Anmeldelse
København, udateret
Villads Andersens imponerende debut inviterer til debat, eksistentiel tvivl og eftertanke i vild klimafiktion.
Læseren bliver gradvist trukket ind i romanens etiske tankeeksperiment, hvad enten man lader sig indsluse i jegets sorgfulde og forfulgte sind eller fascineres af tanken om, at hvis alle gik i takt, selv med Google, så kunne klimakrisen måske håndteres. Vil overvågningssamfundet kunne bruges til at redde en klode i krise?
Andersen er navnet – på både forfatteren og romanens hovedperson. Det ser dog ikke ud til, at der er tale om et lighedstegn mellem de to. Det traditionelle danske navn synes mere at ville repræsentere en almen karakter, som kunne være os alle. Vi lever i en tid, hvor alle kender til at forholde sig til forandringer og levemåder i en klimadagsorden. Romanens Andersen fremstår som en jeg-fortæller, vi kan identificere os med, føle med, og i den grad blive kørt ud på et sidespor sammen med. Der findes ingen entydige svar, og det er ganske enkelt en stor kvalitet i romanen.
Romanens jeg har mistet sin unge voksne søn Frederik, derefter ægteskabet med Anne, og måske er han også på vej til at miste sig selv. Jeget skriver til sin søn, det har han fået anbefalet af psykologen, men han kan ikke få ordene ned på papiret, og han kan ikke nå frem til den tragiske erkendelse. Vi befinder os i nær fremtid så tæt på virkeligheden 2022, at der kun er små detaljer til forskel. Det synes sært anderledes, når aktuelle temaer i samfundet har fået et nøk i en mere radikal retning. Familier vokser fra hinanden i deres forskellige syn og uenigheder på håndteringen af klimakrisen.
De etiske dilemmaer flyder i bølger gennem romanen. Et klassisk ét er balancen mellem individ og fællesskab. Den ny-radikale Brodenberg bevægelse vil løse klimakrisen. Med den markante Malte Brodenberg som leder, vil de fleste mennesker gå i takt og afgive meget af deres grundlæggende private rettigheder for i fællesskab at afhjælpe klodens katastrofekurs. Men de fælles holdninger og handlinger til klimakrisen lægger så stort et pres på individet, at det til sidst ender med at rive nære relationer fra hinanden.
Google har adgang til menneskers data: ”de ved, hvordan de kan påvirke os. De dækker ikke vores behov. De skaber dem. Det giver enorme muligheder". Bevægelsen har indgået kontrakt med giganten.
En overvågning af individers CO2-regnskab er for mange den logiske vej til at få styr på klodens faretruende klimaretning. Særligt de unge kæmper kampen for at bringe CO2 regnskabet ned med devisen om, at når vi ændrer adfærd og organiserer os, så er der en vej – ”hellere historieløs end fremtidsløs.”
Romanen er enkelt og nøgternt fortalt og dog fuld af flertydige spor, der rummer en nervepirrende ubestemthed. Andersens inviterer til debat, og i sin beskrivelse af personernes stræben efter en retning mellem klimaangst og klimaapati udfordrer han læseren, så man ikke kan sidde uberørt tilbage. Den minder om Jane Tellers Intet (som netop er filmatiseret) i sin behandling af eksistentielle og aktuelle problemstillinger og kommer sikkert på gymnasiets pensumliste. Andersen fremskriver en nær fremtid, hvor holdning og handling er lagt i hænderne på en radikal bevægelse og tech-giganter, og det sætter gang i den etiske eftertanke. Det er imponerede godt gået af Andersen.
Villads Andersens imponerende debut inviterer til debat, eksistentiel tvivl og eftertanke i vild klimafiktion.
Læseren bliver gradvist trukket ind i romanens etiske tankeeksperiment, hvad enten man lader sig indsluse i jegets sorgfulde og forfulgte sind eller fascineres af tanken om, at hvis alle gik i takt, selv med Google, så kunne klimakrisen måske håndteres. Vil overvågningssamfundet kunne bruges til at redde en klode i krise?
Andersen er navnet – på både forfatteren og romanens hovedperson. Det ser dog ikke ud til, at der er tale om et lighedstegn mellem de to. Det traditionelle danske navn synes mere at ville repræsentere en almen karakter, som kunne være os alle. Vi lever i en tid, hvor alle kender til at forholde sig til forandringer og levemåder i en klimadagsorden. Romanens Andersen fremstår som en jeg-fortæller, vi kan identificere os med, føle med, og i den grad blive kørt ud på et sidespor sammen med. Der findes ingen entydige svar, og det er ganske enkelt en stor kvalitet i romanen.
Romanens jeg har mistet sin unge voksne søn Frederik, derefter ægteskabet med Anne, og måske er han også på vej til at miste sig selv. Jeget skriver til sin søn, det har han fået anbefalet af psykologen, men han kan ikke få ordene ned på papiret, og han kan ikke nå frem til den tragiske erkendelse. Vi befinder os i nær fremtid så tæt på virkeligheden 2022, at der kun er små detaljer til forskel. Det synes sært anderledes, når aktuelle temaer i samfundet har fået et nøk i en mere radikal retning. Familier vokser fra hinanden i deres forskellige syn og uenigheder på håndteringen af klimakrisen.
De etiske dilemmaer flyder i bølger gennem romanen. Et klassisk ét er balancen mellem individ og fællesskab. Den ny-radikale Brodenberg bevægelse vil løse klimakrisen. Med den markante Malte Brodenberg som leder, vil de fleste mennesker gå i takt og afgive meget af deres grundlæggende private rettigheder for i fællesskab at afhjælpe klodens katastrofekurs. Men de fælles holdninger og handlinger til klimakrisen lægger så stort et pres på individet, at det til sidst ender med at rive nære relationer fra hinanden.
Google har adgang til menneskers data: ”de ved, hvordan de kan påvirke os. De dækker ikke vores behov. De skaber dem. Det giver enorme muligheder". Bevægelsen har indgået kontrakt med giganten.
En overvågning af individers CO2-regnskab er for mange den logiske vej til at få styr på klodens faretruende klimaretning. Særligt de unge kæmper kampen for at bringe CO2 regnskabet ned med devisen om, at når vi ændrer adfærd og organiserer os, så er der en vej – ”hellere historieløs end fremtidsløs.”
Romanen er enkelt og nøgternt fortalt og dog fuld af flertydige spor, der rummer en nervepirrende ubestemthed. Andersens inviterer til debat, og i sin beskrivelse af personernes stræben efter en retning mellem klimaangst og klimaapati udfordrer han læseren, så man ikke kan sidde uberørt tilbage. Den minder om Jane Tellers Intet (som netop er filmatiseret) i sin behandling af eksistentielle og aktuelle problemstillinger og kommer sikkert på gymnasiets pensumliste. Andersen fremskriver en nær fremtid, hvor holdning og handling er lagt i hænderne på en radikal bevægelse og tech-giganter, og det sætter gang i den etiske eftertanke. Det er imponerede godt gået af Andersen.
Kommentarer