bogen igennem krydsklippes der mellem disse to kvinders liv, og hvor ville jeg ønske, at den kunne fortsætte så godt, som den stævner ud.
Når bogen er bedst, er absurditeten på sit højeste. Svagest er den, når forudsigelighed og hyper-understregende detaljer snubler over hinanden, som da Malin i en butik med spædbørnsudstyr bliver spurgt ”hvornår skal det være?”, eller da hun træder forkert i en vandpyt, så vandet siver ind i skoene.
Men måske kan noget løfte Malin ud af sorgen. Hun skriver nemlig på et manuskript om selveste Jonova Sjatalovas liv. Skriveriet bliver Malins ”hjem”, nu hvor virkeligheden ikke fungerer. Og her bliver det interessant, for hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Har meta-Malin sat sine spor i beskrivelserne af Jonovas liv her i bogen?
Tilbage til Moskva, hvor Jonova bor i en lejlighed sammen med børnene, imens husbond Vladimir – rektor for et kosmonautakademi – residerer i Stjernernes by, hvor alle andre kosmonauthustruer bor sammen med deres berømte mænd. Men jordbrugsingeniøren Jonova ”(…) havde vigtigere opgaver end at være hustru”. Fravalget af Stjernernes by gør tilværelsen svær. Der bliver set skævt til Jonova, og for Vladimir er stjerner og galakser blevet langt vigtigere, end hun er.
Men hvor passer krokodillerne lige ind henne? De er én af Vladimirs mange hædersgaver, dog er Jonova ikke fan og arbejder på de grønne væsners endeligt. Desværre for læseoplevelsen bliver de talrige aflivningsforsøg ensformige.
Smag på titlen 'Krokodillens vendekreds'. Den smager godt, ikke? Måske står rumrejsende Vladimir i zenit over Jonovas placering på jorden. Måske er ”vendekredsen” en konkret reference til de to krokodillers cirkulære bevægelsesmuligheder i karret. Bogen igennem er der nik til Fjodor Dostojevskijs bizarre, samfundskritiske novelle 'Krokodillen' (1865), og Knutsson viderefører både det bizarre og samfundskritiske.
I 70’ernes Moskva og i nutidens Stockholm er der en grim mislyd forbundet med at ville ”noget unormalt”, og de kvindelige hovedpersoner giver sig selv lige så meget plads til at leve, som krokodillerne i dét badekar! Tvivlen og ønsket om at gøre noget er ved at æde dem op i, hvad der lader til at være en ”æd eller bliv ædt”-virkelighed.
’Krokodillens vendekreds’ er en kvalitetssvingende, badutspringende roman om svigt, om ”hjem”, om kommunikation, kommunisme og samfundsnormer. Den ”lille historie” om to kvinders liv, der væver sig ind i hinanden og bliver til en prik i den store historie.
Kommentarer