Røde advarselslamper blinker, når man læser denne foruroligende og velskrevne roman, hvor en bemærkelsesværdig fortællerstemme beretter om svigt af et barn.
William Frederik vokser op som enebarn i et velstående hjem med en mor, der elsker hvide duge og skrøbeligt porcelæn. Men bordet er smukkest, når ingen sidder ved det, og hverdagen har svært ved at leve op til hendes forestillinger. Faderen er travl og fraværende og mener, at sønnen skal være en rigtig dreng, der kan overtage familievirksomheden. Moderen synes, han skal være høflig og respektfuld og i øvrigt passe sig selv, når hun har det dårligt. Resultatet er en nervøs og bekymret dreng, der må løbe hjem og gemme sig for de andres øjne, da han til en børnefødselsdag ikke kan finde ud af at tage et stykke kage, fordi der ikke er en kagegaffel. Enkelte lyspunkter er der dog, som venskabet med pigen Sara. De har hemmeligheder sammen, men hemmeligheder kan være farlige, hvis de opdages af voksne.
Moderen insisterer på, at drengen skal sige ’moder’ og ’fader’, frem for moar og far, der ifølge hende er ”så simpelt, så hverdagsagtigt”. Det giver bogens tone et ældre præg, og tidsperioden er i det hele taget vanskelig at stadfæste. Et virkelig spændende træk ved denne roman er fortællerforholdet. William Frederik er romanens jeg-fortæller, men hans stemme er så påvirket af moderens udsagn, at han i nogle passager næsten forsvinder. Romanen gør brug af dækket direkte tale, hvor jeg-fortælleren lydigt gengiver den talendes ord. Der er således ingen eksempler på direkte tale i bogen, men mange uafsluttede sætninger, der giver indtryk af talesprog og ofte understreger moderens forargelse eller drengens desperation. Et eksempel er her, hvor moderen overreagerer på en tegning, drengen har lavet af sin lærerinde og stolt viser frem:
”…men moder, hvad er der med hende, for da hun ser den, hun bliver næsten rasende og vred, for hvordan kunne jeg, og noget så gement mod en sød, gammel frøken(…)og jeg har vel ikke vist den til nogen, for det her er det værste, og hvad går der af mig…”.
Brugen af dækket direkte tale understreger elegant moderens stærke og uheldige påvirkning af drengen. Romanen giver i øvrigt også et fint portræt af moderen.
Den norske forfatter Aksel Selmer skriver på fængende og troværdig vis om mennesker, der er underlagt strukturer, de ikke selv har magt til at ændre. I Selmers roman ’Bomvogtersken’ skal en ung pige overtage sin bedstefars arbejde og alene vogte en bom. I ’Kniv og gaffel’ må William Fredrik navigere i en verden med en fraværende far og en depressiv, dominerende mor. I begge romaner er der en tiltagende undergangsstemning, og det er svært at undgå at blive påvirket af denne knugende historie.
Originally published by Ann Luther Torp, Litteratursiden.
Kommentarer