Anmeldelse
Kongen af Bali af Philip Tafdrup Jørgensen
Særdeles vellykket og læseværdig bog om forfatterens bedstefar, der i sin velmagts dage sejlede for ØK, og som til sin død drømte sig tilbage til et horehus i Shanghai.
Det er ikke det ydre, der tæller – og da slet ikke når det kommer til litteratur – men ikke desto mindre vil jeg indlede med at henlede opmærksomheden mod omslaget til bogen ”Kongen af Bali”, som er forfattet af Philip Tafdrup Jørgensen. Her er både palmesus og høj søgang samt et skib, der i sin udformning minder ikke så lidt om Rasmus Klumps gode skiv, Mary. Men hvor Klumps sømands-ven, Skæg, evigt refererer til ”dengang jeg la´ nede i Biscayen, og kokken kom farende”, er denne bogs ubestridte hovedperson og primus motors motto: ”Jeg skulle være blevet i Østen.”
Hovedpersonen (uh, dét ville han sikkert have elsket!) er forfatterens bedstefar, nærmere betegnet farfar, for nu at få alle slægtsled på plads. Denne bedstefar var i sin velmagts dage maskinmester i Søværnet og har dermed sejlet de syv have tynde. Hans identitet var grundlagt til søs og – ikke mindst – under varmere og mere eksotiske himmelstrøg, hvor alene det faktum, at han var en hvid mand, gav ham visse beføjelser, som han stortrivedes med at gøre brug af.
Det kunne lyde som om, at her var stof til en masse (sø)røverhistorier, hvilket der også er, men forfatterens ærinde er vist nærmere dels at tegne et billede af en mand, der ikke var udpræget nem at elske, dels at skildre den afstand der er mellem generationerne og dels, fornemmer jeg, at forsøge at komme overens med sit bedstefaderlige ophav. Som læser mærkede jeg under eller mellem de skrevne ord, en proces, der drejer sig – hvis ikke om direkte tilgivelse – så i hvert fald om accept. For der er rigtig meget, der tyder på, at bedstefaren var en sand prøvelse for sine omgivelser.
Bogen, der beskrives som en blanding af dokumentar og fiktion, består af korte, episodiske nedslag, hvor det altid er bedstefaren og al hans væsen, der er i centrum. En position han for øvrigt hårdnakket tilstræbte, dengang han endnu var blandt de levendes tal. Og denne form, synes jeg, er et ganske klogt valg fremfor eksempelvis et langstrakt, kronologisk forløb fra vugge til grav. Med disse korte nedslag bliver bedstefaren i glimt særdeles tydelig for læseren, og sammen med Philip Tafdrup Jørgensens meget sikre billedsprog, bliver her samlet set tale om en yderst vellykket, smuk og læseværdig bog.
Man misunder ikke Philip hans bedstefar, men man må misunde den evne, forfatteren har til at skildre et menneske, som på den ene side udgør 25 % af ham selv, og som på den anden side vækker sådan en foragt i ham. Det er et meget sympatisk udspil og, som det ikke sjældent er tilfældet med virkeligheden, en skidegod historie.
Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
Særdeles vellykket og læseværdig bog om forfatterens bedstefar, der i sin velmagts dage sejlede for ØK, og som til sin død drømte sig tilbage til et horehus i Shanghai.
Det er ikke det ydre, der tæller – og da slet ikke når det kommer til litteratur – men ikke desto mindre vil jeg indlede med at henlede opmærksomheden mod omslaget til bogen ”Kongen af Bali”, som er forfattet af Philip Tafdrup Jørgensen. Her er både palmesus og høj søgang samt et skib, der i sin udformning minder ikke så lidt om Rasmus Klumps gode skiv, Mary. Men hvor Klumps sømands-ven, Skæg, evigt refererer til ”dengang jeg la´ nede i Biscayen, og kokken kom farende”, er denne bogs ubestridte hovedperson og primus motors motto: ”Jeg skulle være blevet i Østen.”
Hovedpersonen (uh, dét ville han sikkert have elsket!) er forfatterens bedstefar, nærmere betegnet farfar, for nu at få alle slægtsled på plads. Denne bedstefar var i sin velmagts dage maskinmester i Søværnet og har dermed sejlet de syv have tynde. Hans identitet var grundlagt til søs og – ikke mindst – under varmere og mere eksotiske himmelstrøg, hvor alene det faktum, at han var en hvid mand, gav ham visse beføjelser, som han stortrivedes med at gøre brug af.
Det kunne lyde som om, at her var stof til en masse (sø)røverhistorier, hvilket der også er, men forfatterens ærinde er vist nærmere dels at tegne et billede af en mand, der ikke var udpræget nem at elske, dels at skildre den afstand der er mellem generationerne og dels, fornemmer jeg, at forsøge at komme overens med sit bedstefaderlige ophav. Som læser mærkede jeg under eller mellem de skrevne ord, en proces, der drejer sig – hvis ikke om direkte tilgivelse – så i hvert fald om accept. For der er rigtig meget, der tyder på, at bedstefaren var en sand prøvelse for sine omgivelser.
Bogen, der beskrives som en blanding af dokumentar og fiktion, består af korte, episodiske nedslag, hvor det altid er bedstefaren og al hans væsen, der er i centrum. En position han for øvrigt hårdnakket tilstræbte, dengang han endnu var blandt de levendes tal. Og denne form, synes jeg, er et ganske klogt valg fremfor eksempelvis et langstrakt, kronologisk forløb fra vugge til grav. Med disse korte nedslag bliver bedstefaren i glimt særdeles tydelig for læseren, og sammen med Philip Tafdrup Jørgensens meget sikre billedsprog, bliver her samlet set tale om en yderst vellykket, smuk og læseværdig bog.
Man misunder ikke Philip hans bedstefar, men man må misunde den evne, forfatteren har til at skildre et menneske, som på den ene side udgør 25 % af ham selv, og som på den anden side vækker sådan en foragt i ham. Det er et meget sympatisk udspil og, som det ikke sjældent er tilfældet med virkeligheden, en skidegod historie.
Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
Kommentarer