Anmeldelse
Krigens sorg af Bao Ninh
Sorgen har mange ansigter – der er slagmarkens sorg, sorgen over brutaliteten, sorgen over, at førkrigslykken ikke er mere, og så er der skammen over at være blandt de få, der overlevede.
Sorgen er Kiens, krigsveteran og ham, der fortæller om den Vietnamkrig, der var en lang, meningsløs, voldelig krig med mange, mange døde og som ikke førte andet end fatalisme og ligegyldighed med sig.
Bogen starter i 1976 med blod, døde, sult, smerte, forestillinger om spøgelser og djævle! Kien er efter krigens afslutning i færd med at lede efter savnede, grave lig op med henblik på identifikation – men de ensomme døde sjæle vandrer stadig rundt, sukkende og jamrende; de nægter at ta’ af sted til Den anden Verden, og junglen, hvor nedslagtningen har fundet sted, vil i lange tider beholde navnet De Skrigende Sjæles Skov.
Og så får vi i tilbageblik Kiens historie: kun 17 år gammel forlader Kien sin barndomskæreste Phuong og melder sig til den nordvietnamesiske hær. Efter sejren over franskmændene er den amerikanske krig begyndt. Vi er i 1965, Kien er fuld af idealisme, men allerede på vej til fronten forvandles han til desillusioneret soldat.
Da han efter 10 år vender tilbage til Hanoi, er han ramt af krigspsykose og begynder at drikke for at dulme – han er som en levende død, men begynder at skrive for at holde galskaben og smerten fra livet.
Det der kommer ud af det er en løst komponeret erindring, fortalt i kronologiske spring, afspejlende Kiens flaksende oplevelser, og hele tiden bliver vi drevet tilbage til smertepunkterne. Men vi er næsten fremme ved bogens slutning, før vi får historien om kæresten Phuong og den gruppevoldtægt, der for alvor får Kiens historie til at gå i stykker.
Selvom vietnameserne vandt krigen, vandt de ikke sejren: et demokratisk samfund blev tabt til et åbenlyst diktaturregime. Freden er smertefuld, bitter og trist.
”Krigens sorg” er ikke en beretning om politik og felttog, men om krigens vilkår i alm. Det er heller ikke amerikanerne, men selve krigen, der er forbryderen, for krigen opløser alle værdier, venskaber; den sætter sig uslettelige spor – og det kunne for så vidt være en hvilken som helst krig:
”Det der var tilbage, var sorg, den uendelige store sorg, sorgen over at have overlevet. Krigens sorg.”
Kiens konklusion må blive, at han har brugt sit liv på ingenting; det han har fået med sig, er alle de dræbte sjæle og et tab af uskyld.
Det er en bog, man lever længe med i kroppen efter endt læsning. Det er stor fascinerende, rystende, næsten ubærlig kunst, langt fra de kommercialiserede action-thrillers, Vietnamkrigen også er blevet til i underholdningsmedierne.
Den er skrevet med stor, stor indsigt. Det er længe siden, jeg har læst noget så ægte og knugende!
Sorgen har mange ansigter – der er slagmarkens sorg, sorgen over brutaliteten, sorgen over, at førkrigslykken ikke er mere, og så er der skammen over at være blandt de få, der overlevede.
Sorgen er Kiens, krigsveteran og ham, der fortæller om den Vietnamkrig, der var en lang, meningsløs, voldelig krig med mange, mange døde og som ikke førte andet end fatalisme og ligegyldighed med sig.
Bogen starter i 1976 med blod, døde, sult, smerte, forestillinger om spøgelser og djævle! Kien er efter krigens afslutning i færd med at lede efter savnede, grave lig op med henblik på identifikation – men de ensomme døde sjæle vandrer stadig rundt, sukkende og jamrende; de nægter at ta’ af sted til Den anden Verden, og junglen, hvor nedslagtningen har fundet sted, vil i lange tider beholde navnet De Skrigende Sjæles Skov.
Og så får vi i tilbageblik Kiens historie: kun 17 år gammel forlader Kien sin barndomskæreste Phuong og melder sig til den nordvietnamesiske hær. Efter sejren over franskmændene er den amerikanske krig begyndt. Vi er i 1965, Kien er fuld af idealisme, men allerede på vej til fronten forvandles han til desillusioneret soldat.
Da han efter 10 år vender tilbage til Hanoi, er han ramt af krigspsykose og begynder at drikke for at dulme – han er som en levende død, men begynder at skrive for at holde galskaben og smerten fra livet.
Det der kommer ud af det er en løst komponeret erindring, fortalt i kronologiske spring, afspejlende Kiens flaksende oplevelser, og hele tiden bliver vi drevet tilbage til smertepunkterne. Men vi er næsten fremme ved bogens slutning, før vi får historien om kæresten Phuong og den gruppevoldtægt, der for alvor får Kiens historie til at gå i stykker.
Selvom vietnameserne vandt krigen, vandt de ikke sejren: et demokratisk samfund blev tabt til et åbenlyst diktaturregime. Freden er smertefuld, bitter og trist.
”Krigens sorg” er ikke en beretning om politik og felttog, men om krigens vilkår i alm. Det er heller ikke amerikanerne, men selve krigen, der er forbryderen, for krigen opløser alle værdier, venskaber; den sætter sig uslettelige spor – og det kunne for så vidt være en hvilken som helst krig:
”Det der var tilbage, var sorg, den uendelige store sorg, sorgen over at have overlevet. Krigens sorg.”
Kiens konklusion må blive, at han har brugt sit liv på ingenting; det han har fået med sig, er alle de dræbte sjæle og et tab af uskyld.
Det er en bog, man lever længe med i kroppen efter endt læsning. Det er stor fascinerende, rystende, næsten ubærlig kunst, langt fra de kommercialiserede action-thrillers, Vietnamkrigen også er blevet til i underholdningsmedierne.
Den er skrevet med stor, stor indsigt. Det er længe siden, jeg har læst noget så ægte og knugende!
Kommentarer