Anmeldelse
Kristin Lavransdatter af Sigrid Undset
- Log ind for at skrive kommentarer
Her er stor og vedvarende kærlighed – mellem kvinde og mand, mellem forældre og børn, mellem venner; her er sorg, lidelse og død; her er svigt og sammenhold.
Da jeg skulle vælge min yndlingsbog til Litteratursiden.dk, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være Kristin Lavransdatter. Det er mange år siden, jeg med stor begejstring læste den første gang. Jeg blev ikke skuffet ved genlæsningen. Kristen Lavransdatter omfatter 3 bind: Kransen, Husfrue og Korset.
Romanen foregår i Norge omkring år 1300. Hovedpersonen er den smukke, stærke, stolte – og stædige Kristin Lavransdatter. Hun er datter af Lavrans Bjørgulfsøn og hans hustru Ragnfrid på Jørundgård. Faderen er en dygtig og højt respekteret bonde – moderen er en from og alvorlig kvinde – præget af tabet af tre sønner, der døde som spæde. Kristin er tæt knyttet til sin elskede far, mens forholdet til moderen er lidt fjernene.
Som skikken var på den tid, vælger faderen, da Kristin når den rette alder, en fæstemand til hende. Det er Simon Andressøn. Han er søn af en ridder – et godt parti. Kristins forældre og søstre holder meget af Simon, og Kristin selv er da også tilfreds, dog ikke ovenud begejstret.
Inden giftermålet skal Kristin p.g.a. sin unge alder tilbringe et år i et kloster i Oslo. Under dette ophold møder hun en dag om end ikke prinsen på den hvide hest – så i hvert fald en ridder til hest. Ridderen er Erlend Nikulaussøn. En smuk mand af ædel byrd. Kristin og Erlend bliver stormende forelskede i hinanden.
Erlend er noget ældre end Kristin. Han har i en del år levet sammen med en gift kvinde, med hvem han har fået to børn. Det ses der ikke på med milde øjne af det omgivende samfund.
Kristins passion for Erlend er så stor, at hun VIL have ham, selvom hun med sorg i hjertet må gøre sine forældre meget ondt ved at bryde sig løfte til Simon Andressøn og insistere på at få den mand, hun elsker – men som forældrene ikke vurderer som en passende ægtemand for hende.
Hun får ham – og hvis det var et eventyr, ville fortællingen slutte her, og de ville leve lykkeligt til deres dages ende.
Men vi er kun ved slutningen af første bind. I de to efterfølgende bind følger vi Kristins og Erlends samliv på godt og ondt. Kristin fik den mand, hun ville have – og sammen få de otte sønner. Men hun lever med en konstant skyldfølelse over for sine forældre. Religionen spillede en stor rolle i middelalderen. Kristin føler, at hun har syndet mod sine gode og kærlige forældre – og mod Gud. Erlend er en anden type mand end hendes far. Han er som nævnt smuk, men han er også letsindig. Han er ikke en arbejdsom bonde som Lavrans – Erlend vil hellere sejle og gå på jagt. Kristin må slide hårdt på deres gård Husaby.
Kristins tidligere fæstemand Simon Andressøn bliver gift med Kristins lillesøster Ramborg. Men Simons kærlighed til Kristin dør aldrig. Simon er en stor støtte for Kristin – han redder en del kastanjer ud af ilden for Erlend. Den største hjælp yder Simon, da det bliver afsløret, at Erlend, sammen med nogle andre mænd, er i færd med at begå forræderi mod kongen – Erlend kommer selv til at røbe det over for en kvinde. Det er ved at koste Erlend livet – men svogeren Simon går i forbøn for ham. Erlend undgår en dødsdom – men mister al jord og ejendom. Kristin og han må nu flytte til Jørundgård med deres sønner – gården har Kristin arvet efter sine afdøde forældre. Erlend flytter senere fra gården, da Kristin siger til ham, at han ikke er værdig til at være husbond der efter hendes far. Men de bliver ved med at elske hinanden.
Kristin elsker Erlend med stor lidenskab – men hun respekterer ham ikke, som hun respekterer sin far og sin svoger Simon. Hun støtter sig meget til sin svoger – og han yder hende og Erlend stor hjælp – men han lider ved at være så tæt på den kvinde, der forsmåede ham. Ligesom Kristins søster lider, fordi hun godt ved, at hendes mand elsker hendes søster.
Da Erlends og Kristins søn Gaute gifter sig, overtager han Jørundgård – nu er Kristin blevet overflødig på gården, og hun tilbringer sine sidste år i kloster. Da den sorte pest hærger, plejer Kristin pestsyge i klosteret.
De tre bind er på tilsammen næsten 1000 sider – men romanen taber ikke på noget tidspunkt højde. Handlingen er medrivende og dramatisk. Her er stor og vedvarende kærlighed – mellem kvinde og mand, mellem forældre og børn, mellem venner. Her er sorg, lidelse og død. Her er svigt og sammenhold. Personerne er sammensatte – de er overbevisende beskrevet som mennesker på godt og ondt.
Kristin Lavransdatter er på én gang en historisk roman, en slægstroman, en roman om en stærk kvindeskikkelse mellem to mænd og en realistisk ægteskabsroman.
- Log ind for at skrive kommentarer
Her er stor og vedvarende kærlighed – mellem kvinde og mand, mellem forældre og børn, mellem venner; her er sorg, lidelse og død; her er svigt og sammenhold.
Da jeg skulle vælge min yndlingsbog til Litteratursiden.dk, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være Kristin Lavransdatter. Det er mange år siden, jeg med stor begejstring læste den første gang. Jeg blev ikke skuffet ved genlæsningen. Kristen Lavransdatter omfatter 3 bind: Kransen, Husfrue og Korset.
Romanen foregår i Norge omkring år 1300. Hovedpersonen er den smukke, stærke, stolte – og stædige Kristin Lavransdatter. Hun er datter af Lavrans Bjørgulfsøn og hans hustru Ragnfrid på Jørundgård. Faderen er en dygtig og højt respekteret bonde – moderen er en from og alvorlig kvinde – præget af tabet af tre sønner, der døde som spæde. Kristin er tæt knyttet til sin elskede far, mens forholdet til moderen er lidt fjernene.
Som skikken var på den tid, vælger faderen, da Kristin når den rette alder, en fæstemand til hende. Det er Simon Andressøn. Han er søn af en ridder – et godt parti. Kristins forældre og søstre holder meget af Simon, og Kristin selv er da også tilfreds, dog ikke ovenud begejstret.
Inden giftermålet skal Kristin p.g.a. sin unge alder tilbringe et år i et kloster i Oslo. Under dette ophold møder hun en dag om end ikke prinsen på den hvide hest – så i hvert fald en ridder til hest. Ridderen er Erlend Nikulaussøn. En smuk mand af ædel byrd. Kristin og Erlend bliver stormende forelskede i hinanden.
Erlend er noget ældre end Kristin. Han har i en del år levet sammen med en gift kvinde, med hvem han har fået to børn. Det ses der ikke på med milde øjne af det omgivende samfund.
Kristins passion for Erlend er så stor, at hun VIL have ham, selvom hun med sorg i hjertet må gøre sine forældre meget ondt ved at bryde sig løfte til Simon Andressøn og insistere på at få den mand, hun elsker – men som forældrene ikke vurderer som en passende ægtemand for hende.
Hun får ham – og hvis det var et eventyr, ville fortællingen slutte her, og de ville leve lykkeligt til deres dages ende.
Men vi er kun ved slutningen af første bind. I de to efterfølgende bind følger vi Kristins og Erlends samliv på godt og ondt. Kristin fik den mand, hun ville have – og sammen få de otte sønner. Men hun lever med en konstant skyldfølelse over for sine forældre. Religionen spillede en stor rolle i middelalderen. Kristin føler, at hun har syndet mod sine gode og kærlige forældre – og mod Gud. Erlend er en anden type mand end hendes far. Han er som nævnt smuk, men han er også letsindig. Han er ikke en arbejdsom bonde som Lavrans – Erlend vil hellere sejle og gå på jagt. Kristin må slide hårdt på deres gård Husaby.
Kristins tidligere fæstemand Simon Andressøn bliver gift med Kristins lillesøster Ramborg. Men Simons kærlighed til Kristin dør aldrig. Simon er en stor støtte for Kristin – han redder en del kastanjer ud af ilden for Erlend. Den største hjælp yder Simon, da det bliver afsløret, at Erlend, sammen med nogle andre mænd, er i færd med at begå forræderi mod kongen – Erlend kommer selv til at røbe det over for en kvinde. Det er ved at koste Erlend livet – men svogeren Simon går i forbøn for ham. Erlend undgår en dødsdom – men mister al jord og ejendom. Kristin og han må nu flytte til Jørundgård med deres sønner – gården har Kristin arvet efter sine afdøde forældre. Erlend flytter senere fra gården, da Kristin siger til ham, at han ikke er værdig til at være husbond der efter hendes far. Men de bliver ved med at elske hinanden.
Kristin elsker Erlend med stor lidenskab – men hun respekterer ham ikke, som hun respekterer sin far og sin svoger Simon. Hun støtter sig meget til sin svoger – og han yder hende og Erlend stor hjælp – men han lider ved at være så tæt på den kvinde, der forsmåede ham. Ligesom Kristins søster lider, fordi hun godt ved, at hendes mand elsker hendes søster.
Da Erlends og Kristins søn Gaute gifter sig, overtager han Jørundgård – nu er Kristin blevet overflødig på gården, og hun tilbringer sine sidste år i kloster. Da den sorte pest hærger, plejer Kristin pestsyge i klosteret.
De tre bind er på tilsammen næsten 1000 sider – men romanen taber ikke på noget tidspunkt højde. Handlingen er medrivende og dramatisk. Her er stor og vedvarende kærlighed – mellem kvinde og mand, mellem forældre og børn, mellem venner. Her er sorg, lidelse og død. Her er svigt og sammenhold. Personerne er sammensatte – de er overbevisende beskrevet som mennesker på godt og ondt.
Kristin Lavransdatter er på én gang en historisk roman, en slægstroman, en roman om en stærk kvindeskikkelse mellem to mænd og en realistisk ægteskabsroman.
Kommentarer